Henriettes far døde af kræft: Ingen unge skal opleve det samme

Henriette sad og slappede af efter en aktiv dag som frivillig, da hun lagde mærke til, at den lille pige stirrede indgående på hende.

”Var det dig, der var cigaretten?” spurgte pigen så.

Umiddelbart et lidt spøjst spørgsmål, men jo, det var Henriette Weibel, der var klædt ud i et cigaretkostume som Myrna – Den Talende Cigaret.

Cigaretfiguren opstod fem-seks år tidligere, da Henriette var frivillig i Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Rødovre, hvor hun også boede på det tidspunkt.

Hun ville gerne være med til at sætte fokus på et røgfrit liv og trak derfor indimellem i cigaretkostumet, der dog ikke havde fået sit navn endnu.

Det fik det, da hun fortsatte sin mission sidste år, efter at hun var flyttet til Ringsted og blevet frivillig i Kræftens Bekæmpelses Lokalforening dér.

– Der flød utrolig mange nikotinprodukter på gaden, og det syntes jeg, vi blev nødt til at gøre noget ved, fortæller Henriette, der hev sit gamle kostume frem til Stafet for Livet og i samme stund navngav det Myrna.

Henriettes kamp for en røgfri ungdom og gader, der ikke flyder med cigaretskod, snusposer og puffbars, er opstået på en trist baggrund.

– Min far døde af lungekræft i 2019 som kun 74-årig. Han havde røget mange cigaretter dagligt gennem mange år, men var dog stoppet året før sin kræftdiagnose, fordi han fik en blodprop i hjernen i 2011. Men selv om vi aldrig får at vide med sikkerhed, om det var rygning, der tog hans liv, så er jeg selv overbevist om det.

Han var god til at vise sin kærlighed

Henriette var på ingen måde klar til at sige farvel til sin elskede far så tidligt, ligesom Finn, som han hed, heller ikke selv var klar til at give slip på livet.

Hun glæder sig dog over, at han nåede at møde sine to oldebørn.

– Jeg har altid haft et enormt godt forhold til min far. Selv om der for eksempel ikke var så mange penge, så sørgede mine forældre altid for, at jeg og min storebror aldrig manglede noget. Min far var også god til at vise, at han elskede én. Jeg var en fars pige, lyder det fra Henriette, mens hun lader tårerne trille.

– Han kæmpede i seks år mod småcellet, uhelbredelig lungekræft, og det var en hård omgang, også at være pårørende til. Han trappede konstant ned ad livets stige, og særligt den sidste tid var slem, da kræften havde spredt sig.

Sin fars hårde kræftforløb var ikke det eneste, der slog benene væk under Henriette i de år. I slutningen af 2017 fik hun selv konstateret brystkræft med spredning til lymferne.

– Det var ikke den nemmeste opgave at skulle fortælle min familie, herunder mine to døtre, at nu var jeg altså desværre også kommet på den vogn. De var 23 og 25 år på det tidspunkt, og jeg var lige blevet mormor for første gang.

Henriette måtte igennem et brystbevarende indgreb fulgt op af omfattende kemo- og strålekure, og selv om hun kunne glæde sig over at blive kureret, har behandlingen ikke været uden store konsekvenser.

– Jeg har fået mange senfølger, som neuropati, føleforstyrrelser i fødder og hænder, ligesom det kognitive er hårdt ramt, fortæller Henriette, der i dag arbejder 22 timer som administrativ koordinator i firmaet Pankas A/S og har udviklet gode hjælpeteknikker til at huske bedre.

Prøv lige at løbe en tur

På trods af Henriettes senfølger har hun stadig mod på at kaste sig over det frivillige arbejde som blandt andet Myrna.

Det frivillige arbejde kan hun nemlig selv dosere alt efter energiniveauet.

Hun brænder også for at nå ud med sit budskab.

– Det kan godt være, min kræft ikke var relateret til rygning, men jeg ved, hvad man skal igennem for at få den hårde kræftbehandling, og tænk, hvis jeg kan forhindre bare to-tre unge i at lade være, så er min mission lykkedes, siger Henriette, der får de unge til at udføre en særlig sugerørstest, når hun møder dem.

– Jeg beder dem om at løbe en lille tur, mens de holder sig for næsen og trækker vejret gennem et sugerør. Så forklarer jeg, at det er sådan, det føles, når ens lunger er syge. Jeg har endnu ikke oplevet nogle, der ikke syntes, det var væmmeligt, og de kan også sige: ”Ej, min mormor ryger, jeg må hellere lige fortælle hende, hvad der kan ske … ”

Henriette har også en hjerne, en guldlunge og en sort lunge med – alle i plastik, som hun viser børnene.

Så forklarer hun dem, hvad nikotin kan gøre ved hjernen.

Kostumet kan et eller andet, er Henriette overbevist om.

– Børn husker bedre, hvis de får tingene visuelt. Når jeg har dragten på, opsøger de unge MIG og åbner sig på en anden måde, fordi Myrna er en fiktiv person.

Far havde været stolt af mig

At Henriette er dedikeret til det frivillige arbejde, er blevet bemærket. Ikke bare af børn og unge, der har gispet efter vejret under sugerørstesten, men også på den anden side af Atlanten.

I 2013 deltog Henriette for første gang i Stafet for Livet, som er Kræftens Bekæmpelses indsamlingsevent, og i fem år deltog Henriette med et familiehold.

Da hun i 2017 selv havde fået konstateret kræft, blev hun kontaktet af Kræftens Bekæmpelse, der spurgte, om hun ville hjælpe med at få igangsat en Stafet for Livet i Rødovre.

Henriette sagde ja, selv om hun lige var startet i behandling.

Det resulterede i, at hun blev indstillet som Danmarks kandidat til Global Heroes of Hope.

– Stafet for Livet stammer fra USA, så American Cancer Society udnævner hvert år specifikke mennesker fra hele verden, som har gjort noget særligt i forbindelse med Stafet for Livet, og det mente man altså, at jeg havde.

Nerverne sad uden på tøjet i månederne efter, men i begyndelse af 2019 kom opkaldet: Titlen Global Hero of Hope var hendes sammen med otte-10 andre i Danmark.

Udnævnelsen betyder, at hun blandt andet holder tale ved Stafet-events, og her fortæller Henriette historien om både sin far, sin egen kræftsygdom og kampen for blandt andet en røgfri ungdom.

– Min far vidste godt, rygningen var dum, så han villet have været stolt af mig og Myrna. Det er jeg sikker på.