Jeg gav min kæreste mit dankort, og kort tid efter var jeg i minus

Da jeg i sin tid uddannede mig til sosu-assistent, var det for at hjælpe og gøre en forskel for andre, og så længe jeg tjente nok til selv at kunne leve af det, var jeg tilfreds.

For mig havde penge i sig selv aldrig haft den store værdi. I min optik skulle de bare betale de faste udgifter, og overskuddet omveksles til at berige livet, ikke gemmes væk på en bankkonto.

Min mand, der var håndværker, havde dog et helt andet forhold til økonomi. For ham var pengene i sig selv det primære mål med at gå på arbejde, og jo flere af dem, han kunne sætte til side, des mere tilfreds var han med sit liv.

Ligesådan steg og dalede hans humør alt efter saldoen på vores fælles budgetkonto, mens vi havde de samme tilbagevendende diskussioner om økonomi.

Koste hvad det ville

I hans optik fralagde jeg mig ansvaret for vores og brugte bare løs af pengene, som voksede de på træerne. Omvendt mente jeg, at han burde investere mere af sig selv i vores ægteskab frem for at overvåge hver en bevægelse på netbank.

Men når jeg efterlyste mere af hans nærvær og interesse, sendte han mig efterhånden bare et lige så tomt blik, som jeg selv gjorde det på hans tørre excel-ark.

Det ændrede sig ikke, da vores unger flyttede hjemmefra, og vi fik et større økonomisk råderum. Selv når jeg kom hjem med en ny frisure, opdagede han det først, når han så, hvad jeg havde betalt frisøren for den.

Ligesådan ville han ikke høre tale om at ”spilde” penge på at gå ud at spise, rejse eller på at indrette vores lejlighed på ny. Pengene skulle blive stående i banken til ”dårlige tider,” alt imens vores ægteskab kun faldt i værdi for mig.

Da jeg ville skilles, var det nok en lige så stor lettelse for ham. I alt fald tilbød han bare at give mig et lynkursus i, hvordan jeg fremover selv kom på netbank og betalte mine egne regninger.

Bodelingen var rimelig simpel. Eftersom vi havde boet i en lejet lejlighed, fik jeg bare halvdelen af vores opsparing med mig. Da jeg havde betalt depositummet for min nye lejlighed, indrettet den med nye møbler og inviteret venner og familie til housewarming, var der stadig en lille buffer tilbage, men jeg spildte stadig ikke min tid med at holde et mere vågent øje med saldobevægelserne på netbank.

De penge, der gik ind hver den første i måneden, brugte jeg som før. Jeg skelede stadig ikke til priserne på de varer, jeg lagde i indkøbsvognen, men nød bare, at jeg ikke længere havde min mand til at ånde mig i nakken.

Nok var mit månedlige rådighedsbeløb blevet mindre, men koste hvad det ville i overtræksrenter, ville jeg ikke længere holde igen på mig selv, men derimod slå mig løs og mærke, at jeg var i live.

Ejede intet

En aften var jeg ude at danse salsa med et par af mine singleveninder, og her mødte jeg Thomas. Han var 12 år yngre end mig og kom fra Cuba. Alene den måde, han med vrid i hofterne førte mig rundt ude på dansegulvet og de mere og mere intense blikke, han sendte mig, fik mig til at føle mig som en sprudlende kvinde igen.

Da han trak mig ind i sin favn og kyssede mig så lidenskabeligt, som jeg aldrig var blevet det før, slog han for alvor benene væk under mig, og fra da af ændrede mit liv sig.

Næste morgen vågnede vi op hjemme hos mig. Kemien mellem os var der bare, og der lå vi så og talte allerede sammen, som havde vi kendt hinanden hele livet.

Det gav mig heller ikke kolde fødder, da han fortalte, at han var ankommet til Europa på et turistvisum, som for længst var udløbet, og at han de seneste måneder derfor havde opholdt sig illegalt i landet.

Men selvfølgelig var jeg klar over, at det ville blive kompliceret at indlede et forhold med ham, der heller ikke havde mulighed for at søge et legalt arbejde. Han ejede ikke andet end det tøj, han havde i sin kuffert, der lige nu stod hos en fjern kusine, som for mange år siden havde giftet sig med en dansk mand.

Hvad hans fremtid så ville bringe, spildte han ikke sit liv på at bekymre sig om. Han levede en dag ad gangen, fra hånden til munden, og nu lå han jo her.

Delte dankort

For at gøre en lang historie kort flyttede han inden længe sin kuffert hjem til mig og jeg, der var forelsket som aldrig før, kunne ikke have bekymret mig mindre om, hvad der stod på min konto.

Thomas tankede mig op med alt det, jeg havde været i underskud af i mit lange ægteskab. Når jeg kom hjem fra arbejde, stod han klar med åbne arme og havde i mellemtiden gjort rent, handlet ind og tilberedt de lækreste middage.

Indimellem købte han ind for de sorte småpenge, han tjente ved at vaske trapper eller som opvasker, men det gjorde ingen forskel for mig. Jeg delte hellere end gerne de penge, jeg selv havde, med ham, og ligesådan gav jeg ham mit kort, så han kunne købe noget nyt tøj til sig selv.

Mest af alt brugte vi penge på at være sammen med både Thomas’ venner og bekendte her i landet, men også med mine egne. Her blev der spist, drukket, sunget, grinet og danset, men også ført dybe samtaler og udvekslet livserfaringer og følelser på tværs af langbordet.

Når Thomas og jeg var alene, skænkede han til gengæld mig sin fulde opmærksomhed. Når jeg delte mine inderste tanker, lyttede han og stillede uddybende spørgsmål, som fik mig til at reflektere over, hvad der virkelig betød noget.

Det var jo bare penge?

Men allerede efter et par måneder kunne jeg ikke længere lukke øjnene for, at min bankkonto var gået i minus. Banken truede med, at hvis ikke jeg dækkede overtrækket på min kassekredit, spærrede de mit kort.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og da jeg talte med Thomas om det, kunne han ikke forstå, hvorfor det gik mig så meget på. Det var jo bare penge?

Ét var i alt fald sikkert. De holdt stadig ikke ham vågen om natten, mens jeg selv ikke kunne finde anden løsning end at gå på nettet og søge om et kviklån.

Her læste jeg, at renten kun var to procent, som var lavere end bankens på et forbrugslån, og da jeg tilmed kunne afdrage et lån på 25.000 kr. over 92 måneder, ville det jo knapt kunne mærkes på min økonomi. Således var det problem løst, og tilmed stod der nu også en buffer på min konto.

Nu bad jeg imidlertid Thomas om at holde mere igen med pengene, men han løftede bare et ligegyldigt øjenbryn. For ham var penge stadig bare penge, og han svingede med kortet som før, indtil der ikke var flere tilbage.

Selv om penge stadig ikke var det vigtigste for mig, drænede det nye underskud på kontoen alligevel mit overskud til bare at nyde mine lidenskabelige nætter sammen med ham. Ligesådan blev jeg nødt til at tage ekstra nattevagter for fortsat at forsørge os begge.

Samtidig lurede frygten for, at myndighederne ville opdage, at han opholdt sig ulovligt i landet og dermed skille os ad. Men selv om jeg var parat til at gifte mig med ham, tjente jeg langt fra nok til at forsørge os begge, så det ville stadig ikke give ham en lovlig opholdstilladelse.

Eller sagt med andre ord: Allerede inden for et halvt år fyldte mine bekymringer for pengene mere i mit nye forhold, end de sammenlagt havde gjort i mit 22 år lange ægteskab. Alt imens lod Thomas mig stå alene med ansvaret.

Plastikperler til 75.000 kr.

Men så kom han på den idé, at han i stedet for at blive udnyttet som sort arbejdskraft til 30 kr. i timen kunne udnytte sine kreative evner til at lave kunsthåndværk og sælge det på nettet. Det krævede bare, at jeg oprettede en enmandsvirksomhed, for pengene, han tjente, skulle opgives til skat, indtil jeg kunne vise myndighederne et årsregnskab, der beviste, at jeg var i stand til at forsørge ham.

Han havde allerede overlevet ved at sælge sine egne smykker på gaden til turister, da han boede på Cuba, og en gammel kontakt havde nu tilbudt ham at købe et lager af ædelmetaller og sten til en uhørt lav pris på 75.000 kroner. Problemet var bare, at vi ikke havde de penge.

Da jeg tøvede med at tage et nyt kviklån, blev Thomas såret og vred og spurgte, om vores kærlighed ikke var mere værd for mig.

Det endte med, at jeg lånte pengene og overførte dem til et fremmed kontonummer. Da vi modtog forsendelsen, var den dog sendt fra Kina, og der var tale om et par bøtter plastikperler i den ringeste kvalitet.

Om Thomas var blevet snydt, eller om han havde snydt mig, ved jeg ikke. Kun, at vores forhold endte i et kæmpe skænderi om alle de penge, jeg nu skyldte væk, hvorefter han pakkede sammen og forsvandt ud af mit liv, mens jeg selv landede med et brag i virkeligheden.

Da jeg skamfuld sad til møde med min bankrådgiver, der tal for tal gennemgik min økonomi, viste det sig, at renterne på mine kviklån var to procent om måneden og 24 procent om året!

Gudskelov forbarmede banken sig og tilbød mig et almindeligt forbrugslån, så jeg kunne komme ud af den gældsfælde i en vis fart. Dermed ikke sagt at jeg fortrød, hvad mit forhold med Thomas også kom til at koste mig på den lange bane. Han hjalp mig med at genfinde livsglæden, men tvang mig samtidig til at tage ansvar for min økonomi.

Det sætter Jens, jeg i dag deler mit liv med, også stor pris på, for vi er rørende enige om, at penge ikke er værd at skændes om.