Bekymret bedstemor: Hvad nu, hvis de spiser noget giftigt?

Sommer og sol er lige med tid i haven, og det er kun skønt, hvis børn og børnebørn er med. Men hvad må de egentlig putte i munden? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Dreng med blomster
– Hvis der er kommet plantesaft på huden eller i øjnene, bør du straks skylle med vand, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox

Kære Lotte Bang

Sommeren er bare den bedste tid på året, synes jeg. Jeg elsker skovens mange grønne blade, det friske græs, selv om det skal slås, og de mange blomster, som jeg nyder at nusse om i min have.

Alligevel er der nu opstået et problem, og jeg kan faktisk ikke huske det fra dengang, mine egne børn var små. Efter jeg er blevet farmor og mormor, sidder der en konstant skræk i mig for, at nogle af guldklumperne spiser en eller anden giftig plante.

Ved du noget om, hvilke planter der er farlige? Og hvad gør jeg, hvis uheldet er ude, og der er taget en bid af noget giftigt?

Mvh. Z

Kære Z

Man skal altid være opmærksom på, hvad små børn putter i munden. Det kan være småt legetøj, som sætter sig fast i halsen, men altså også planter og bær, der er giftige.

Guldregn skal bestemt ikke i munden på børn. Blandt andet rododendron er også giftig, ligesom taks, belladonna, buksbom, liljekonvaller, pebertræ, almindeligt fingerbøl og ranunkel alle er planter, både børn og voksne skal undgå at putte i munden.

Bjørneklo skal man slet ikke røre, for det kan give et voldsomt udslæt. Desuden er det ikke kun udendørs planter, der er giftige. Mange stueplanter skal heller ikke i munden.

Hvis uheldet alligevel er ude, skal du, hvis der er spist planter, fjerne eventuelle planterester fra mundhulen, straks give barnet noget at drikke og efterfølgende kontakte Giftlinjen på telefon 82 12 12 12.

Hvis der er kommet plantesaft på huden eller i øjnene, bør du straks skylle med vand. I nogle tilfælde kan der være behov for at give medicinsk, aktivt kul, hvilket i givet fald skal foregå på et hospital. Giftlinjen bør dog kontaktes, og så vejleder de om dette.

Det er også en god idé at tage et billede af planten, som er involveret. På den måde ved Giftlinjen, hvis du ikke selv er klar over det, hvilke planter der er tale om, og så kan de nemmere give den relevante vejledning om behandling.

Kærlig hilsen Lotte.

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.