Nu skal vi til det igen: Siger du ja eller nej til gaveræs?

Så skal vi til det der med julegaverne igen.

Og jeg tænker, at du nok har det som jeg:

Det bliver sværere og sværere at finde på gaver.

De fleste voksne, man spørger, siger jo bare: "Jeg ønsker mig ikke noget."

Men i år skulle det let, for sidste år indgik jeg en aftale med en del af de familiemedlemmer, som jeg i mange år har været på gave med.

Vi blev simpelthen enige om ikke længere at give gaver, for vi har jo så meget i forvejen.

Så jeg så frem til en hyggelig, rolig, stemningsfuld jul.

Men ak, ve og suk!

I december ringede et af familiens kvindelige medlemmer.

Vi sludrede om løst og fast, og så sagde hun:

"Vi har jo aftalt ikke at give hinanden gaver."

Jeg bekræftede, men så sagde hun: "Den gave, som du så ikke vil give mig i år – hvad er det?"

"Øh," sagde jeg, "det har jeg da ikke tænkt på."

"Nej, men det er jo, fordi du ikke har spurgt mig om, hvad jeg ikke ønsker mig," svarede hun.

Jeg tænkte lidt over den der lidt underlige sætning, der lige var kommet ud af hendes mund, men før jeg kunne finde et svar, fortsatte hun:

"Og så er det bare, at jeg vil fortælle dig, at den gave, som du ikke skal give mig, gerne må være en af de der nye, smarte bluetooth-højttalere. Helst fra B&O."

Jeg var mundlam og svarede:

"Øh, er de ikke ret dyre? Og vi plejede da ikke at give hinanden for så store beløb."

”Nårh nej. Men det er jo ligegyldigt, hvad gaven koster, når du alligevel ikke vil give mig den."

Jeg tænkte over hendes logiske, men alligevel underligt ulogiske tankegang, da hun brød ind igen:

"Hvordan vil du ikke pakke den ind?"

"Som jeg plejer – i det gavepapir, som butikken har," svarede jeg.

"Det er da ret upersonligt. Det er da meget sjovere, hvis man selv laver det af genbrugspapir," kom det så.

Jeg var straks i gang med at give hende ret, da hun pludselig sagde:

"Nej, jeg har fortrudt. Det, du ikke skal give mig, skal hellere være et par nye skindhandsker, størrelse 39, helst i kongeblåt skind og gerne med en lille pelskant."

Jeg sagde lidt skarpt, at jeg da bestemt ville overveje at lade være med at give hende de handsker, da hun igen begyndte at snakke om, om jeg så igen på til-og-fra-kortet ikke skulle skrive et lille vers, sådan som jeg havde gjort de tidligere år, og i bekræftende fald, hvad jeg så ikke ville skrive.

Jeg afbrød hende med et:

"Ved du hvad – vi dropper vores aftale. Du får en gave i år, og den skal du selv vælge, så jeg mobilepayer dig et beløb."

"Nej, hvor dejligt. Men så skal du mobilepaye beløbet med gavepapir."