
Hvis det går op for en, at man faktisk altid er irriteret på sin hund, at hele ens attitude er uvenlig, at man skælder ud i stedet for at tale til den, at den overhovedet ikke kan gøre noget rigtigt og i øvrigt altid ligger i vejen, er det nok ens dårlige samvittighed, der fortæller, at man faktisk ikke bryder sig ret meget om den.
Så er det på høje tid at tænke om.
At anskaffe sig en hund er en ordentlig mundfuld med omfattende omlægninger af ens hverdag. Trods grundige overvejelser kan en førstegangshundeejer alligevel finde det for begrænsende altid at skulle sætte hundens behov forrest. Måske er man blevet presset af resten af familien til at få hund, selv om man egentlig ikke havde lyst og nu kun kan se de negative sider.
Og så er der de tilfælde, hvor man bare ikke svinger med den, kemien er ikke god. Man har måske haft hunde før og kommer naturligvis til at sammenligne, men selv inden for samme race er to ikke ens. Hvis den gamle hund blev 10-12 år, er det meget længe siden, man sidst havde en glad, vild hvalp, og der kan ske meget på de år. Man kan have fået børn. Eller gigt.
Måske har man valgt den forkerte race. Buller går i alt for mange omdrejninger i forhold til, hvad man ønskede, eller er luddoven og gider ikke gå tur, selv om vejret kalder. Måske bryder man sig slet og ret ikke om hundens personlighed.
I alle tilfælde er det en ulykkelig og uholdbar situation, og det er synd for både hund og familie.
Lad os slå fast, at det ikke er nogens skyld. Derfor er det ingen skam at gøre et godt stykke arbejde med at finde et nyt hjem til hunden, så Buller kan komme et sted hen, hvor kemien passer som fod i hose, og hvor han får et godt hundeliv. Det er ikke synd for Buller, der hurtigt vil tilpasse sig en ny familie, der netop altid har ønsket sig sådan en Buller.
Mange vil føle, at det er et nederlag at give op, og selvbebrejdelser vil der være nok af. Men tænk anderledes. Det er heller ikke alle mennesker, vi svinger med, og der er bare nogle, vi ikke kan lide og omvendt. Det vil være bedre og lykkeligere for alle at finde et nyt hjem til den.
Det kan være hårdt, når der er børn i familien, men lad mig sige det kort: De kommer over det. Fortæl dem, at Buller har fået et godt, nyt hjem, og skynd jer så at købe en ny hundehvalp!
Man skal tage sin hund seriøst med det arbejde og ansvar, det indebærer. Hvis dagene med hunden ikke er gode, er det er bedre at træffe en velovervejet beslutning. En hund skal føle sig velkommen og godt tilpas i familien.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.