Min storebror forsvandt og ville ikke findes

Jeg havde aldrig været god til stilhed, for den forvirrede mig, men i nogle måneder i slutningen af corona-årene mærkede jeg, hvordan den kom snigende mellem min storebror, Jonas, og mig.

Først som aflysninger i sidste øjeblik, så som besked-svar, der var længe undervejs, og til sidst helt ophørte. På samme måde blev mine opkald hverken besvaret eller returneret.

Til sidst kørte jeg forbi min storebrors hus. Gardinerne var rullet ned, og der blev ikke lukket op. Næste gang, jeg kom forbi, blev jeg noget overrasket, for der stod pludselig et “Til-salg-skilt” foran huset.

Straks holdt jeg ind til siden og ringede ham op. Jeg måtte vide, hvad der foregik, men telefonen blev ikke taget. I ren desperation lagde jeg et håndskrevet brev i den sorte postkasse, men heller ikke det blev nogensinde besvaret.

Overdøvede gråden

Jonas havde altid været der. Da vi var børn, så jeg op til ham. Han var som skåret i granit, stærk, urokkelig og altid på vagt.

Vores far drak for meget, og vores mor gemte sig bag tykke gardiner i en os af fed cigaretrøg, når fogeden eller folkene fra kommunen kom og bankede på.

Der var altså ikke meget glæde i vores barndomshjem, kun på værelset sammen med Jonas, hvor han sov i overkøjen og jeg selv i underkøjen.

Her satte Jonas musik på, dansede rundt med mig og lavede skøre ansigter, når min mor igen græd ude fra stuen, mens min far fuldemandsagtigt vrøvlede løs.

Det var Jonas, der både lærte mig at slå fra mig, men også at gå væk i tide. Kunsten var at vide, hvornår man skulle gøre det ene eller det andet.

Brød fri af fortiden

Han tog mig også med ned i den lokale tennisklub, hvor nogen ved et tilfælde havde opdaget hans talent, og derfor fik vi begge nu lov til at gå der, uden vores forældre nogensinde betalte kontingent for os.

Jonas sagde, at jeg var klogere end det sted, vi kom fra, og at jeg kunne blive til mere end vores forældre. Det gjaldt for os begge, sagde han, og det viste sig, at han fik ret.

Selv fik jeg både et godt job, men også en dejlig familie, og jeg var bevidst om at sætte stor pris på det hele. Samtidig lykkedes det for Jonas at skabe sin egen virksomhed, som han fik succes med.

Vi fortsatte med at mødes på tennisbanerne et par gange om måneden til en hygge-kamp, lige indtil corona satte en lang stopper for det.

Nu var det imidlertid, som om Jonas var forsvundet fra jordens overflade. Hans telefonnummer virkede ikke længere, der var ingen aktivitet på hans sociale medier, og nu var hans hus åbenbart sat til salg.

Ikke ulovligt

Da det blev jul, var han endnu ikke dukket op. Jeg havde selvfølgelig både ringet og skrevet utallige gange, men uden resultat, og nu vidste jeg ikke engang, hvor han boede længere. Huset var solgt, og der var intet spor af Jonas.

Politiet kunne ikke hjælpe.

– Et menneske har lov at forsvinde, hvis de ønsker det, sagde de.

Det blev min veninde, Laura, der fandt Jonas. Hun var en del af styrelsen i en fond, der uddelte midler til ansøgere inden for forskellige sociale organisationer, og derfor kom hun en del rundt i landet, når donationerne skulle overrækkes.

– Jeg tror, jeg så din bror ved et herberg i Vordingborg, sagde hun en dag, hvor vi drak te på vores stamcafé.

– Jeg var der med fonden, og det lignede ham altså. Han gik, da han fik øje på mig, så jeg så ham kun på afstand, men de andre beboere kunne fortælle, at han bor i sin bil og kommer forbi en gang om dagen for at få lidt at spise og bladre i aviserne.

Jeg rystede på hovedet i vantro.

Vordingborg passede nu meget godt. Vi var kommet der et par gange om året som børn hos vores mormor og morfar, og vi havde gode minder derfra.

Men Jonas? Han havde jo haft sit eget firma, været på to årlige skiferier, købt eksklusive, håndlavede sko og kørt i en smuk, ny bil. Hvad lavede han på et herberg? Jeg forstod ingenting.

Kvalme af sorg

Samme aften satte jeg mig foran computeren og googlede adressen. Jeg kunne køre derover på tre timer, og det var jeg nødt til at gøre.

Under et døgn efter min te-aftale med Laura stod jeg i Vordingborg og betragtede den røde stenbygning foran mig. Det var herberget.

Lidt nervøs gik jeg ind, og hurtigt fandt jeg en medarbejder, som jeg viste et billede af min bror. Det nyeste, jeg havde. Jo, ham kendte de godt. Han overnattede i sin bil og som regel på en rasteplads ved skovbrynet.

En gang imellem kom han så forbi og fik lidt at spise. Bilen lod han stå på det faste holdested, mens han gik ind til herberget. Han havde nemlig ikke råd til benzinen, og pladerne skulle vist også pilles af, mente de.

Jeg fik kvalme af sorg, da jeg hørte om min brors tilstand. Hvad var der dog sket, og hvorfor var han ikke kommet til mig?

Det var nemt for mig at finde bilen på rastepladsen ved skoven, en sølvgrå Mercedes med duggede ruder og en jakke i forruden som gardin. Jeg gik tættere på og genkendte ham straks.

Han lå sammenkrøbet på bagsædet og sov. Jeg måtte vende mig væk for at skjule et hulk, og da jeg havde fået styr på min vejrtrækning, bankede jeg på ruden.

En skygge af sig selv

Jonas lignede en skygge af den bror, jeg havde haft. Håret var længere, ansigtet mere markeret og øjnene trætte. Han stivnede, da han så mig. Jeg sagde intet.

Så åbnede jeg forsigtigt bildøren og gled ind ved siden af min bror, rakte ud efter hans hånd og så på ham med tårer i øjnene. Jeg lagde min kind ind mod hans skulder, som jeg så ofte havde gjort det som lille. Han kvitterede ved at løfte sin hånd og stryge mig over håret, som han plejede.

– Undskyld, jeg ikke har været der for dig, sagde jeg.

– Jeg kunne ikke finde dig, jeg har ledt og ledt.

– Undskyld, hviskede han med brudt stemme.

– Undskyld, jeg forsvandt.

Jeg rettede mig op, og vi krammede hinanden hårdt, som ville vi aldrig give slip.

Jonas fortalte mig om det hele. Konkursen under corona, den mislykkede kamp mod regningerne, og de små, hvide piller, der holdt ham kørende, indtil de i stedet kontrollerede ham.

Han var ikke længere den helt, jeg altid havde opfattet ham som, syntes han. I stedet var han blevet som vores forældre, i hvert fald ifølge sit eget selvbillede.

Jeg græd og sagde, at jeg elskede ham overalt på jorden, og at det under ingen omstændigheder var hans skyld, at det var gået, som det var gået. Nogle gange taber vi, selv om vi kæmper med alt, vi har.

Beroliget af medicin

Selv om Jonas protesterede, tog jeg ham med hjem. Han havde det så dårligt og kunne ikke se sig selv i øjnene. Hvordan skulle han kunne se mig i øjnene?

Men jeg fik ham installeret i gæstehuset i haven. Han havde problemer med at sove, så jeg ringede til lægen og forklarede situationen. Vores læge er heldigvis sød, så hun udskrev noget beroligende til ham, uden han kom ned forbi hende først.

Jeg kogte havregrød til Jonas, som vi havde spist det, da vi var børn, med kanel og æble, og jeg undlod at kommentere det, da jeg så, hvordan han rystede på hænderne, mens han spiste.

Mine børn var fantastisk glade for at se ham igen, og vores ene kat flyttede mere eller mindre ind nede i gæstehuset.

Det, tror jeg, var godt, for der var ingen kattelem, og det, at Jonas skulle reagere på kattens signaler, når den ville ud eller ind, gav ham en følelse af, at nogen havde brug for ham.

Min tur til at hjælpe

Der gik flere måneder, før han gik med til at starte i et psykologforløb, og efter et halvt år tog han for første gang til møde med sin gældsrådgiver. Jeg kørte ham til behandling, hjalp med papirarbejdet og sørgede for, at han fik ro.

Hver gang, han undskyldte, sagde jeg bare, at nu var det min tur til at hjælpe ham.

Jeg så, hvordan børnene fik smilet tilbage i hans øjne, og hvordan han langsomt kom mere og mere ud af gæstehuset for at være sammen med os.

Min søn spiller også tennis, og en dag fik han lokket sin onkel med til træning, og snart var det deres faste, lille ting.

Nu er der snart gået et par år. Jonas er et helt andet sted i dag. Han er frivillig træner i min søns tennisklub, han har fået en fornuftig ordning på sin gæld og samtidig grundlagt en ny virksomhed, hvor han sælger tennisudstyr.

Jeg er stolt over, hvordan min bror endnu engang har vendt sit liv om, og nu er på vej et godt sted hen. Jeg rakte ham en hånd, da han havde brug for det, som han altid har gjort det for mig, og som jeg ved, at han altid vil gøre det igen.