Pruster og smasker med høretelefoner på

Der er en ting, der dels undrer mig, dels irriterer mig: Tror mennesker med høretelefoner, at de er usynlige og ovenikøbet lydløse?
Jeg har så tit oplevet folk, der har høretelefoner på, puste og smaske og trække vejret højlydt. Det burde da ikke være så anderledes at trække vejret, bare fordi man har noget for ørene.
Hvorfor bliver deres vejrtrækning så høj og irriterende? Er det kun mig, der har lagt mærke til det, og kan jeg tillade mig at nævne det?
Det er både, når jeg kører i tog og på min arbejdsplads. Jeg er ved at få en prop. Nok især fordi jeg ofte er den eneste uden høretelefoner. Jeg kan ikke lide at have dem på og vil bare gerne opleve lyden af det sted, jeg er.
Andreas
Du er absolut ikke den eneste, der har lagt mærke til den ændrede vejrtrækning. Jeg har også bemærket det, og jeg har spurgt mig lidt for omkring fænomenet.
Det lader til, at når man er fokuseret på lyden i ørene, kan man påvirke kropslige reaktioner. Herunder vejrtrækningen. Hvis man f.eks. er helt opslugt af detaljer i den musik, man lytter til, eller fortællingen i den historie/podcast, man har i ørene, vil det automatisk ændre din måde at trække vejret.
Da jeg ledte efter informationer om problematikken, landede jeg blandt andet i en lang tråde på et af de sociale medier, hvor en bruger undrede sig over sin egen vejrtrækning, når hun brugte høretelefoner, og spurgte, om andre kendte det. Hun fik masser af svar, og også fra mange, der kendte til det omtalte.
Tråden på de sociale medier gik rigtig fint, lige indtil der efter ca. 30 venlige og tilkendegivende svar var nogen, der kom op at skændes. Så blev jeg lige mindet om, hvorfor jeg ikke er på Facebook eller Instagram. Alle de skænderier online savner jeg ikke.
Nå, det var et sidespring. Det lader altså til, at det er ret almindeligt at blive påvirket i sin vejrtrækning, når man lukker verden ude.
Nu kan vi jo lade dette brev tale for sig selv, og så kan dem, der læser med her og samtidig bruger høretelefoner i offentligt rum lige lave et servicetjek og blive nysgerrig omkring egen vejrtrækning og se, om de skulle genere andre, når de sidder lukket inde i deres egen verden og lytter.
Vi lærer så længe, vi lever, og jeg tror faktisk ikke, at folk aner, at det lyder højt, når de trækker vejret i den situation. Og man kan jo altid guide hinanden og prikke forsigtigt på skulderen, hvis det går helt amok. Det må være samme regler, som hvis man ser mennesker med spinat i fortænderne. Det kan man godt lige sige til hinanden.
Bedste hilsner fra Puk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.