Vores naboer er ikke til at slippe af med

For seks-syv år siden flyttede et ældre ægtepar ind i et lejet hus, som er nabo til vores parcelhus.

Efterhånden fik vi (især min mand) lidt snak hen over hækken, men det har desværre udviklet sig til et mareridt. De er vældig flinke, og man kan godt snakke lidt med dem i en times tid, men det er anstrengende, for de snakker udelukkende om dem selv og deres børn, børnebørn og egne hobbyer.

En dag inviterede min mand dem på en øl kl. 15 efter snak over hækken. De kom og gik først kl. 3!!!

Flere gange kommer de kort før spisetid og spørger henkastet, hvad vi skal have at spise, og de bliver bare siddende, selv om jeg begynder at lave mad.

De er ikke til at slippe af med. Hvis konen kommer, er det stensikkert, at hendes mand kommer en halv time senere, og så bliver de i fem-syv timer, selv om vi signalerer, at vi faktisk skal noget andet. F.eks. lå jeg og hvilede mig i sengen efter en operation, og konen kom og blev i syv timer, selv om jeg sagde, at jeg var træt efter operationen.

Men nu til det værste: I julegave gav min mand mig et weekendophold i Aarhus, hvor vi skulle bo på mit yndlingshotel og bare gå rundt og nyde hinanden.

Det har min mand jo fortalt naboen, at vi glæder os til. I går kom konen så og spurgte, hvornår vi skulle afsted. Det fortalte jeg, hvortil hun svarede, at så huskede hun rigtigt, og hun fortalte begejstret, at hendes datter havde hjulpet hende med at bestille ophold på det samme hotel – i de samme dage. ”Så kan vi jo rigtig hygge os, og I kan også tage med og besøge vores datter” sagde hun.

Jeg er temmelig rystet og kan slet ikke overskue at skulle være sammen med dem i tre dage. Og jeg har aldrig foreslået, at det kunne være hyggeligt, hvis de tog med.

Jeg ved faktisk slet ikke, hvad jeg skal stille op. Min mand og jeg er begge gået på pension for to år siden efter krævende job, og vi er begge over 70. Vi havde sådan glædet os til nogle afslappede dage i hinandens selskab.

Hvad gør jeg? Hvordan får jeg fortalt min emsige nabokone, at jeg godt kan snakke en time i ny og næ, men at jeg ikke orker at have hende hængende seks-syv timer flere gange ugentligt og slet ikke ønsker at tilbringe ferie og fridage med hende?

Dit brev er et klassisk eksempel på, at vi som mennesker strækker os meget langt for ikke at blive upopulære.

Vi slår knuder på os selv og indgår en masse kompromisser for, at folk ikke skal synes dårligt om os, eller for ikke at såre andre. Det er virkelig gode egenskaber, vi mennesker besidder, men når vi strækker os FOR langt, har det en høj pris. Der er simpelthen ikke andre løsninger end at få svesken på disken.

Jeres naboer forstår ikke et hint.

De forstår ikke kropssprog.

De forstår ikke at aflæse et rum, og det kan de sikkert ikke gøre for.

Det er ikke alle, der kan det. Så I må hjælpe dem.

I er nødt til at være meget tydelige med jeres grænser. Så når de kommer ind ad døren, må du sige helt klar: ”Jeg har maks. en time”, og når den time er gået, må du selv sige: ”Så er den time gået. Tak for jeres besøg. Jeg skal noget nu”.

Så snart de dukker op eller kommer ind, må du være klar på at afgrænse. De kan ikke selv.

Og med hensyn til weekendturen: Vær tydelig. Fortæl dem, at I ikke kan være sammen. At I måske kan spise en frokost eller en omgang aftensmad i Aarhus, men derudover kan I ikke være sammen, for du og din mand skal have en tur for jer selv. Forklar dem det. Med ord.

Det er ikke forkert at sætte grænser. Men somme tider går man og venter på, at folk selv opdager, at de tromler ind over ens egne behov og ønsker og selv trækker sig. Men det kommer ikke til at ske med jeres naboer. De tænker ikke sådan. Så det er jer selv, der må lave reglerne og melde ud.

Jeg ved godt, at det lyder svært og barskt, men hvis du fortsætter med at gå og vente på, at de selv finder ud af det, kommer du til at vente meget længe.