Disse kendte danskere er med i årets ’Hjertegalla’

Igen i år sidder ni kendte danskere klar i callcentret for at tage imod opkald og donationer til årets ’Hjertegalla’.
Af
Emma Alleshauge Dalskov
Louise Wolff og Steen Langeberg står foran et lyserøde lysende neonhjerte
Louise Wolff, som også var vært sidste år, får selskab af Steen Langeberg, som debuterer som vært.

Hvert ottende minut bliver en dansker ramt af hjertesygdom, men over 50 procent af hjertesygdomme kan forebygges. Derfor afholder TV 2 igen i år indsamlingsshowet ’Hjertegalla’.

’Hjertegalla’ skal som sædvanligt samle ind til Hjerteforeningens arbejde med et brag af et show med kendte og ukendte gæster. Det skriver TV 2.

Årets værtspar består af Louise Wolff, som også var vært sidste år, og Steen Langeberg, som debuterer som vært på ’Hjertegalla’.

Hjertesagen står Steen Langebergs hjerte meget nær, da hans far har været hjertepatient.

- Min far blev ramt af en blodprop som 60-årig og fik en bypassoperation og efterfølgende indopereret en pacemaker. Det var dengang en alvorlig påmindelse om, at min far, som jeg så som verdens stærkeste mand, ikke var udødelig. Derfor ser jeg også meget frem til at kunne hjælpe med at indsamle til det gode formål, siger han til TV 2.

Alma og hendes far står med et skilt
Sidste år gik prisen som årets hjerteredder til 12-årige Alma Skov Poulsen, som reddede sin far, Henrik, da han faldt om med hjertestop i hjemmet.
Foto: Per Arnesen/TV 2

Ni kendte danskere er med

Igen i år sidder kendte danskere klar i callcentret for at tage imod opkald og donationer. Blandt dem er:

  • Komiker Anders Grau
  • Komiker Lasse Rimmer
  • Tv-vært og internetpersonlighed Rasmus Brohave
  • Tv-vært Andrew Moyo
  • Tv-vært Katrine Bille

I løbet af aftenen forvandles callcentret til en festlig quiz, hvor de ni kendte deltagere dyster om at samle flest penge ind til den gode sag.

Derudover skal der naturligvis kåres årets hjerteredder, som går til en eller flere personer, der har handlet hurtigt og korrekt og ydet genoplivning ved et hjertestop.

Om indsamlingsshowet slår sidste års beløb, som lød på 35.018.276 kr., finder vi ud af lørdag den 13. september.

Hjertegalla 2025 kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play lørdag den 13. september klokken 20:55.

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.