Jens og Else har vogtet den samme sti i fire år – og gjort et meget sjældent fund

Nogle forhold er flygtige, mens andre varer livet ud, og i Else og Jens Roesgaards tilfælde er der ingen tvivl.

De har holdt af naturen i det vestlige Thy lige så længe som hinanden, og begge dele er værd at værne om.

Ægteparret er stivogtere i Nationalpark Thy, hvor et netværk af frivillige er gået sammen om at passe og pleje omkring 50 vandrestier.

Jens og Else har således adopteret en sti på fire kilometer, som de skal gå mindst én gang om måneden i sommerhalvåret.

Med sig i rygsækken har Else et par små sakse og en pose til opsamling af skrald, for en stivogter må være beredt på lidt af hvert. Henkastet skrald og vildtvoksende buskads, der skjuler vejviserskiltene, er noget af det, ægteparret holder udkig efter, mens de går.

– Man må have øjnene med sig, men man får også mere ud af turen på den måde, fortæller Else Roesgaard, som holder et raskt tempo imens.

Det er ikke meget tid, hun når at tilbringe på sofaen hjemme i Thisted. To gange om ugen løber hun og Jens orienteringsløb sammen, men i dag har de ladet kompasset blive hjemme. Ægteparret har vogtet den samme sti i fire år, og i dag er det lige før, de kan gå den med lukkede øjne.

– Men det bliver aldrig kedeligt, for naturen er jo så foranderlig. Lige nu kan vi glæde os over, at gyvelen blomstrer, og egen har foldet sine blade ud, siger Else.

Hun standser kortvarigt for at inspicere en gren fra den skriggule gyvelbusk.

– Der er ved at komme bælge på, så den er allerede ved at afblomstre, konstaterer hun, inden hun atter sætter det lange ben foran.

Stor og ensom

Det vestlige Thy fik status af nationalpark i 2008, men Jens var med som frivillig længe før.

Lige fra det første borgermøde, hvor idéen om en nationalpark blev luftet, var Jens med til at stifte en støtteforening, i dag kendt som Nationalpark Thy Venner.

Han fortæller, at Stivogterne blev etableret nogenlunde samtidig for at sende et signal til politikerne, for der var mange, som mente, at der med den nye titel af nationalpark burde følge en indskrænkning af menneskets færden i den. Men den var Jens ikke med på.

– Naturen skal ikke bare lukkes af, og så skal vi stå og kigge på den udefra. Den skal være for alle, siger han.

Ved spørgsmålet om, hvordan nationalparken adskiller sig fra andre større områder med vild natur i Danmark, bliver Jens eftertænksom.

– Den er så stor og ensom. Vi ser sjældent andre mennesker. Og så er her virkelig stille. Her er slet ingen trafikstøj. Det er meget, meget fredeligt, svarer han efter nogle sekunder.

– Og her er et helt fantastisk lys. Du kan gå udenfor om aftenen og se en kulsort himmel spækket med stjerner, supplerer Else.

At der på et tidspunkt har gået andre mennesker på stien, står dog klart, da Else spotter en tom tyggegummipakke. Hun bøjer sig og samler skraldet op.

– Meget forsvinder nok af sig selv med tiden, men det gør plastik ikke, og dyrene kan finde på at spise det, siger hun med henvisning til de store bestande af hjortevildt, der lever i nationalparken.

Heldigvis er der langt mellem fundene, og nogle gange vender Else hjem med en tom skraldepose. Jens var ellers bekymret for, hvordan det skulle gå, da Naturstyrelsen i 2023 valgte at reducere antallet af skraldespande i Thy, men hans værste anelser blev gjort til skamme.

– Jeg troede, at folk ville begynde at smide mere, end de gør, men det er faktisk ret sjældent, vi finder noget, og det har da overrasket mig, siger han.

For Else handler de mange gåture som stivogter ikke kun om at passe på naturen, men også om at passe på sig selv og hinanden.

– Det er vigtigt for mig, at vi bliver ved med at være i stand til at gå ti kilometer og klatre i klitter uden at blive forpustede. Det er derfor, vi holder os i gang, pointerer hun.

Naturglad diamantbrud

Med jævne mellemrum standser Else for at beundre en særligt smuk blomst, men hun indhenter hurtigt sin mand.

– Nu træder jeg dig i hælene, siger Else, da Jens sagtner farten, så hun kan følge med.

De to har fulgtes ad i mange år og kunne for nylig fejre diamantbryllup.

Parret mødte hinanden ”i en mørk hospitalskælder”, som Else udtrykker det. Jens var smedelærling og skulle reparere nogle rør under det lille hospital i Lemvig, hvor Else var ansat som lægesekretær, da han spildte bly på sin arm.

– Alle sygeplejerskerne havde meget travlt, så opgaven med at forbinde Jens’ arm landede hos mig, siger Else, der ikke havde spor imod at tage sig af den unge lærling.

At Jens viste sig at holde af friluftsliv gjorde heller ikke noget.

– Jeg har altid været interesseret i naturen, også som barn, siger Jens, der er opvokset i Lemvig.

– Og jeg er født i Hjørring, så jeg er sådan set en bypige, men jeg har altid holdt af at komme ud, lyder det fra Else.

Senere fik parret to børn, en dreng og en pige, og ferierne blev tilbragt med at vandre i Norge og Sverige. Da børnene flyttede hjemmefra, vandrede Jens og Else videre i blandt andet dele af Storbritannien, Norditalien og de østrigske alper.

Alper har de ikke i Thy, men klitterne er en god substitut, mener Else.

– Klitheden er noget af det smukkeste, nationalparken har at byde på. Se lyngen, der lige er kommet op, siger hun og gør en fejende bevægelse.

– Om et par måneder er den helt lilla.

Hemmelig klokkeblomst

Selv om parret ikke behøver at besøge deres sti i vinterhalvåret, gør de det alligevel, for efterårsstormene kan godt være hårde ved landskabet.

Det kan sommervindene for den sags skyld også, og siden sidste besøg er et slankt fyrretræ væltet ind over stien. Det er trods alt mere, end parret kan fjerne selv, så Jens tager et par billeder med telefonen, som bliver sendt til Naturstyrelsen.

I bytte for deres indsats tilbyder nationalparken med jævne mellemrum kurser og foredrag om den lokale flora og fauna, og det tager parret gerne imod.

– Naturen er sjovere, når man ved noget om den, siger Jens.

Udover at være stivogtere er begge desuden frivillige i Naturens besøgsvenner, som registrerer sjældne og værdifulde planteforekomster i Nationalpark Thy.

Der skal lidt overtalelse til, før parret går med til at vise os den sjældne klokkeblomst, linnaea borealis, som de netop har fået indregistreret.

– Det er en meget fin, lille, lyserød klokkeblomst, opkaldt efter Carl Linné. Se, der er et helt tæppe af dem her, siger Else, som udpeger stedet et stenkast inde i skoven fra stien.

Hvor præcist vi befinder os, vil hun ikke have frem.

– Folk skal ikke vide, hvor de er, for de kan finde på at plukke dem, og det er faktisk ulovligt, påpeger hun.

Tilbage på stien får hun atter øje på noget og standser. En enlig børnesok er blevet efterladt, og Else kommer også den i skraldeposen.

– Der er nok en, der har sprællet lidt, siger hun, inden hun henvender sig til sin mand:

– Du kan jo se, om du kan finde den anden.