Der er søndagsstille i opholdsstuen på Center for Neurorehabilitering på Næstved Sygehus. Her bliver man indlagt, hvis man har fået en hjerneskade på grund af en blodprop, en hjerneblødning eller en trafikulykke. Nogle patienter er hjemme på besøg, men Kate Adolf på 76 år sidder ved bordet sammen med sin niece, Tina Jensen, og drikker kaffe. Faktisk ville Kate helst slet ikke være her. For et par måneder siden boede hun hjemme i sin egen dejlige lejlighed i Slagelse og klarede sig fint, indtil hun blev ramt af en voldsom hjerneblødning.
Kate blev halvsidig lammet og mistede sit sprog. Først kom hun på hospitalet i Slagelse, og nu er hun indlagt her på afdelingen, så hendes krop og sprog kan blive genoptrænet. Det gode er, at Kate har en stor familie, så stor, at hun aldrig sidder alene. I dag er det Tina, der er på besøg og har taget de gode småkager med hjemmefra.
Andre på afdelingen er ikke så heldige. De har ingen familie, eller måske bor de meget langt væk, men så har de til gengæld Gitte Garset. En lille, fiks dame i rød vest, der lyser op på de lange hvide gange. Hun er frivillig patientstøtte for Røde Kors.
– Da min mand og jeg flyttede til Næstved for tre år siden, kendte vi ikke et menneske. Vi har ingen børn, og jeg vidste bare, at hvis jeg skulle falde til, måtte jeg selv gøre noget for at møde nye mennesker. Samtidig syntes jeg, at jeg havde så meget overskud, at jeg gerne ville hjælpe andre, så jeg meldte mig hos Røde Kors og bad om at blive patientstøtte, siger Gitte.
Svære samtaler
Hun valgte at blive patientstøtte på afdelingen for neurorehabilitering. De fleste af patienterne er over 50 år, og mange har fået deres liv fuldstændig vendt på hovedet på grund af hjerneskaden. For Gitte giver det god mening netop at være en støtte for de mennesker. Patienterne er gerne indlagt på afdelingen mellem fem og otte uger, så de kan få den bedst mulige genoptræning, og så patienten og fagkundskaben sammen kan finde ud af, hvordan fremtiden skal se ud. Og det er netop det med fremtiden, det kan være svært at tænke på.
– Man skal kunne klare at snakke med et menneske, der græder. Jeg har siddet med mange patienter, der har været ulykkelige, fordi de ikke har vidst, om de kunne klare at komme hjem til egen bolig, eller om det var nu, de skulle tænke på plejehjem. Det er svært at tænke på og svært at snakke om, og jeg kan jo heller ikke fortælle dem, hvad der skal ske, men jeg kan være der til at holde i hånden og snakke om det, hvis det er det, de gerne vil, siger Gitte.
Hun er 64 år og arbejder inden for HR med personale. Hun har i sit lange arbejdsliv både prøvet at ansætte og fyre medarbejdere, og hun har haft rigtig mange svære samtaler, så hun er ikke uvant med at tale om tunge emner. Men som kommende patientstøtte bliver man ikke bare kastet ud i opgaven.
– Inden man bliver patientstøtte, kommer man på et kursus i ”den svære samtale”, og der er altid hjælp og gode råd at hente hos de andre, for vi har opbygget et stærkt fællesskab. Ingen skal stå alene, hverken de frivillige eller patienterne, hvis jeg kan gøre noget, siger Gitte.
Det er derfor, hun sommetider traver frem og tilbage i de lange gange sammen med en patient, der ikke kan finde ro til at sidde ned mere end et par minutter ad gangen. Hvad taler de så om?
– Vi snakker såmænd om alt muligt. Både om de svære ting og om de mere dagligdags og muntre ting. Hvordan vejret er, hvorfor patienten er her, om familien. Hvis nogen har lyst til at grine, skal jeg såmænd gerne spille fransk klovn og fjolle lidt rundt. Andre vil gerne høre en historie eller spille et spil, og så gør vi det. Man lærer jo også patienterne at kende, fordi de netop er her så lang tid ad gangen, og så ved man lige præcis, hvordan den enkelte skal tages. Inden jeg går ind til patienten, kigger jeg også på tavlen inde hos sygeplejerskerne, så jeg kan se, hvordan det går med ham eller hende. Det er så dejligt, når jeg kan se, det går fremad, og så snakker vi også om det.
En af Gittes gamle kendinge er Johnny fra Faxe. Foreløbig har han været indlagt tre uger til genoptræning, og han lyser op, da Gitte stikker hovedet ind på stuen. Gitte ved ikke meget om sport, som han sidder og ser på tv’et, men hun er alligevel en velkommen gæst på en søndag eftermiddag.
De er guld værd
Ude på gangen er der vagtskifte. Sygeplejersker og sosu-assistenter kommer og går. Som på alle andre hospitaler i Danmark er der travlt på afdelingerne, og personalet her har heller ikke tid til at sidde og snakke med en patient en halv time ad gangen, men så alligevel …
– Hvis en patient er rigtig ked af det, skal vi have tid til at snakke om det, og så tager vi os også den tid, siger sygeplejerske Helle Hansen.
– Men vi er utrolig glade for vores patientstøtter. De er guld værd. De har tid til at snakke om alt mellem himmel og jord, og de gør mange af de ting, vi andre simpelthen ikke kan nå. De køber ind i kiosken, de kører en tur med patienten i kørestolen, drikker kaffe og snakker, eller hvad patienten nu har lyst til. Vi er i hvert fald glade for at have Gitte og de andre, og vi kan godt bruge flere endnu, siger Helle.
Gitte kan kun anbefale det frivillige arbejde:
– Jeg får utrolig meget ud af at være patientstøtte. Jeg kommer her kun i weekenderne, men netop på det tidspunkt er der rigtig brug for gæster udefra, der har tid til at sidde og snakke eller til at lave et eller andet. Når jeg går hjem, er jeg glad, fordi jeg har haft en god snak med et andet menneske, og fordi jeg har gjort noget for nogen, der havde brug for mig.
