Veninderne har givet mig en dyr tatovering i gave

En kvinde har fået et gavekort til en tatovering af sine veninder, og ja, hun har selv ønsket sig den - i lettere bedugget tilstand. Men hun vil ikke have en. Slet ikke. Hvordan fikser man den?
Af
Puk Elgård
Tegning af tatovering med hjerte
Nej, nej, nej - jeg vil ikke have den tatovering.
Illustration: Birgitte Ahlmann
Annonce

Kære Puk

Jeg er havnet i noget af en kattepine.

Jeg har lige haft den mest vidunderlige runde fødselsdag og blev fejret med pomp og pragt af familie og mine dejlige veninder. Jeg fik alt, jeg kunne ønske mig – og desværre mere til. Og det er her, du og din brevkasse kommer ind i billedet.

Jeg pakkede ikke op på selve dagen, men da jeg sad for mig selv dagen efter festen og åbnede gaver, fik jeg et chok. Der var mange fine ting som vaser og køkkenting, og så var der til sidst i bunken en konvolut fra seks af mine allernærmeste veninder.

Det var simpelthen et gavekort til en tatovering.

På en sommerhustur for ikke så længe siden kom jeg i lettere bedugget tilstand til at sige, at jeg på grund af en dum skilsmisse ville have en tatovering, som kunne markere det brud og den styrke, jeg udviste dengang, men det var vist mere bare sagt i vrede og i den proces, jeg stod i.

Men de havde åbenbart ikke glemt det, for dér lå gavekortet på hele 6.000 kroner.

Jeg blev kold fra isse til fod. Jeg skal simpelthen bare ikke have nogen tatovering. Slet ikke.

Men hvad i alverden gør jeg? De mener det jo godt, og jeg ved, jeg har sagt det dengang, men nu hvor jeg har det godt igen, er jeg overhovedet ikke interesseret i at blive tatoveret.

Hvad gør en klog? Det er godt nok mange penge, de har puttet i den gave. Hvordan griber jeg det an?

Veninden

Kære Veninden

Ingen skal presses til at få en tatovering, hvis man ikke ønsker det. Det kan der slet ikke være tale om. En tatovering er en stor beslutning og indgribende beslutning.

Der er ingen anden udvej end at kalde veninderne sammen og fortæller, at du ikke vil bruge gavekortet. Mange tak, men nej tak!

Du kan gå på nettet og læse om regler for tilbagebetaling for gavekort, og hvis ikke du kan få pengene tilbage, kan du sælge gavekortet.

Kunne det være en idé at bruge pengene sammen med veninderne? For 6.000 kroner kan I lave mange fine ting sammen. Du kan også sammen med dine veninder finde ud af, om pengene skal konverteres til en anden gave, som I i fællesskab kan finde ud af, hvad skal være. Noget andet, der markerer din styrke.

Du har fået en gave, men dine veninder har desværre også skaffet dig et problem på halsen. De må hjælpe dig med at løse det. Indkald til en lille ”efterfødselsdag” og fortæl dem om dit dilemma. Gavekortet er givet i god mening, og det skal I holde fast i. Der er kærlighed, fortrolighed og venskab mellem jer. I kan godt løse den situation.

Men tatoveres mod din vilje, det kommer ikke til at ske.

Mange hilsner Puk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.