Et hårdt arbejdsliv: Politimand følte sig forfulgt

– Man kan ikke se det på ham, vel? siger Helle With, 46 år, med et blik på sin mand, Lars, som fotografen har bedt posere til et billede.

Hun har ret, Lars With blender nemt ind i menneskemængden, men indeni er han anderledes.

– Jeg scanner mine omgivelser hele tiden, forklarer han.

– Derovre holder der for eksempel en bil med bagklappen oppe, og nogen er ved at læsse noget ind i bilen. Og der holder en bil i tomgang, og to mennesker går forbi med en hund. Hvis der foregik noget kriminelt, er jeg helt sikker på, at jeg vil opdage det.

58-årige Lars er politimand men også på vagt døgnet rundt, selv om han for nylig blev førtidspensionist på grund af svær posttraumatisk stressforstyrrelse, ptsd.

Hans ptsd er udløst af en lang række barske møder med døden i hans tid som politimand. Særligt én nat var med til at vælte Lars, men det var flere tragiske og voldsomme oplevelser, der gjorde byrden så stor, at han pludselig følte sig forfulgt.

– De døde gik skråt bag mig og var så virkelige, at jeg flere gange rakte hånden frem mod en af dem.

Lars troede, han var blevet skør og søgte hjælp hos egen læge og Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik og Klinik for Arbejdsrelateret PTSD. Efter måneders behandling forsvandt de døde, men Lars kom ikke tilbage til arbejdet igen.

Hjalp voldtagne kvinder

Helle var 17 år, da hun mødte den 12 år ældre Lars på en skiferie i Frankrig med sin familie.

– Jeg har været skiguide i næsten 20 år. Det år, jeg mødte Helle og hendes familie, var jeg destinationschef, forklarer Lars.

Efter ferien traf de to hinanden igen hjemme i Danmark. Her var Lars til daglig betjent, og Helle gik i skole. I fritiden var de aktive i samme fodboldklub i Vejle og begyndte at tale sammen til klubfesterne.

– Der blev vist også kysset lidt, smiler Helle.

Men i 2000 forsvandt Lars fra Vejle. Han blev udsendt af FN til Bosnien-Herzegovina i havlandet år.

– Jeg var med til at hjælpe flere end 210 kvinder ud af ”trafficking”. De var blevet lokket til landet af mafiaen og blev voldtaget og misbrugt, fortæller han.

Set i bakspejlet var tiden på Balkan den hårdeste i Lars’ karriere, men også meningsfuld, fordi det lykkedes ham at hjælpe så mange.

Tilbage i Vejle gik det stærkt med ham og Helle. Parret blev kærester i sommeren 2002, og selv om Helle var blevet optaget på politiuddannelsen på Sjælland, fortsatte de to i et langdistanceforhold i årene efter og blev gift i 2004.

Helle havde fået arbejde ved Østjyllands Politi, mens Lars fortsatte ved Sydøstjyllands Politi. Sammen købte de hus i Ry på Lars’ hjemegn og fik to døtre i 2006 og 2008.

Den værste nattevagt

Lars arbejdede som hundefører i Vejle. Det betød, at han bl.a. fik til opgave at lede efter demente og psykisk syge, der var forsvundet. I den forbindelse fandt han en af de omkomne, som siden forfulgte ham i tankerne.

Arbejdet var belastende, og i 2016 skiftede han til vagtcentralen, hvor han tog imod opkald til 112.

– Det skulle egentlig have været en rolig vagt. Det var en hverdag, og så er der almindeligvis ”slukket” på vagtcentralerne i Jylland, fordi der ikke er så meget gang i den på værtshuse osv.

Men det blev det ikke. Lars fortæller om den tragiske sag, som vi af hensyn til de pårørende ikke beskriver her.

Helle ser på sin mand med undren:

– Det er utroligt, at du kan huske det så præcist, siger hun og fortsætter forklarende:

– Lars’ hukommelse er blevet utrolig dårlig pga. hans ptsd. Han kan næsten ikke huske sin barndom, og korttidshukommelsen er også meget belastet.

Senere på vagtcentralen samme nat prøver mandskabet at bearbejde den forfærdelige begivenhed, men kort efter er der igen bud efter betjentene.

Denne gang drejer det sig om et drab.

Da Lars kommer hjem fra nattevagten, sygemelder han sig i en uge.

– Jeg var helt tom indeni, havde ikke mere empati. Uanset, hvad borgerne måtte ringe til 112 om, ville jeg tænke, at der var andre, som havde det meget værre end dem. Jeg havde ikke mere at give af og måtte have en pause.

Følelsen af afmagt og magtesløshed kender både Helle og Lars fra deres arbejde, men i mange år forbinder ingen af dem Lars’ ændrede adfærd med deres erhverv.

– Du blev sur og irritabel og kaldte mig sårende ting, siger Helle.

– Nej, det gjorde jeg da ikke, svarer Lars forbavset.

– Jo, du gjorde, du kan bare ikke huske det, siger Helle og giver ham et kærligt klem.

Hun bliver i tvivl om, hvorvidt Lars overhovedet elsker hende mere, og overvejer, om tiden er inde til skilsmisse. Heldigvis når Lars selv at erkende, at noget er helt galt og søge hjælp, inden Helle kaster håndklædet i ringen.

– Ellers havde vi ikke siddet her sammen i dag, erkender hun.

Sygemelding

Lars har i årenes løb været til mange debriefinger både efter opholdet i Bosnien-Herzegovina og den hårde nat på vagtcentralen, men der bliver aldrig fulgt op på hans beretninger. En psykolog opfordrer ham ellers på et tidspunkt til at få nogle samtaler, men det slår han hen.

– I forløbet efter min diagnose har jeg talt med politiet om, at det fremadrettet ikke skal være op til den enkelte betjent selv at tage kontakt. Psykologen skal kontakte betjenten, hvis der er tegn på problemer.

I situationen kan han slet ikke selv se, at han har forandret sig og bærer en række symptomer på ptsd. Først da de døde dukker op, er han klar over, at han har brug for hjælp og taler med Helle.

I marts 2022 afleverer Lars en arbejdsskadeanmeldelse og bliver sygemeldt i juni samme år. Få uger senere deltager han i sin yngste datters konfirmation, og siden har han ikke deltaget i noget socialt arrangement.

– Jeg vil gerne. Helle og jeg har altid været utroligt sociale, men jeg magter det ikke længere, siger han.

Lars kontakter organisationen Thin Blue Line, som har fokus på at hjælpe og støtte nuværende politifolk med fysiske og psykiske skader samt deres pårørende.

Her kommer han bl.a. på en sejltur med andre tilskadekomne politifolk, hvor han får talt med ligesindede og føler sig for første gang forstået.

I sommeren 2024 arrangerer organisationen også en sejltur for pårørende, som Helle med stor succes deltager i.

– Lars har fået hjælp af psykologer de seneste år, men ingen hverken i politiet eller hos Arbejdsmedicinsk Klinik har tænkt på os pårørende. Faktisk gik der også lang tid, før vores egen familie begyndte at spørge til mig. Ellers handlede det hele tiden om, hvordan Lars havde det, siger Helle.

På sejlturen med ”Det Blå Kompas” arrangeret af Thin Blue Line møder hun andre hustruer til mænd med ptsd, og de danner et stærkt netværk.

– Det er ofte dem, jeg ringer til, når Lars har det svært, for de forstår mig på en helt anden måde end andre.

Parrene har aftalt at mødes inden længe, og Lars og Helle har planer om at involvere sig i Thin Blue Line og Det Blå Kompas.

– Vi vil gerne gøre noget for de skadekomne politifolks børn – ikke nødvendigvis noget, der involverer psykologer og terapeuter, men for eksempel ture ud i naturen, siger Helle, og Lars nikker.

Naturen virker helende på Lars, og parret har fået en 2-årig dispensation til at bo i et sommerhus i et naturskønt område hele året.

Hvad der herefter skal ske, afhænger bl.a. af Lars’ sag om arbejdsskadeerstatning, som endnu ikke er afsluttet.

– Vi glæder os til at få mere stabilitet og ro i vores liv, for det har været hårde år, siger Helle, der stadig arbejder som politiassistent ved Østjyllands Politi.