– Hvis du ikke går på pension, bliver du opsagt, sagde min chef til mig i sommeren 2017.
Da jeg helst ikke ville gå på pension, men hellere arbejde lidt længere, gjorde min chef livet surt for mig.
Jeg havde ellers gjort alt og mere til for virksomheden. Jeg, som mange beskrev som selve indbegrebet af loyalitet, følte mig nu truet med at blive fyret på grund af utilfredshed over min løn.
Nu vil jeg dele min historie.
Chefen, der frøs mig ude, var en, jeg havde hjulpet i gang med både programmer og arbejdsrutiner, da hun startede i 2016. Hun råbte efter mig, hver gang jeg gik forbi hendes kontor, for hun ville altid have hjælp. Men min tak blev en anden end forventet.
Da jeg kom tilbage fra sommerferie, fik jeg beskeden: "Du skal flyttes herfra... ". Jeg forstod ingenting.
Det hele startede med et pludseligt møde, hvor det blev besluttet, at jeg skulle flytte kontor og arbejdsopgaver. Jeg blev flyttet nogle etager op til et øde kontor på en tom gang.
Jeg var knust. Jeg blev revet væk fra mit gamle arbejde og fællesskabet - uden nogen gyldig grund.
Trappetrinene op til kontoret var tunge den måned. Jeg ville ikke der op. Jeg havde bare lyst til at vende om. Hvordan skulle jeg klare det?
Det, der førte til min udvisning, var, at to såkaldte kolleger spredte løgne om mig. På grund af det fik jeg stort set intet af lønpuljen - jeg blev aldersdiskrimineret.
Jeg udtrykte min utilfredshed til chefen, og det skulle jeg ikke have gjort. Jeg anmeldte aldersdiskrimineringen til Ligebehandlingsnævnet - det skulle jeg heller ikke have gjort.
Jeg blev indkaldt til afhøring af min chef, områdechefen og en tillidsrepræsentant, som truede med at fyre mig, fordi jeg havde kontaktet Ligebehandlingsnævnet.
Tillidsrepræsentanten var formand i en fagforening, som kun repræsenterede to af de ansatte på kontoret - nemlig dem, der havde spredt løgnene.
En tillidsrepræsentant burde lytte til alle ansatte, mægle og søge sandheden. Men jeg blev afvist, selv efter 46 års ansættelse.
Gennem årene havde jeg ofte hørt chefer sige: "Hvordan skal det dog gå, når du stopper?" Men den nye chef tænkte anderledes. Hun valgte at løfte de to andre i løn og gøre dem til sine fortrolige.
De frydede sig åbenlyst over, hvor nemt det var at få mig flyttet. Det tog under en time at rydde mit kontor og flytte tingene op til det øde lokale.
De gned sig i hænderne og osede af skadefro. Alt gik over gevind under mødet. Jeg havde ingen på min side - det var tre mod én. Jeg havde ikke en chance for at få en bisidder, for de ville hurtigt af med mig.
Jeg skrev til Ligebehandlingsnævnet og forklarede, hvad der var sket. De svarede, at man skal kunne anmelde diskrimination uden frygt for negative konsekvenser.
Derfor beskytter diskriminationsloven mod repressalier. Man må ikke straffes for at anmelde diskrimination.
Jeg blev fjernet fra min arbejdsplads, som jeg ellers altid havde været glad for. Jeg havde altid haft gode forhold til chefer og kolleger.
Men den nye chef havde tydeligt besluttet, at jeg ikke længere skulle have nogen anerkendelse, fordi jeg nærmede mig pensionsalderen.
De ældre har stor erfaring. Det mente mine tidligere chefer også, men ikke den nye. Hendes filosofi var: De gamle ud, de unge ind.
Chefen favoriserede visse personer: Dem, hun kunne sladre med. Alle dem, jeg troede var mine kolleger, viste sig at være det modsatte. Løgne og sladder blev hendes, områdechefens og fagforeningens sandheder. De dannede en fælles front mod mig.
Det hele gik hurtigt på mødet - kun en time fra beslutning til handling, og så sad jeg i det øde kontor.
Jeg måtte ikke vise mig, og jeg ændrede mine pauser for ikke at blive set. Jeg fik ingen besøg - det forbød chefen og truede andre med konsekvenser, hvis de kom op til mig.
Jeg måtte ikke færdes i mit gamle arbejdsområde, selvom arkiver og materialer, jeg havde brug for, var der.
Ingen kolleger måtte kontakte mig. Alt blev tiet ihjel. Alt blev håndteret forkert. Det ved både chefer og fagforening. Man fjerner ikke en person fra fællesskabet, man truer ikke med opsigelse på grund af lønklager, en anmeldelse og andres løgne.
Jeg havde søvnløse nætter. Ingen piller hjalp. Ingen hjalp mig, som jeg havde hjulpet dem gennem årene. Jeg tog opgaver, ingen andre ville tage. Jeg hjalp cheferne, jeg sled mig op - alt sammen forgæves. Utak er verdens løn. Jeg fortryder, at jeg sled mig selv op.
Om morgenen, når jeg trådte ind i mit ”eksilkontor”, følte jeg en ubehagelig og uhyggelig stemning, som ikke kan beskrives med ord. Jeg var forladt. Hvordan tror I, jeg holdt til det? Det gjorde jeg ikke.
Jeg havde følt mig udenfor, psykisk mishandlet og mobbet i en måned, indtil jeg en dag ikke kunne mere.
Jeg gik af før tid, selvom jeg havde tænkt mig at arbejde et år mere. Men selvopholdelsesdriften sagde stop. Jeg følte mig mobbet, og chefen truede med opsigelse, hvis jeg ikke selv sagde op.
Jeg har holdt det inde længe, men nu kan jeg ikke længere tie stille.
Den sidste dag gik jeg hjem med tunge tanker, men nu var jeg fri. Fri for torturen. Det må jeg finde trøst i. Men den måde, jeg blev behandlet på, tager tid at hele.
At chefer, fagforening og kolleger slipper af sted med at mobbe, undertrykke og true med fyring - det er en gåde.
Senere hørte jeg, at nogle chefer blev fyret. Hvorfor? Jeg ved det ikke, men man kan jo undre sig.
Jeg fik senere hjerteproblemer. Lægerne sagde, det skyldtes al den stress og psykiske vold, jeg var udsat for.
Man skal kunne mindes sit arbejdsliv med glæde, men det fik jeg aldrig lov til.
Denne læserfortælling er først publiceret på Allas, der ligesom Familie Journal er en del af Aller Media.