Jeg modtager kontanthjælp og skal derfor snart sendes i arbejdsprøvning.
Jeg er en kvinde på 63 år. Jeg er diagnosticeret med Aspergers og social angst.
Jeg har diabetes 2 og døjer en del med træthed. Jeg er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet og har også en supplerende uddannelse som underviser i dansk som andetsprog.
Jeg har flere års erfaring som underviser og har også arbejdet på turistbureau og i en lufthavn som rejsekonsulent. Men i de seneste godt 10 år har jeg desværre været ledig. Jeg faldt ud af dagpengesystemet, og det er meget svært at finde et job, når man er fyldt 60 og på kontanthjælp.
Min sagsbehandler har hen over hovedet på mig besluttet, at jeg skal i arbejdsprøvning på en losseplads, hvor jeg skal lave forefaldende arbejde. Stedet ligger ni kilometer fra den by, hvor jeg bor, og der går ikke bus derhen. Jeg har hverken bil eller cykel.
Jeg er chokeret over hendes valg af dette sted og har sagt, at jeg ikke er glad/interesseret. Der har ikke været en dialog med mig.
Har jeg ingenting at skulle have sagt med hensyn til valg af arbejdsplads?
Jeg er bange for, at jeg slet ikke passer ind på den losseplads, og jeg kan heller ikke se nogen fremtid der. Er det overordnet set ikke meningen med en arbejdsprøvning, at borgeren skal kunne tilbydes ordinær beskæftigelse eller fleksjob i forlængelse af arbejdsprøvningen?
Hvem kan jeg klage til, hvis de nu tvinger mig til at starte på lossepladsen?
Hvis jeg så starter på lossepladsen, og det efter 14 dage står klart, at det er helt forkert og skævt for mig, og at jeg slet ikke fungerer eller føler mig tryg dér, er der så en mulighed for at stoppe denne arbejdsprøvning, eller mister jeg bare kontanthjælpen?
Kan jeg skifte sagsbehandler?
Jeg har selv tænkt på at opsøge et par genbrugsbutikker for at høre, om de vil tage mig i arbejdsprøvning. F.eks. Frelsens Hærs genbrugsbutik, som ligger tæt på mit hjem.
Bettina, tror du det kunne være en god idé og en mulighed for mig?
Kh, Sproglæreren
Beskæftigelsesindsatsen skal være fleksibel og tage hensyn til den lediges ønsker og forudsætninger og arbejdsmarkedets behov.
Du skal altså altid inddrages i overvejelserne om, hvad næste skridt i din sag skal være, men du har også pligt til at samarbejde.
En forklaring på sagsbehandlerens adfærd kan være, at du måske også tidligere har sagt nej tak til jobcenterets forslag, så sagsbehandleren er i tvivl om, hvorvidt du overhovedet står til rådighed. Hvis du er vurderet jobparat, har du pligt til at tage imod et tilbud, medmindre du har en rimelig grund til at afslå det.
Det er sagsbehandleren, som vurderer, om din afvisning er rimelig, eller om den skal have konsekvenser for udbetalingen af kontanthjælp.
Du skulle meget gerne have fået en afgørelse om sagsbehandlerens beslutning. Den kan du klage over ved at skrive til jobcenteret, som så skal vurdere, om de vil give dig medhold eller sende sagen i Ankestyrelsen.
Hvis du starter på lossepladsen, og det viser sig at være et dårligt match, skal du ikke fortsætte. Jobcenteret må ikke iværksætte praktikker, som forværrer funktionsniveauet. MenI skal være i dialog om det.
En arbejdsprøvning skal ikke nødvendigvis føre til en ansættelse. Den kan også have til formål alene at dokumentere arbejdsevnen. En praktik i en genbrugsbutik kan sagtens være en mulighed for denne dokumentation. Et skift af sagsbehandler er ikke en lovfæstet rettighed, så det vil være op til en leder at vurdere, om du kan få en anden.
Jeg bider mærke i, at du har været uden for arbejdsmarkedet i over 10 år, og tænker, at du måske er visiteret forkert som jobparat, da det ikke er meningen, man skal hænge fast i kontanthjælp i så mange år, hvis man kan arbejde.
Du skriver, at du tidligere har været i arbejde i mange år, men har forskellige helbredsproblemer, så måske har du ret til seniorpen-sion. Det, synes jeg, du skal undersøge. Du kan læse om ordningen på borger.dk, hvor du også kan ansøge.
Bedste hilsner Bettina
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.