
En tom flagstang er et kedeligt syn i haven, men især nye husejere er tit i tvivl om, hvornår og hvor meget de må flage, og så ender de ofte med slet ikke at hejse dannebrog.
Det er en skam, så lad os slå det fast med det samme: Der er ingen officielle, danske flagregler.
Som privatperson må du faktisk flage lige så tosset, du vil, men ønsker du at undgå sure blikke på villavejen, er det klogt at følge de traditioner og uskrevne regler, vi har for flagning i Danmark, og de følger her:
Først og fremmest bør du kun hejse et flag, som er pænt og rent – dvs. et flag, der ikke er falmet, og som er uden huller og revner.
Selve flaget skal være et stutflag, som er det helt almindelige, rektangulære flag.
Splitflag, hvor den yderste kant er formet som to trekanter, er kun forbeholdt kongehuset, statslige og militære myndigheder.
Når du hejser flaget på flagstangen, må det ikke først røre jorden. Hejs det stille og roligt op, mens du vender fronten mod flaget. Dette gør man af respekt for Dannebrog.
Hejs flaget helt til tops, så der næsten ikke er luft under knoppen øverst på flagstangen.
Du må tidligst hejse flaget klokken 8 om morgenen. Hvis solen står op senere, må du vente til solopgang.
Der er ikke noget klokkeslæt for, hvornår du skal hale flaget ned igen — du skal blot tage det ned, før solen er gået ned. Ellers flager du for fanden, siges det.
Når du haler flaget ned, må det ikke røre jorden. Det er mangel på respekt for flaget, og en myte siger, at man risikerer, at Danmark kommer i krig.
Mange tror, at Dannebrog er det eneste flag, man må hejse i flagstangen, men det er ikke sandt.
Det er også tilladt at benytte det grønlandske, islandske, færøske, norske, svenske, finske og ålandske flag samt EU- og FN-flag.
Skal du holde børnefødselsdag med et særligt tema, er det faktisk også helt i orden at hejse et flag med f.eks. prinsesser eller sørøvere på, ligesom du gerne må flage med et regnbueflag eller et andet symbolsk flag for at markere en begivenhed.
Flaget må blot ikke krænke Danmarks suverænitet. Det kræver derfor en særlig polititilladelse at hejse et flag fra et andet land end de tilladte.
Hvis dit flag er blevet laset eller falmet, må du endelig ikke smide det i skraldespanden. Det skal brændes, som er den respektfulde måde at skille sig af med det på.
Har du ikke mulighed for selv at brænde flaget, kan du pakke det ind i en pose, og lægge den i skraldespanden. Så bliver flaget brændt på forbrændingsanstalten.
Selvom det ikke er forbudt at lade flagstangen stå tom, er det god skik at hejse en vimpel eller dannebrogsstander, når ikke du bruger dit stutflag.
Den slag ”miniflag” må gerne pryde flagstangen døgnet rundt og viser, at huset er beboet.
Vil du markere et dødsfald ved at flage på halv stang, er der også her traditioner for korrekt brug af flaget.
Hejs først flaget helt til tops, og lad det vejre et par sekunder. Derefter haler du det ned, indtil flagets underkant er ud for flagstangens midte.
Det er skik at flage på halv stang hele dagen langfredag.
Den 9. april – Danmarks besættelse – flager du på halv stang indtil klokken 12. Herefter skal flaget hejses til top.
Det er tilladt at flage løs hver eneste dag i egen have. Der findes dog også officielle flagdage, hvor der altid bliver flaget på Christiansborg, foran offentlige bygninger, på landets busser osv.
Flagdagene omfatter helligdage, nationale mærkedage og fødselsdage i kongehuset. Her er en oversigt:
1. januar: Nytårsdag
5. februar: Kronprinsesse Marys fødselsdag
5. februar: Prinsesse Maries fødselsdag
Langfredag (halv stang hele dagen)
Påskedag
9. april: Danmarks besættelse (halv stang indtil kl. 12 og derefter på hel stang)
16. april: Dronning Margrethes fødselsdag
21. april Prinsesse Isabellas fødselsdag.
29. april: Prinsesse Benediktes fødselsdag
5. maj: Danmarks befrielse
Kristihimmelfartsdag
26. maj: Kong Frederiks fødselsdag
Pinsedag
5. juni: Grundlovsdag
7. juni: Prins Joachims fødselsdag
15. juni: Valdemarsdag og Genforeningsdag
5. september: Danmarks udsendte
15. oktober: Kronprins Christians fødselsdag
25. december: Juledag
På justitsministeriets hjemmeside kan du se de officielle flagdage år for år.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.