Lige fra hjertet: Skærmenes uundgåelige indtog

Jeg var færdig med folkeskolen, da jeg fik min første egentlige mobiltelefon. Den var grøn med en klap og en buttet antenne, og jeg gemte troligt numrene til vores egen, mine bedsteforældres og venindernes fastnettelefoner i den digitale telefonbog, selv om jeg kunne dem udenad.

Senere fik jeg den legendariske Nokia. På en opladning holdt den strøm i flere uger. Den skulle dog lades op noget oftere, da jeg efter en studenterfest blev kæreste med Lasse, for vi ringede og skrev til hinanden uafbrudt.

Vi flyttede sammen i en etværelses lejlighed, og vi gjorde os mange tanker om fremtiden og om, hvilke forældre vi ville være. Der skulle være faste sengetider og fællesspisning om aftenen, og det var sikkert, at vi ikke ville overlade opdragelsen af vores børn til en skærm.

Tre børn på rekordtid

I sommeren 2008 slog vi vores bryllup sammen med Emmas barnedåb, og hun var netop fyldt to, da vi opdagede, at jeg var gravid med tvillinger.

Vi havde forholdsvis let ved at overholde vores principper, mens Emma endnu var baby og enebarn, men med Emil og Mikkels ankomst blev vi en familie på fem med tre børn under tre år.

Der var sjældent et roligt øjeblik, og Emma fik derfor lov til at se børnefjernsyn, mens jeg ammede. Der var en tegnefilm med en brandmand, som hun var særligt optaget af, og lykken var gjort, da vi fandt ud af, at vi kunne bestille dvd’er på nettet med brandmandens eventyr.

Nu var hun underholdt, mens jeg havde hænderne fulde, og det var jo bare for en periode.

Emma var også interesseret i vores telefoner. Hvis vi efterlod dem et sted inden for hendes rækkevidde, kunne vi være sikre på, at hun fandt dem først. Vi fandt også ud af, at flere af de andre børn i børnehaven havde deres egen tablet.

Det var vi slet ikke klar til, og Lasse og jeg forsikrede hinanden om, at den investering lå langt ude i fremtiden.

Dog tog vi det op til overvejelse, da vi samme sommer skulle på køreferie til Harzen. Det blev vores første udlandstur med børn, og vi købte en tablet på den præmis, at den udelukkende skulle bruges på de lange køreture.

Det princip holdt til mindre end to dage efter vores hjemkomst.

En tablet til hver

Pludselig var det en del af vores hverdag, at Emma underholdt sig selv med spil på sin tablet, mens vi ordnede forskellige praktiske gøremål, og i ulvetimen var den guld værd.

Det blev et problem, da drengene begyndte at ville kigge med på storesøsters skærm, og det endte med, at vi også måtte købe en til hver af dem. På den måde sneg det ene stykke elektronik efter det andet sig ind i vores hjem.

Pludselig var vi en husstand med to mobiltelefoner, en computer og tre tablets. Det virkede voldsomt, men de vandt jo indpas, og vi kunne ikke se, hvordan vi skulle undvære nogen af dem.

Vi var til gengæld også enige om, at det var det. Der skulle ikke mere elektronik ind i huset. Men det kom der selvfølgelig.

I 6. klasse skulle Emma bruge en bærbar computer til undervisningen i skolen, og drengene fik deres egen spillemaskine.

Til deres konfirmationer stod en stationær computer øverst på ønskesedlen sammen med nye mobiltelefoner, og vi retfærdiggjorde det med, at de ville få brug for deres it-kundskaber på det fremtidige jobmarked.

Gang på gang slækkede vi på vores principper. Vi gentog det slidte mantra om, at det jo kun var for en periode, men vi måtte snart indse, at børnene hurtigt vandt hævd på deres privilegier.

Vores aftener foregik på den måde, at børnene spillede computer eller så serier på deres værelser, og Lasse og jeg fladede ud i sofaen foran fjernsynet med vores telefoner.

Den lille løgn

Til et forældremøde på skolen stod skærmtid på dagsordenen. Vi skulle hver især komme med et bud på, hvor mange timer vores børn sad foran en skærm dagligt, og jeg svarede tøvende, at det nok var en time eller halvanden.

Det var løgn, for det reelle timetal var mindst det dobbelte. Jeg skammede mig, selv om jeg havde en ret klar idé om, at mange af de andre forældre også pyntetede på sandheden.

I den forbindelse blev Lasse og jeg enige om, at børnene fra nu af måtte få to timers skærmtid om dagen.

– Hvor mange timer får I så? spurgte Emma flabet. – For I sidder også selv med jeres telefoner konstant.

Lasse gav igen med, at vi jo skulle holde os orienteret på skolens intranet og om fælleskørsel til ridestævner og fodboldkampe i de lukkede grupper på Facebook. Den forklaring købte hun tydeligvis ikke, og det var også kun delvist sandt.

Godt nok skulle vi tjekke for opdateringer angående børnenes fritidsaktiviteter, men vi blev jo hængende på Facebook længe efter, og jeg var desuden glad for at følge forskellige kreative profiler på Instagram.

Vi nød også at se film og serier om aftenen, og børnene holdt for en gangs skyld sammen og mindede os om, at der ikke var forskel på en fjernsynsskærm og en computerskærm.

Således opgav vi at håndhæve reglerne om skærmtid. I stedet blev det sådan, at de måtte spille, når de havde lavet lektier og klaret deres andre pligter, og det virkede som en falliterklæring, at vi ikke kunne gøre det bedre.

Nu begyndte drengene at spille større spil som Fifa og Fortnite, og det blev et problem, at nettet ikke var hurtigt nok.

De blev fuldstændig hysteriske, når skærmen frøs midt i en vigtig kamp, og næsten alle sammenbrud og skænderier i husstanden kom sig af dårligt internet.

For husfredens skyld bestilte Lasse en dyrere pakke med fibernet. Sælgeren forsikrede os om, at det kunne trække det hele, og roen blev genoprettet med en hvid boks med to små ikoner, som lyste grønt.

Igen så vi desillusioneret på hinanden, for det var forstemmende, at familieidyllen stod og faldt med en hurtig internetforbindelse.

Uvant stilhed

Efterårsferien nærmede sig, og vi havde ikke andre planer end Emmas ridestævne lørdag eftermiddag og en hjemmebanekamp med drengenes fodboldhold om søndagen.

Vi havde foreslået børnene, at vi kunne tage et par dage i bedsteforældrenes sommerhus, en tur i svømmehallen eller på dagstur til Møns Klint.

Det hele blev skudt ned. Der var noget andet, som trak, og jeg var i al hemmelighed godt tilfreds med, at jeg kunne bruge nogle fridage på at gøre vores forsømte have klar til vinteren.

Mandag aften lige efter solnedgang blev alt pludselig bælgmørkt. En uvant stilhed sænkede sig over huset, og jeg hørte børnenes bange stemmer kalde fra førstesalen.

– Vi er her, råbte jeg og famlede mig hen til trappen.

I mellemtiden fandt Lasse en lommelygte og to pandelygter i bryggerset, og han sørgede for, at børnene kom sikkert ned ad trappen.

– Hvad sker der? peb Emma.

– Strømmen er gået i hele området, svarede Lasse. – Der er heller ikke lys i gadelamperne.

Jeg tændte stearinlys rundt omkring, og drengene gjorde mig opmærksom på, at familierne i husene over for vores gjorde det samme.

Der var en fortættet stemning mellem os, og børnene gjorde ikke mine til at løbe op efter deres telefoner, som de havde efterladt på værelserne.

Fortryllelsen brudt

Emma var tydeligvis bange. Det var Mikkel også, selv om han gjorde sit bedste for at skjule det, og Lasse fandt på, at vi skulle spille et spil for at lette stemningen.

Ikke et computerspil. Nej, vi skulle have fat i stablen af brætspil fra vores ungdom, som samlede støv på reolen.

Der var både Bezzerwizzer, Matador og Ludo, og vi kom enstemmigt frem til at give Matador et skud. Lasse og børnene pakkede spillet ud og gjorde klar, mens jeg, med en pandelygte om hovedet, fyldte skåle med nødder, kiks og chips.

Synet fik Emil til at bryde ud i et regulært grineflip. Det smittede de andre, og jeg lod lykkeligt, som om jeg blev fornærmet over deres drillerier.

Da skålene med chips og kiks var tomme, sad drengene på de dyre adresser, og Emma holdt skarpt øje med, at alle betalte, hvad de skyldte. Det blev mig, der gik fallit som den første, og med et dæmpet smæld vendte strømmen tilbage.

Fortryllelsen var brudt. Omkring os startede køleskabet, computerne og anden elektronik op med bip og en stille summen. Børnene begyndte at pakke sammen og rejse sig, men jeg kunne mærke, at timerne i mørket havde gjort indtryk.

Ny tradition

Et par dage senere spurgte Emma, om vi måske kunne spille igen, selv om vi havde strøm. Det skulle hun ikke sige to gange.

Alligevel blev det svært at gentage succesen, for vi blev jævnligt forstyrret af pling, opkald og notifikationer på telefonerne, og det ødelagde spillets dynamik.

Emil trak bare på skuldrene, når han røg i fængsel, og jeg kunne mærke på Emma, at hun blev frustreret over sine brødres ligegyldighed.

– Hvis I skal være med næste gang, bliver det uden jeres telefoner, mukkede hun.

Det gav jeg hende ret i. Til næste spilaften indførte vi en regel om, at deltagerne skulle lægge deres telefoner i køkkenet.

Det gad Emil ikke, men Mikkel indvilligede, og da vi senere skulle lave hold til en omgang Bezzerwizzer, kom Emil også luskende.

Nu holder vi fast spilaften en gang om måneden, og datoen bliver aftalt fra gang til gang for at undgå, at den ramler sammen med vigtige kampe eller lignende.

Det vil ikke vare evigt. Snart begynder de at få kærester, rende til fester og den slags, og Lasse og jeg sætter pris på hver eneste spilaften, hvor vi stadig er fuldtallige.