Frisk luft og fællesskab 1: Snak over hækken hører med

Et frirum.

Udtrykket går igen i adskillige af de samtaler, Familie Journals journalist har med medlemmer af Hjelm Haveforening i Aabenraa, Og ordet er også det første, der ligger på tungen hos foreningens formand, 73-årige Karen Margrethe Lauridsen, når hun skal forklare, hvorfor hun elsker at opholde sig i sin kolonihave og i øvrigt kommer der dagligt.

– Jeg bor i et byhus og har kun udsigt til naboernes mure. Men heldigvis har jeg kort afstand til haveforeningen. Her er jeg tæt på naturen og har mulighed for at bruge mine hænder. Jeg luger og river, rydder op og arbejder lidt i mit drivhus. Min søster, Birgit, påstår, at jeg planter om og laver nye bede ustandselig, smiler hun.

Som formand for foreningen, der også går under navnet Hjelmhaverne, er en anden vigtig ting naturligvis at få talt med de øvrige medlemmer, hvilket nærmest sker af sig selv. Foreningens vedtægter tilsiger, at hækkene højst må være 1,25 meter høje. Denne regel har netop til formål at fremme snak over hækken, hygge og fællesskab.

– Selv om jeg arbejder meget, er det i mindst lige så høj grad afslapning, jeg søger herude. Nogle dage går det op i ren snak.

Hjelmhaverne er grundlagt i 1821, hvilket gør stedet til Danmarks ældste kolonihaveforening, der fortsat eksisterer. Formentlig er det også verdens ældste fungerende af slagsen. Haverne blev grundlagt på baggrund af fattigdom og hungersnød i området. Her kunne man dyrke egne afgrøder og dermed sikre sig selv og sin familie mod sult. Der blev især dyrket kartofler, som vandt frem på danskernes spiseborde i perioden, men efterhånden også et bredt udvalg af grøntsager.

– Faktisk måtte der udelukkende dyrkes grøntsager. Men kartofler blev også medregnet i den kategori, fortæller Karen Margrethe.

Spartanske forhold

I 1960’erne blev parcelhusene hvermandseje. Og tidens stil smittede også af på folk, der var medlemmer af haveforeninger og ejede kolonihavehuse. Husene blev opgraderet og rummede af og til lidt mere luksus og komfort end før. Og man begyndte at plante blomster i haverne.

– Tendensen i dag er, at køkkenhaven er vendt tilbage i stor stil. Folk holder af at dyrke deres egne, sunde fødevarer. Og især højbede med grøntsager er populære både i vores og andre haveforeninger, siger formanden.

Hjelmhaverne er store målt i forhold til kolonihaver generelt. Haverne er hver især mellem 400 og 500 kvadratmeter store. Til gengæld er det helt nødvendigt, at man som medlem af foreningen kan leve med lidt primitive forhold.

– Her er ikke indlagt strøm, og her er ikke kloakeret. Det sidste betyder, at man i de enkelte huse benytter campingtoiletter, som man tager med hjem og tømmer. Der er også medlemmer, som hyppigt besøger nærliggende campingpladser og benzintanke for at gøre, hvad de nu skal. Til gengæld betaler vi ikke vandafledningsafgift.

I 1950’erne blev der indlagt kommunalt vand på stierne. Der er en aftapningshane for hvert andet hus. Men de spartanske forhold betyder selvsagt, at kontingentet kan holdes meget lavt.

– Da mine bedsteforældre blev medlemmer af foreningen i 1938, betalte de blot 5 kroner om året i kontingent. I 1953 var beløbet steget til 6,25. Og i dag koster det 2.000 kroner årligt at leje en have. Det er vel at mærke inklusive renovation og vand.

De i alt 77 haver er nabo til Aabenraa Stadion, og i 1960’erne var man bange for, at idrætsanlægget ville forsøge at inddrage haveforeningens område. Man begyndte derfor at diskutere en fredning, og i 1979 fik arealet status som fredet.

– Det betyder for eksempel, at man ikke kan fælde et frugttræ herinde uden at plante et nyt. Fredningsbestemmelserne dikterer også, at hækkene skal være ligusterhække, og at hvert hus inklusive redskabsskur højst må være på 20 kvadratmeter. Huse bygget før 1979 må dog gerne beholde deres oprindelige størrelse, fortæller formanden.

Arbejdsdage og fester

En anden følge af fredningen er, at den lokale skytteforening, Aabenraa Skyttelaug af 1734, der huserer på samme område som haveforeningen, ved samme lejlighed er blevet fredet. Deres skydebane er placeret midt mellem rækkerne af kolonihavehuse, og man er ikke i tvivl, når der skydes. Men de stier, der krydser banen, er naturligvis spærret af ved de lejligheder. Men hvert år på 3. pinsedag kan man få festlige glimt af skytterne i deres stiveste puds. Da afholder de nemlig deres ”kongeskydning” og pinsefest, og festlighederne omfatter blandt andet en march gennem Aabenraa iført uniformer.

Medlemmer af Hjelm Haveforening skal være bosat i Aabenraa, Haderslev, Tønder eller Sønderborg Kommune.

– Man kan med andre ord ikke komme fra for eksempel Nordjylland eller Sjælland og sikre sig en stor, dejlig kolonihave med tilhørende hus her.

Det ville formentlig også blive temmelig bøvlet i praksis. Medlemmerne har nemlig mange forpligtelser, som handler om at bidrage til de fælles arbejdsopgaver såvel som at deltage i aktiviteter af mere social og festlig art.

– I foråret åbner vi sæsonen med en dag, hvor vi åbner for vandet og samles til en bid brød, kaffe og kage. Derudover har vi vores to årlige arbejdsdage, hvor vi får bragt nogle haveaffaldscontainere herud, maler skure og gør fællesarealerne rene. Dette forår fik vi 5,7 tons affald kørt væk, og til efteråret bliver der lige så meget, siger formanden.

Der er også årlig sommerfest i haveforeningen. Men den største begivenhed er lysfesten, som i år afholdes 6. september.

– Her hænger vi lanterner op i haverne. De er lavet af papir, og vi hænger dem på snore eller direkte på træernes grene. Til at oplyse dem bruger vi i dag som regel batteridrevne fyrfadslys. Dem lærte vi at bruge under tørken i 2018, og det fungerede så godt, at vi har holdt ved dem. Lyskæder er også anvendelige til formålet, og mange bruger dem. Det ser flot ud, når mørket falder på. Lysfesten er i øvrigt en tradition, der stammer fra Tyskland.

Nogen at tale med

Haveforeningens medlemmer er en broget skare med vidt forskellige baggrunde og personlige historier, lige som de af mange forskellige årsager er blevet draget af livet i det grønne.

60-årige Boh Lange fik kolonihave dette forår og er således den senest tilkomne. Skæbnen har tildelt ham adskillige hårde slag gennem tiden.

– Den første ulykke var, at jeg mistede min datter. Jeg blev skilt fra hendes mor og blev gift igen med en kvinde, som jeg fik fire drenge med. Hun døde af kræft i en alder af 38 og efterlod mig med børneflokken, siger Boh, der i dag er far til fem voksne sønner.

Hans arbejdsliv har været omskifteligt.

– Jeg har været landmand, vognmand, kørt bus og taxa og været i ældreplejen. Jeg har også haft et spisested og værtshus i Toftlund. Nu har jeg stemplet ud. Jeg har købt huset her for 28.000 kroner, og jeg tjener lidt penge som altmuligmand. Men jeg er i kolonihaven så ofte som muligt. Her er altid nogen at snakke med, og jeg kan tale med mine naboer om alt. De fælles aktiviteter er jeg også glad for, og jeg ser frem til min første sommerfest.

Svend Aage Rosenberg, 68, er til gengæld en af foreningens veteraner. Han og hustruen Susanne erhvervede sig deres kolonihavehus i 1988.

– Men jeg kender Hjelmhaverne ud og ind fra min barndom, hvor mine forældre havde hus her. Min nuværende kolonihave var min drømmehave, da jeg var barn. Da var det en falckmand, der havde stedet.

Hustruen døjer i dag med sclerose.

– Det er grunden til, at jeg har lagt fliser på stierne i haven, så hun kan nemt kan komme ud og ind med sin kørestol, siger han.

Snaps og staudebede

Lene Illum, 71, betegner sig selv som et skovmenneske. Hun holder af at samle svampe, og hun har i mere end 50 år samlet bær til sine kryddersnapse. Desuden har hendes to børn, som i dag er 35 og 37 år, som små leget en hel del på skovlegepladsen i den skov, der grænser op til Hjemhaverne.

– Efter min skilsmisse i 2010 blev vores hus solgt, og jeg flyttede i lejlighed. Det gjorde det nødvendigt for mig at finde et tilflugtssted tæt på naturen. Det var lidt tilfældigt, at det blev her. Jeg kendte skoven, og jeg vidste, at her lå en kolonihaveforening. Og så viste der sig at være en have ledig. Den var fyldt med skvalderkål og skulle i den grad civiliseres. Til gengæld var huset i rimelig stand, husker Lene, som er tidligere sygeplejerske og gik på efterløn for ti år siden.

Der var ikke behov for store renoveringer. Lene har fået lagt nyt tag på husets overdækkede terrasse og givet fristedet en gang maling, og nu indfrier det hendes ønsker fuldt ud.

– Jeg holder af den nytteværdi, en køkkenhave har. Det giver en basal glæde at avle noget. Der er selvfølgelig grænser for, hvor mange tomater jeg kan spise. Men de er gode som værtindegaver, og børnebørnene er også glade for at mæske sig i dem.

Endnu mere går hun dog op i at skabe biodiversitet i sin have.

– Det handler om at give noget til bierne. Jeg prøver at få nogle hjemmehørende insektplanter ind i mine staudebede. Jeg fjerner ikke gamle, veletablerede planter, men der må gerne komme noget nyt ind. Det kræver noget arbejde, men det er arbejde, der giver mening, fastslår Lene.

Hjælpsomme naboer

67-årige Connie Hansen mistede sin mand i 2015, og efter tre år måtte hun erkende, at huset var blevet for stort.

– Jeg fandt en passende lejlighed til mig og min hund, Marley, og samtidig købte jeg min kolonihave. Og det har jeg ikke fortrudt. Jeg tilbringer meget fritid her, fortæller hun.

Tidligere havde Connie en stor have, hvor hun opholdt sig meget. Efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, og der ikke var så mange til at spise de hjemmedyrkede produkter, blev det sjældnere. Men nu har hun udvidet køkkenhaven og igen fået lyst til at dyrke grøntsager.

– De første år i haveforeningen gik dog med at sætte huset i stand. Blandt andet fik udestuen nye vinduer og ny dør. Jeg har en søn, der bor i København, som elsker at sove her, når han kommer forbi, fordi her er så fredeligt og stille. Men generelt bliver huset kun brugt, når det regner. Ellers foregår alt udendørs.

Jobmæssigt har Connie 42 år i hjemmeplejen bag sig. Hun har fem børn, otte børnebørn og to oldebørn. Og når familien samles, er det til grillfest i Connies kolonihave.

– I en haveforening er der frit spil. Du kan gå og arbejde for dig selv, når du har behov for det, eller du kan vælge at deltage i alt det, der sker herude. Og det er rørende, hvor hjælpsomme folk er. Jeg har længe ønsket mig en ny flagstang, og en dag kom en af mine genboer med en flagstang, som han havde fundet gratis på nettet. Jeg har selv malet den, og en anden genbo har lovet at sætte den op. Den form for naboskab gør mig simpelthen så glad, siger Connie Hansen.