Min økonomi er belastet af min søns bedste ven

Jeg står i en situation, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal takle.

Jeg er alenemor til to børn på 12 og 15 år, jeg lever af førtidspension og har store medicinudgifter pga. alvorlig sygdom

Min ældste drengs bedste ven har nu boet her hos os i fire måneder. Han spiser, sover og lever her (er hjemme og vende hver femte dag for at få rent tøj). Jeg kan godt lide, at børnenes venner og veninder er her, og at de hænger ud hos mig i stedet for ude på gaden.

Men nu kan jeg mærke, at det tager på min økonomi. Jeg har ikke særlig meget at gøre godt med om måneden, når alle faste regninger er betalt, og at skulle mætte en mund mere til alle måltider hver dag er lidt hårdt.

Drengens mor overfører 100 kroner til mig ca. hver tredje uge med den besked, at det er, hvad hun har. Men det dækker jo ingenting. For det er jo også almindelige ting som toiletpapir, vand, el, sæbe osv.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg ved, drengen har det svært hjemme, hvilket nok også er en af grundene til, at han kun er her hos mig. Han fortæller også tit, at han føler sig hjemme og meget velkommen her.

Jeg syntes, det er hyggeligt, at han er her, og han er en rigtig sød dreng

Men økonomisk er det meget hårdt for mig.

Så hvad synes du, jeg skal gøre?

Jeg ved godt, du spørger specifikt til pengene, og det kan jeg godt forstå. Det er en alvorlig situation for dig, og pengene kan vi vende tilbage til.

Men først må jeg sige, at det lyder, som om situationen i drengens hjem skal undersøges nærmere. Lige nu er han ”bare” flyttet ind hos dig, og så fortsætter livet, uden at man får kigget ordentligt på, hvad problemet er.

Hvilken tilværelse er det, at han forsøger at undgå derhjemme? Hvordan er aftalen med moderen om de 100 kroner kommet i stand? Hvorfor kan hans mor bare sige, det er de penge, hun har, og så lade dig tage ansvaret for sin søn? Der er noget galt her. Har drengen anden familie? En far? Andre tætte venner.

Jeg synes, du skal begynde med at spørge lidt til, hvorfor han ikke vil være hjemme. Du kan langt bedre hjælpe ham, hvis du ved, hvad der foregår. Han har en alder, hvor du godt kan tage ham med på råd, uden at han får fornemmelsen af, at han er et problem eller en byrde.

Det er al ære værd, at du giver ham et sted at være og hjælper ham. Det er rørende. Men situationen er uholdbar på sigt, og derfor er I nødt til at få kigget på hans fremtid.

Grunden til, at jeg er lidt tilbageholdende med pengesnakken, er, fordi hvis jeg begynder at foreslå, hvordan man kan supplere økonomien eller strække pengene eller få andre til at bidrage økonomisk, så er jeg med til at vende det blinde øje til.

Vi skal hjælpe hinanden i samfundet, og jeg kommer selv fra en meget fattig familie og ved, hvordan det er at leve på andre menneskers nåde og hjælpsomhed. Det er jeg evigt taknemmelig for, men jeg ville virkelig gerne have haft, at der var en voksen, der satte sig sammen med mig og spurgte til, hvordan jeg havde det, og hvordan vi kunne løse tingene på sigt og kigge ind i fremtiden.

Jeg tror altså, du skal starte med sådan en samtale med drengen, for hvis tingene bare fortsætter, så kuldsejler du økonomisk og går ned med flaget, og det duer slet ikke. Tag den unge dreng alvorligt på den måde, at du fortæller ham, at I kan være fortrolige sammen, og at du vil hjælpe ham med en plan. Så kan han komme med forslag til, hvem der ellers skal inddrages, og hvem han kan finde tillid til. Det kan være en lærer på skolen, en sagsbehandler eller en helt tredje. Men I må få hul på den snak.

Jeg tror, den bedste hjælp, du kan give ham, er at være en reel voksen i hans liv, som han kan regne med og som inddrager ham.