Frem og tilbage igen og igen - hvorfor gør han det?

Hvad stiller man op, når kæresten bryder forholdet og kommer tilbage - igen og igen? Hvad er det egentlig, hvad vil han med mig?
Af
Puk Elgård
Tegning af par der taler.
Tegning af par der taler.
Illustration: Birgitte Ahlmann
Annonce

Kære Puk

Jeg står med et problem og en stor sorg, jeg ikke kan se mig ud af.

Sagen er, at min eks, som jeg har været sammen i otte år og har tre børn med, sidste sommer fandt en ny kvinde uden at afslutte forholdet til mig. Vi har ikke boet sammen i to år, da vi troede, at det måske kunne hjælpe os lidt, så vi var altså gledet fra hinanden før den nye kæreste.

Min mand fortrød dog efter blot tre uger, kom tilbage, og vi prøvede igen, men han viste ingenting, hverken med kys, kram eller klap bagi, som han plejer, så jeg mærkede slet ikke, om han ville mig. Og jeg har forklaret ham, hvilke behov jeg har.

Jeg ordnede alt det praktiske og børnene, mens han passede sit job, og siden er vi gået fra og til hinanden, som han kunne overskue det. Jeg har stoppet det hver gang, jeg fik nok og følte mig tilintetgjort, men efter et par uger prøvede han at få mig tilbage og lovede at se mine behov, hvilket jo ikke skete.

Han siger, at han har det svært psykisk, men kan ikke sætte ord på det. Efter at han – uden en lyd – havde været væk en hel weekend, tog jeg en snak med ham, om at han skal have noget hjælp, for jeg kunne ikke se på det længere eller være i det. Han var enig og indstillet på det. Jeg fik en aftale med en psykolog, som min eks. så dagen inden aflyser og igen forsvinder en weekend, hvorefter han kommer kravlende tilbage, og jeg tager ham ind.

Hvad er det der sker? Hvorfor behandler han mig sådan? Han siger, at han har svært ved at kalde mig skat, som han altid har gjort, eller sige, at han elsker mig. Han siger, at han rigtig gerne vil det her, men ikke kan give mig så meget lige nu.

Men der er jo intet, han kan give mig, som i ingenting. Hvorfor gør han det?

Er det mig, der skal tage mig sammen og sige stop til hans legen med mig?

Han vil ingen hjælp have og er nu begyndt at træne, fordi han mener, at det kan hjælpe ham. Men jeg er slet ikke enig.

Jeg vil så gerne vores familie, og jeg elsker ham. Vi kan have det sjovt sammen – når HAN vil! I mit hoved, mener jeg jo nu, at han er ovre i psykisk vold, for jeg føler mig så ligegyldig og ikke lyttet til eller set på. Det er, som om mine følelser er lige meget, jeg skal bare forholde mig til, at han har det ”svært” lige nu.

Kan du fortælle mig, hvad der sker? Og hvad jeg måske skulle gøre?

Jeg føler mig så ødelagt.

Anonym

Kære Anonym

Jeg tror, du må i gang med at kigge grundigt på dig selv og stille nogle svære spørgsmål til dig selv.

Din eks er, som han er, og du skal kigge indad nu. Hvad er det, der holder dig i relationen? Man bliver ikke i så svære relationer, hvis ikke man selv får noget ud af det, også selv om det man får, er dårligt. Bekræfter han dig i, at du ikke er noget værd? Er det et mønster, du har fra tidligere? Eller er det jagten og kattens leg med musen, du er drevet af? Kan du godt lide jagten? Måske den store opgave ved at forsøge at få et andet menneske til at elske dig, selv om du bliver behandlet dårligt?

Genkender du det fra din barndom? Tidligere forhold? Eller vil du redde ham? Har du en historik med at ville redde andre mennesker?

Man kan have så mange ubevidste grunde til at gøre, som man gør, men det kan hjælpe at blive opmærksom på, hvad ens egen ”gevinst” er.

Jeg tror ikke, han ændrer sig. Lad være med at vente på det. Han spiller offerkortet, og det fritager ham fra at handle. Er der fair?

Du er simpelthen nødt til at se mere nøgternt på jeres forhold og finde ud af dine egne begrundelser for at blive i det.

Finder du svarene, er det måske nøglen, og måske kan det sætte dig fri. Fri til at være bedre i det eller helt fri til helt at gå. Det er noget, du selv må komme frem til.

Find en god samtalepartner og vend de her ting. Det kan være en nær ven. Det kan være en professionel, men snak om det, og hør dig selv svare på dine spørgsmål. Det kan hjælpe. Du kan også skrive dem ned, hvis du ikke har en at tale med.

Jeg er spændt på, hvad du kommer frem til, og du er velkommen til at skrive til mig igen.

Mange hilsner fra Puk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.