Efter år i Italien: Kan min søster få økonomisk hjælp i Danmark?

Det er svært nok at komme hjem til Danmark efter mange år i udlandet. Men har man ret til offentlig forsørgelse? Læs svaret her.
Af
Bettina Post
Italiensk flag, der vejrer i luften ved en kyststrækning.
Min søster har boet i Italien siden 1986.
Foto: Anatol Rurac/Unsplash
Annonce

Kære Bettina

Jeg har et spørgsmål, som vedrører min søster, som er 60 år og har boet i Italien siden 1986.

Hun blev enke for to et halvt år siden, og nu sidder hun noget hårdt i det økonomisk. Så hun overvejer at flytte hjem til Danmark.

Kan hun få nogen form for hjælp fra det offentlige, indtil hun bliver etableret?

Og kan hun få folkepension, når den tid kommer?

Hun har kun nået at arbejde i Danmark som ungarbejder i ca. tre år og som voksen i to år.

Med venlig hilsen Susanne

Kære Susanne

Din søster kan formentlig godt få hjælp, når hun kommer tilbage til Danmark, hvis hun i øvrigt opfylder betingelserne om fast bopæl i Danmark, og hvis hun ikke har andre muligheder for at skaffe penge til forsørgelsen – herunder at hendes formue ikke overstiger 15.500 kr.

Men hun bliver omfattet af de nye regler for kontanthjælp, som trådte i kraft 1. juli, og som både indeholder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav.

De indebærer, at hun ikke kan få fuld kontanthjælp, fordi hun ikke har boet i Danmark i mindst ni ud af de seneste 10 år (opholdskravet). Dermed vil hun højst kunne få den såkaldte mindstesats på 6.789 kr. om måneden før skat.

Hun skal desuden forberede sig på, at hun også vil blive omfattet af arbejdspligten, fordi hun ikke har arbejdet fuld tid i to et halvt år inden for de seneste 10 år (beskæftigelseskravet).

Det betyder, at kommunen vil sætte hende i gang med 37 timers nytteindsats, som hun er forpligtet til at deltage i, hvis hun vil bevare retten til kontanthjælpen.

Hvis hendes ophold i Italien er afledt af, at hun selv eller hendes mand er/var udsendt af den danske stat, er hun dog undtaget fra arbejdspligten.

Hvad angår din søsters ret til dansk folkepension har det også betydning, at hun har boet i udlandet i knap 40 år.

For det første har hun opholdt sig i et EU/EØS land, og derfor skal hun også søge om pension fra Italien.

Hvis hun søger dansk folkepension, vil Udbetaling Danmark både tage stilling til hendes ret til dansk pension og sende hendes ansøgning videre til Italien til behandling der.

For at få fuld pension, skal man have boet i Danmark i mindst 9/10 af årene fra det fyldte 15. år og indtil folkepensions-alderen. For din søsters vedkommende er den 68 år.

Med det, du skriver, opfylder din søster ikke dette krav, og derfor kan hun kun få beregnet en såkaldt brøkpension baseret på det antal år, hun har boet i Danmark, siden hun fyldte 15 år.

Ældrechecken vil også blive nedsat i forhold til antallet af bopælsår i Danmark. Hvis din søsters beregnede pension herefter bliver lavere, end det, hun ville kunne få i kontanthjælp, kan hun søge om supplement op til kontanthjælpssatsen til den løbende forsørgelse eller til enkeltudgifter efter bestemmelsen om personligt tillæg.

Under alle omstændigheder vil din søster altså formentlig kun kunne modtage et absolut eksistensminimum fra det offentlige, hvis hun beslutter sig for at flytte tilbage til Danmark.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.