Da Rikke hørte, at veteranerne manglede et sted at mødes, tog hun affære

Der er kaffe på kanden, og stearinlysene er tændt. Et langbord er dækket op med brød og pålæg, som er doneret af en lokal købmand, og kage fra den lokale bager. Egholm Museum i Hornsherred slår nemlig dørene op for veteraner og pårørende, som de gør det hver onsdag i ulige uger.

Hver og en, der kommer ind ad døren til cafeteriet på det unikke krigsmuseum, bliver budt hjertelig velkommen, og alle taler med alle. Også dem, der ikke kender hinanden.

Alle skal nemlig føle sig velkomne. Det er vigtigt for Søren Tønning Westermann og Rikke Falck, som er stifterne af veterancaféen.

– Vi har skabt et sted, hvor veteraner og pårørende kan mødes i trygge rammer. Der er både plads til dem, der er skadede enten fysisk eller psykisk, men også dem, der har fuldt skrald på karrieren uden de samme ar på sjælen, fortæller Søren, imens Rikke nikker samstemmende.

Når man taler med det imødekommende makkerpar, virker de til at være enige om det meste. Det var de også den dag, deres veje krydsedes for første gang til en flagdag for veteraner i Lejre Kommune. Her stillede Søren sig op på talerstolen og gav hele forsamlingen en smagsprøve på, hvad han mente om kommunens manglende tilbud for veteraner.

Søren, som selv har været udsendt på Balkan og i Irak og Afghanistan, vidste nemlig, at der dengang ikke var et sted, de kunne mødes. Rikke stod blandt det måbende publikum og var imponeret over Sørens engagement.

– Jeg kunne se ham blive mere og mere rød i hovedet, så det var tydeligt, at det betød meget for ham. Da han var færdig, hoppede jeg op på talerstolen og sagde, at hvis veteranerne manglede et sted at være, så kunne jeg finde ud af at lave kaffe, fortæller Rikke, som er museumsdirektør på Egholm Museum og derfor havde oplagte lokaler til et mødested for veteranerne.

Nyt ansigt i caféen

Den første veterancafé blev holdt i januar 2019, og siden har Søren, Rikke og bestyrelsesmedlemmerne også arrangeret vandreture til Bornholm, kajakture, yoga og meget andet.

I dag er der dukket mellem 15 og 20 mennesker op, så veterancaféen er nået langt siden det første mål.

De er dog enige om, at der altid er plads til flere.

– Selv om vi er kendte i området, så er vi ikke kendte nok. Der er kommet en mand i dag, som bor lige rundt om hjørnet, men han har aldrig hørt om caféen før nu, fortæller Søren.

Det nye ansigt, som Søren henviser til, finder vi i udstillingen blandt tanks, pistoler og mannequindukker i uniform.

Selv om Peter Larsen bor et stenkast fra Egholm Museum, har han ikke hørt om veterancaféen før nu, men han er glad for, at han besluttede sig for at kigge forbi i aften.

– Jeg har selv været udsendt som soldat i Bosnien og Afghanistan, så jeg har ledt efter et sted, hvor jeg kunne møde ligesindede. Med de rammer, som er her på museet, og med de mennesker, der er herude, falder man helt til ro, og det er virkelig dejligt, fortæller Peter.

Det første skridt

Tilbage i cafeteriet finder vi balkanveteranerne Carina Feddersen og Henrik Nielsen, som kommer til stort set alle caféaftener.

De fortæller, at de begge har haft stor glæde af at komme og tale med andre veteraner. Før 48-årige Carina begyndte at komme her, havde hun ikke nogen, der forstod, hvad hun havde været igennem.

– Jeg kendte ikke nogen, der selv havde været i krig, og jeg kunne ikke finde ud af tale med andre om alt det, jeg havde med i rygsækken. Derfor var det livsændrende for mig, da jeg pludselig fandt en gruppe mennesker, der forstod mig.

Når Carina tænker tilbage på sin første dag, kan hun huske, at hun var rædselsslagen for overhovedet at gå ind ad døren.

– Jeg sad som frosset ude i bilen på parkeringspladsen og følte, at jeg var ved at dø. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at gå ind ad døren, må jeg have lignet en, der var ved at falde om. Heldigvis fik en anden veteran øje på mig, for han kom hen, gav mig et stort kram og sagde, at jeg kunne sidde sammen med ham. Pludselig var jeg en del af fællesskabet og har været det lige siden.

Henrik erindrer også, at det var grænseoverskridende at tage det første skridt, da han for første gang mødte op i veterancaféen for to-tre år siden.

– Jeg har aldrig været god til at være sårbar og fortælle andre, hvad jeg føler. Derfor skulle jeg virkelig samle mod til at køre herud og deltage, fordi jeg ikke havde lyst til at tale om det, jeg havde oplevet, fortæller Henrik og fortsætter med et stort smil:

– Da jeg først kom herud og lærte, at mange af de andre havde oplevet præcis det samme som mig, var det meget befriende. Nu føler jeg mig helt tryg ved at dele ud af mine tanker og følelser.

Venskaber for livet

Selv om krig er grunden til, at veteranerne mødes, behøver snakken ikke altid at handle om våben, ptsd og skader.

– Jeg kan godt komme herop og sige, at jeg har en lortedag, og så er alle klar til at lytte med det samme, men vi kan også sagtens sludre om hverdagen, børn og biler, siger Carina og tilføjer, at hun lige meget hvad altid har et stort smil på læben, når hun kommer hjem igen til sine børn om aftenen.

Henrik har også nydt godt af at tale om nogle af de andre svære ting i livet, som ikke har noget at gøre med hans virke som soldat.

– Min kone har været meget syg, og det var sindssygt hårdt at gå med alene. Heldigvis fik jeg læsset godt og grundigt af herude, og de andre havde fuld forståelse for min situation, fortæller Henrik.

Da Henrik bliver spurgt, om han har fået venner i caféen, er svaret soleklart:

– Ja, det kan man roligt sige. Man har ikke andet her, fastslår han, og Carina uddyber:

– Vi ville gå igennem ild og vand for hver og en, der sidder her. Det ville jeg ikke gøre for hvem som helst.

Vi bliver enige om, at det må være definitionen på et godt venskab, og med de ord siger vi tak for i aften i veterancaféen. Da vi går ud ad døren, er det til lyden af latter og snak og med beskeden om, at vi altid er velkomne en anden gang.