Ilse gik i sorggruppe, da hun mistede sin mand

76-årige Ilse har et fast morgenritual. Når hun har spist sin morgenmad, siger hun godmorgen til billedet af sin afdøde mand, giver ham et lille kys i billedrammen og tænder stea-rinlyset på spisebordet. Og så græder hun et øjeblik.

– Det føles rart at have den rutine, for når jeg har gjort det, kan jeg komme videre med dagen, siger Ilse Wederkinck.

For halvandet år siden virkede det usandsynligt at komme videre. Ilses mand var død efter en kort og hård sygdomsperiode, og det slog hende omkuld i en sådan grad, at hun længe håbede, at hun ikke vågnede op næste morgen, når hun lagde sig i sengen om aftenen.

– Det var som at være i et mareridt. Der var dage, hvor jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg har aldrig forstået, hvor hårdt det er at miste sin ægtefælle – før nu. Det er så rædselsfuldt, siger hun ærligt.

Ilse var gift med Jørgen i mere end 50 år. Under corona i 2020 måtte den store guldbryllupsfest og den efterfølgende rejse til USA aflyses, og i stedet fejrede de deres kærlighed med deres børn, svigerbørn og børnebørn, mens vennerne ønskede tillykke på afstand ude på villavejen.

Det hele blev udskudt på ubestemt tid, men nu er det for sent. For den prostatakræft, der havde været en del af Jørgen, siden han første gang i en alder af knap 55 år fik konstateret sygdommen, blev opereret og erklæret rask, begyndte at røre på sig i tiden efter. Det havde den gjort med års pauser gennem årene, men hver gang havde lægerne haft held med at slå den ned.

Denne gang viste undersøgelserne, at det ikke ville komme til at lykkedes igen. Immunterapien var virkningsløs, og metastaserne voksede. Lægerne gjorde det klart, at der ikke var mere at gøre, og at den tid, der var tilbage, var forholdsvis begrænset. Det blev til godt to måneder.

Jørgen var afklaret med situationen. Han vidste, hvor det bar hen, og ægteparret tog hul på de svære samtaler, som gjorde de praktiske beslutninger i forbindelse med død og begravelse nemmere for Ilse. Inden Jørgen døde, havde han talt med præsten om sin begravelse, og salmevalget og teksten på gravstenen var drøftet.

Jørgen var overbevist om, at Ilse nok skulle klare sig og få et liv, selv om han ikke var der. ”Det bliver så hårdt, men du er sej lige som din mor og din mormor, så du kommer videre”, sagde han.

– Men det tvivlede jeg meget på, da jeg mistede ham. Det hele virkede fuldstændig håbløst, og tanken om, at jeg ikke skulle se ham sidde over for mig mere, var ubærlig. Jeg kunne ikke forestille mig fremtiden, fortæller Ilse, der i en periode fik lykkepiller for at komme igennem dagene.

Få måneder før Jørgen fik beskeden om, at der ikke var mere at gøre, havde Ilse skrevet parret op til en lejlighed i et seniorbofællesskab. Tanken var, at de skulle flytte dertil om nogle år. Men fire måneder efter Jørgens død fik Ilse tilbudt en treværelseslejlighed i fællesskabet, og hun føler, at det var dét skub, hun havde brug for, så parrets hus i Helsingør blev sat til salg.

– Det hele gik meget stærkt, og jeg tror, at jeg i en lang periode skubbede sorgen foran mig, fordi der var så meget praktisk at få styr på med hussalg og alle vores ting, der skulle ryddes op i og sorteres. Da der var styr på det, og jeg lidt efter lidt landede her, kom den stilhed, der skal til, og som jeg ikke havde haft. Og så blev jeg ked af det.

Ilses læge og Jørgens svoger, der er præst, opfordrede hende til at søge hjælp til at få bearbejdet sin sorg.

– Du skal snakke om det, og du skal blive ved, indtil du er ved at brække dig over det. Du må ikke gemme det væk, lød deres råd blandt andet, som Ilse valgte at lytte til. Hun undersøgte, om der var sorggrupper i nærområdet og fandt frem til Røde Kors’ lokale afdeling, hvor der var mulighed for at mødes med andre, der havde mistet deres ægtefælle.

Her mødte hun andre, som var jævnaldrende, og som også havde været gift i mange år med den samme, og nu var blevet alene og havde brug for at få lov til at tale om, hvor svært det var, at livet nu var blevet et andet.

– Jeg syntes ikke, at jeg bare kunne sidde og snakke om min sorg til mine børn i én uendelighed. De havde mistet deres far og havde deres egen sorg, men de havde jo også deres liv. I sorggruppen kunne vi spejle os i hinanden, og vi kunne tale om alt det, der var svært, og lade tårerne trille lige så meget, som vi havde brug for.

I foråret stoppede Ilse i sorggruppen, godt et år var gået, og hun følte sig klar til det. Hun mødes dog stadig med to andre fra sorggruppen en gang imellem, hvor de går ture, spiser en bid mad og taler om, hvordan det går. De har en reference, der gør det naturligt at bringe sorg, savn og minder ind i samtalerne.

Øjnene smiler med, når hun fortæller om, hvordan parret mødte hinanden i 1968 på et arbejdsrelateret kursus. Begge arbejdede i hver sin sparekasse, hun på Bornholm, hvor hun er født og vokset op, han i Helsingør. To år senere giftede de sig, bosatte sig i Helsingør og fik en datter og en søn.

Ilse beskriver et nært og kærligt ægteskab, hvor blandt andet rundrejse i Australien, cykelferie i Nordvietnam og ikke mindst den årlige vinterferie i Norge blot er nogle af minderne, de fik sammen.

– Jeg havde virkelig aldrig forestillet mig, at det ville blive så svært, men det hjælper rigtig meget, at jeg kan få lov at tale om Jørgen, selv om det er halvandet år siden, at jeg mistede ham. Jeg har ikke berøringsangst, og det gør mig også glad, når andre taler om Jørgen. Det betyder, at de stadig husker ham, siger Ilse, der ikke var klar over, at det var en mulighed at komme i en sorggruppe i hendes alder.

– Det har betydet så meget for mig, og hvis det kan hjælpe en i en svær tid, så synes jeg, at man skylder sig selv og sine nærmeste at prøve den mulighed. Man får en form for gnist, der gør det muligt at komme videre. I dag kan jeg godt se en fremtid, fordi der er flere ting, jeg gerne vil. Jørgen sagde til mig, inden han døde, at jeg skulle begynde at skrive igen, og det tænker jeg selv nu, at jeg gerne vil i gang med.