Opskrifter

Succeskage uden gluten

Lørdag, 23. marts 2019af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger.Foto: Carina Krüger.
Let og lækker kage, der er bagt uden gluten – men med masser af smag! Som en bonus er der karameliserede nødder på både kanten af kagen og i cremen.

Ingredienser til succeskage:

(10-12 stk.)

Kagebunde:
4 æggehvider
150 g sukker
75 g mandelmel
75 g flormelis
1 spsk. mælk

Karamelliserede mandler:
150 g mandler
100 g sukker

Prøv også: Florentinere uden gluten

Creme:
Halvdelen af de karamelliserede mandler
120 g sukker
1 dl vand
4 æggeblommer
200 g blødt smør
1 spsk. Grand Marnier

Pynt:
2-3 spsk. flormelis

Se også: Brownie med citron

Fremgangsmåde:

Kagebunde:
Tegn 3 cirkler på 21 cm i diameter på bagepapir.
Pisk æggehviderne skummende med 1 spsk. sukker.
Fortsæt med at piske og hæld resten af sukkere i lidt ad gangen under piskningen.
Pisk, til æggehviderne er helt stive.
Rør mandelmel sammen med flormelis og mælk i en stor skål.
Bland lidt af de stiftpiskede hvider i blandingen til at blødgøre den.
Vend resten af æggehviderne forsigtigt i dejen.
Kom dejen i en sprøjtepose med stor, rund tylle og sprøjt dejen op på cirklerne som spiraler indefra og ud.
Bag kagebundene ved 130° i 75 min. Lad dem køle af på papiret.

Karamelliserede mandler:
Smut mandlerne og hak dem groft.
Læg et stykke bagepapir klar på bordpladen.
Varm sukkeret op på en pande, til det smelter, uden at røre for meget undervejs.
Træk panden fra blusset og tilsæt mandlerne.
Vend dem rundt i sukkeret og varm forsigtigt op, til sukkeret karamelliserer og er lysebrunt.
Hæld straks karamellen ud på papiret og bred den ud.
Lad den køle helt af.

Prøv også: Chokolademuffins med flødeskum

Creme:
Tag halvdelen af de karamelliserede mandler fra og blend dem helt fint.
Kog sukker og vand op i en gryde, til sukkerlagen er ca. 115°.
Pisk æggeblommerne grundigt.
Hæld den varme sukkerlage i æggeblommerne i en tynd stråle, mens der piskes kraftigt. Pisk godt og længe, til cremen er stuetempereret.
Pisk smørret i cremen lidt ad gangen og spæd med Grand Marnier.

Kage:
Træk forsigtigt papiret af bundene.
Læg en bund på et fad og fordel knap halvdelen af cremen på bunden.
Læg en bund ovenpå og bred samme mængde creme ud på bunden.
Læg den sidste bund på toppen og brug den sidste creme til at smøre på kanten af kagen hele vejen rundt.
Drys et tykt lag flormelis på toppen af kagen.

Hak de sidste karamelliserede mandler groft og tryk dem på kanten af kagen hele vejen rundt.
Lad kagen sætte sig i køleskabet.
Tag den ud, ca. 30 min. inden den skal serveres.