

På gulvet i lejligheden i Glostrup sidder Martin og Anette Kristiansen med deres barnebarn, Elwin, datter Sascha Kristiansen og chihuahuaen Luna. På væggen hænger en illustration, der forestiller syv par hænder, der holder hinanden. Det er Martin og Anette og alle deres børnebørn.
Parret har fået Familie Journal på besøg, men de er ikke helt sikre på hvorfor. Sascha har fortalt dem, at det er en overraskelse.
– Jeg vil bare gerne sige tak. I er der altid for mig og Elwin.
Da det går op for dem, at de er blevet udvalgt til at modtage en af årets julekurve, bliver der stille i stuen et øjeblik.
– Du skal ikke begynde at græde nu, kommanderer Sascha kærligt til sin mor.
– Nej, nej, det gør jeg da heller ikke, men du skal lige have et kram.
Det er Sascha, der har nomineret sine forældre til julekurven. I sit brev til Familie Journal skrev hun blandt andet: ”Jeg ville give dem hele universet, hvis jeg kunne”, og ”jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden dem”.
Traditionen tro uddeler vi i november og december Årets julekurv. Vi siger jer, kære læsere, mange tak for det overvældende store antal indstillinger, vi har modtaget her på redaktionen. Årets julekurv er et gavekort på 1.000 kroner til REMA 1000 – til stor glæde for årets modtagere, som på forskellig vis har fortjent forkælelse eller anerkendelse.
Lille Elwin kom til verden i juni 2023. Da han blot var tre måneder gammel, forsvandt faren nærmest ud af billedet, og Sascha på dengang 29 år var pludselig ene om ansvaret for den lille dreng. Helt alene var hun dog ikke.
– Det kan godt være, at jeg er solomor, men jeg føler aldrig, at jeg er alene, forklarer hun.
For hendes forældre, Martin på 57 år og Anette på 58, har støttet og hjulpet, siden Elwin kom til. De har været med til lægebesøg, købt ind, lavet mad og hentet fra vuggestue.
Elwin var i begyndelsen af sit liv meget syg og blev indlagt flere gange. Sascha havde brug for andre voksne at sparre med, når hun var i tvivl om en beslutning, og andre, der kunne stille spørgsmål til lægen, som hun måske ikke selv tænkte på at stille. Og der havde hun sine forældre. Andre gange var de også bare til stede, når hun havde brug for en pause.
– Det er hårdt at se sit barn være syg, og nogle gange har man bare brug for at græde, uden at han kan se det, siger Sascha.
Det er ikke kun på hospitalet, Sascha har kunnet bruge sine forældre, men på alle tider af døgnet. Hun har ringet til dem midt om natten, hvis Elwin ikke har kunnet sove, og så er de mødt op for at hjælpe. Martin har vandret mange ture med barnevognen om natten for at få sit barnebarn til at falde i søvn, Anette har ofte hentet i vuggestuen, og de har ham på besøg med overnatning cirka hver anden weekend.

Sascha og Elwin bor i Rødovre og Martin og Anette i Glostrup, og de ser generelt hinanden næsten hver dag. Selv om de to byer ligger tæt på hinanden, ville Martin ønske, at de kunne være endnu tættere.
Han er meget beæret over, at Sascha synes, de skal have en julekurv. Det er dejligt med anerkendelse, og den suger han til sig. Men han er også overrasket. For ham er det ikke en pligt. Han nyder at bruge tid med Elwin.
– Vi får også noget ud af det. Mit forhold til Elwin er helt uundværligt for mig.
Anette er enig og tilføjer:
– Det er virkelig dejligt, at Sascha har indstillet os, og det er skønt at få en julekurv, men hun havde slet ikke behøvet det. Hun er ekstremt god til at sige tak og være omsorgsfuld over for os.
Samtidig med at Sascha var alene med ansvaret for sin søn, stod hun også i et arbejdsmiljø, hvor hun slet ikke trivedes. En periode så hun sig nødsaget til at blive, for hun havde sin økonomi og Elwin at tænke på. Men hendes forældre insisterede på, at der skulle hun ikke være, og at de gerne ville hjælpe økonomisk. Det på trods af at Martin er førtidspensionist, og parret ikke selv svømmer i penge.
– Det gav mig noget ro og gjorde, at jeg stadig kunne fokusere på Elwin og sørge for, at han havde gode og trygge rammer, forklarer Sascha.
Anette synes, at de seneste to år har været voldsomme, fordi det er svært at se sin datter i en hård situation. Derfor vil hun altid gøre, hvad hun kan for at hjælpe og bakke op uanset hvad. Sascha er deres yngste barn, og hun har altid været deres lille pige.
Selv om Martin er enig i, at det har været hårdt, har det alligevel været en oplevelse for ham at se Sascha udvikle sig så meget.
– Hun er virkelig blomstret op og er blevet meget mere selvstændig. Tit er hun mere fornuftig, end vi er.
I dag er Elwin to år og går i vuggestue. Han er stadig ved at blive udredt på hospitalet, men er ikke syg så ofte som før.
I slutningen af november begynder Sascha på nu 31 år i nyt job, og her træder Martin igen til. Som førtidspensionist har han god tid til at hente, bringe og passe Elwin.

Når de er sammen hver mandag, er det fast tradition, at de tager hen til togstationen og henter Anette, så Elwin også kan se på togene og hilse på folk. Derudover laver de gerne mad sammen, tager i svømmehal eller zoologisk have. Den lille familie planlægger også at holde både jul og nytår sammen i år.
Elwin elsker sine bedsteforældre. Han spørger altid efter dem, både derhjemme og i vuggestuen, og hver morgen vil han gerne Facetime sin mormor, så de kan spise morgenmad sammen. De behøver ikke at udveksle mange ord, men de hygger sig med hinanden og deler et måltid sammen.
Martin laver også ofte ekstra aftensmad, så Sascha og Elwin kan få en portion.
– Elwin vil 100 procent altid vælge morfars mad, griner Sascha. – Så julekurven er også fra ham, han siger også tak.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.