Opskrifter

Humus med ristet lammekød

Søndag, 12. april 2009af Redaktion
Spring ud i det og nyd smagen af eksotiske himmelstrøg

(4 pers.)

500 g hakket lammekød
250 g kikærter
3 spsk. tahin (sesampasta,kan evt. udelades)
1 dl god olivenolie
4-6 fed hvidløg
Saft af 1-1½ citron
Paprika (delikatesse/mild)
Sorte el. grønne oliven
Små cocktailtomater
Alle julens krydderier og lidt spidskommen
Salt og peber

Kikærter skal udblødes i rigeligt vand i mindst 8 timer (f.eks. natten over). Herefter koges de godt møre i rigeligt vand i en god times tid evt. med lidt salt eller en bouillonterning. Efter endt kogning skylles kikærterne i koldt vand. Hæld olivenolien i en blender sammen med 3-4 fed hvidløg, tahin og halvdelen af citronsaften. Tilsæt de kogte, afkølede kikærter og blend det sammen. Afhængig af blenderens kapacitet kan det være nødvendigt at blende portionen af flere omgange. Nogle foretrækker en meget fintblendet humus, som måske oven i købet er passeret igennem en sigte, men jeg foretrækker en lidt grovere version, da jeg synes, det smager bedre - men det er en temperamentssag. Når massen er blendet sammen til den konsistens, du foretrækker, smages den til med mild paprika, spidskommen og salt samt evt. lidt mere citronsaft. Men pas på med citronsaften. For meget saft kan efter min mening give humusen en slags fordævet-sur smag. Hvis den er blevet meget fast og tyk i konsistensen, er det bedre at tilsætte lidt vand end mere olie.

Ristet lammekød
Varm en pande godt op uden fedtstof og læg en tredjedel af det hakkede lammekød på. Lad det stege, til det får skorpe, før du vender det rundt. Rist det godt igennem og skil det fra hinanden med en træspatel undervejs i stegningen. Når det er ristet helt sprødt, tages det af varmen og krydres med salt og peber, julekrydderier, spidskommen og evt. knust hvidløg. Proceduren gentages, indtil alt kødet er stegt/ristet. Læg en portion humus på tallerknen og lav en fordybning i midten. Her lægges det ristede lammekød. Med en teske laves en "grøft" el. fordybning hele vejen rundt i kanten af humusen. Hæld lidt olivenolie i fordybningen og pynt med oliven, tomater og frisk krydderurt - f.eks. timian eller persille. Spis det evt. med varme pitabrød til.

100 g humus indeholder min. 20 g protein og er en både sund og velsmagende måde at få det celleopbyggende protein på.


Madopskrift: Karsten Kroman

Prøv også...
Asiatisk kyllingesalat
Kold grønærtesuppe
Rejecocktail
Små lækkerier