Bekymrede forældre: Skal vores 9-årige til at gå med ble?

Når et barn går fra at have stabile toiletvaner til ofte at tisse i bukserne, skal man så kigge efter en fysisk eller mental årsag? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Dreng holder sig
– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der ligger en psykisk årsag bag. Måske er det en fysisk reaktion på en for ham traumatisk omvæltning fra det ene til det andet, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang 

Jeg har en søn på ni år. Han blev renlig som 3-årig, og siden har der ikke været problemer, lige indtil for ca. et år siden.

På dette tidspunkt flyttede vi fra udlandet og tilbage til Danmark, og efterfølgende har han ofte, faktisk næsten dagligt, uheld med enten afføring eller vandladning i bukserne.

Det er både hjemme og i skolen, og det er jo et stort problem for en dreng i den alder. Vi kan selvfølgelig give ham en ble på, men det er jo ikke nogen holdbar løsning. Han siger selv, at han ikke kan mærke, når hans skal på toilettet.

Hvad skal vi gøre? Kan han fejle noget alvorligt, være stresset efter flytningen, eller er noget helt tredje galt?

Mvh. N

Kære N

Det er da lidt af et problem, og jeg kan ikke lade være med først at tænke på, om der ligger en psykisk årsag bag. Måske er det en fysisk reaktion på en for ham traumatisk omvæltning fra det ene til det andet.

Dernæst er forstoppelse en meget hyppig årsag til inkontinens både af afføring og vandladning. Faktisk har 95 procent af børnene med disse problemer også hård mave.

Hvis I ikke har mistanke til dårlig trivsel, må vi starte med at behandle problemet, som skyldes det forstoppelse. Der skal altså indføres gode toiletvaner og afføringsmiddel.

Børn over fire år bør vænnes til faste afføringsvaner, når de er blevet renlige. Det er godt med toilettid to gange dagligt efter spisetid. Der skal være ro, god tid, og barnet skal hygge sig og eventuelt læse imens. Desuden bør barnet sidde afslappet og med en god fodstøtte, eventuelt en skammel.

Løser det ikke problemet, synes jeg, lægen skal involveres og måske også en speciallæge i børnesygdomme.

Du skriver, at din søn ikke kan mærke toilettrang, og det kan sagtens opstå, hvis maven vænner sig til at være forstoppet.

Dog kan der, særligt ved vandladningsinkontinens, være dårligt samspil mellem blæremusklen, som medvirker til tømning af blæren, og lukkemusklen, der skal holde på vandet. Årsagen kan være, at barnet tidligere har holdt sig i stedet for at gå på toilettet og på den måde altså har forstyrret samspillet mellem musklerne.

Under alle omstændigheder skal jeres søn have hjælp hurtigt, for det må være svært for ham.

Kærlig hilsen Lotte

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.