

Åh, hvad var det nu, der stod mere på indkøbsedlen?
Du kan huske mælk og gulerødder, men resten fortaber sig.
Og dine nye kolleger?
Du fik hilst pænt, men nu har du glemt navnene.
For ikke at tale om dit eksamenspensum eller oplægget på arbejdet – hvordan skal du kunne huske alle detaljer?
Når du hører, at svaret indebærer ruter, du kender, skuespilleren Whoopi Goldberg som nonne og spøjse historier, stejler du sikkert, men hæng på.
Vi har nemlig sat hukommelsesatlet Lars Christiansen, 49, stævne i hans kæreste Mettes lejlighed på Amager, hvor den kælne kat Kitkat slænger sig på bordet.

Ud over at arbejde som jobkonsulent i Københavns Kommune og drive sit firma Hukommelsestraening.dk, hvor han blandt andet tager ud og holder foredrag, slog Lars i 2024 verdensrekorden for anden gang i pi-disciplinen ”Everest”, der består i at huske pi med 10.000 decimaler og samtidig kende den rigtige rækkefølge i talsekvensen.
Mere konkret betyder det, at når dommeren læser fem tal højt, skal Lars sige de foregående og efterfølgende fem, hvilket betyder, at han har skullet lære sig 2.000 talrækker af fem hver og desuden i hvilken rækkefølge, de falder.
I alt bliver det 50 gange, han skal finde naboerne til de vilkårligt udvalgte steder i de 10.000 decimaler, og det skal foregå på tid.

Ret imponerende, men det er ikke den eneste mestertitel, Lars, der er født i Niebüll i Tyskland og vokset op i Leck, har taget hjem.
Lars satte for nylig også ny officiel Guinness-verdensrekord i Tysklands Top 100-hitlister fra 1975 til 2024 i forbindelse med det store liveshow ”Guinness World Records – Die große Show der Weltrekorde", hvor svimlende 4,5 millioner seere kiggede med.

Han var nervøs op til showet, men fokuseret, da han endelig stod foran værterne, fortæller han.
Men hvordan lærer man at huske så godt, når man – med Lars’ egne ord – bare er en ”helt normalt begavet mand”?
For Lars’ vedkommende begyndte interessen for husketeknikker i 2014, da han så et tysk talkshow med to deltagere, der skulle huske en masse binærtal.
– Jeg troede ikke, det kunne lade sig gøre, for nul- og ettaller er meget abstrakte, men jo, de huskede dem alle. ”Det er fup”, tænkte jeg, men blev alligevel nysgerrig og lånte bogen ”Lernen wie ein Weltmeister” og kunne så godt se, at der var noget om det.

Lars begyndte at bruge forskellige teknikker, memorerede kortspil og meldte sig til flere hukommelseskonkurrencer, også ude i verden, i begyndelsen dog ikke med den store succes.
Det ændrede sig, og han blev dansk hukommelsesmester i 2015 og var desuden begyndt at interessere sig for pi.
Tal er dog langt sværere at huske end for eksempel en indkøbseddel, siger han.

– Bananer, sukker og kaffe er meget håndgribeligt og derfor nemmere at huske. Men med de abstrakte ting, som tal, fremmedsprog og tekniske termer, skal man afkode, og det har jeg trænet, siger Lars og forklarer, hvad han gør.
For hvert to- og trecifret tal har Lars et bestemt billede.
– Når jeg ser 22, er det en nonne for mig, nemlig Whoopi Goldberg i filmen ”Halløj i klosteret”. 143 er Donald Trump. Det har jeg defineret ud fra en teknik, der hedder Majormetoden, hvor man afkoder tal til bogstaver. 1 er T, 2 er N, 3 er M, 4 er R, så når jeg har 143, som er T, R og M, giver det Trump. Der er selvfølgelig en del, du skal huske, men når man har øvet sig tilstrækkeligt, er det lidt ligesom at læse, det sker jo for de fleste også bare automatisk, siger Lars, men tilføjer dog, at Majormetoden er avanceret og mest henvendt til folk, der deltager i konkurrencer.
Men hvad så med alle de mange musikhits han skulle huske?
Her kommer de velkendte ruter ind i billede.
Den teknik kan du også bruge, hvis du for eksempel skal huske en lang indkøbseddel, siger han.

– For eksempel ”lagde” jeg alle Top 100-hits fra 2021 på en rute inde i Tivoli. Den begynder ved hovedindgangen ved Vesterbrogade, hvor jeg placerer nummer et. Jeg går ind, kommer til Food Halls, hvor jeg lægger nummer tre og fire. Nummer to lægger jeg ved udgangen af madmarkedet, og så går jeg ellers en tur rundt i hele Tivoli og ”lægger” sangene forskellige steder på min rute. Når jeg bliver spurgt, hvad nummer fem for eksempel er, så går jeg min rute 2021 igennem i hovedet og ser sangen for mig.
Et andet tip er at knytte en spøjs historie til noget, du skal huske, fortæller Lars og bruger de amerikanske stater som eksempel.
– Alabama kunne være ”alle bamserne”, Arizona kunne være ”Disney-havfruen Ariel”, Alaska ”en isbjørn”, fordi der er så koldt. Så laver du en absurd historie som for eksempel at ”alle bamserne tager imod Ariel og en isbjørn ...”. Så snart der sker en mærkelig ting, husker vi langt bedre.
Inde i din dagligvarebutik kan du for eksempel tænke på, at du kaster med agurken i grøntafdelingen, som rammer æblerne, der får vinger og flyver over på rugbrødet, der danser – fortsæt selv historien, og tænk den igennem, inden du tager på indkøb – så er chancen for, at du husker det hele ret stor, lyder det opmuntrende fra Lars.
Få flere gode tip, og læs om forskellige teknikker på hukommelsestraening.dk.

Han deltager stadig i konkurrencer og tester dagligt sin hjerne på et særligt computersystem, hvor han kan træne de 10 discipliner, man skal igennem for at kunne deltage i en hukommelseskonkurrence, ligesom han er organisator af Europamesterskaberne i Hukommelse, der finder sted i april 2026.
Men det betyder ikke, at Lars kan huske, hvad han fik til middag i går eller aldrig glemmer en ting.
– Jeg er ikke altid superskarp, men beslutter jeg mig for, at noget er vigtigt at huske, så kan jeg også godt. Min hjerne er ikke nødvendigvis bedre end andres, men jeg har trænet mig til det. Alle ville kunne gøre det, hvis de trænede tre-fire måneder og satte sig ind i teknikkerne – medmindre man lider af demens eller Alzheimers, siger Lars, der for nylig har memoreret alle delstater i Rusland.

Det må nemlig godt være kryptisk og udfordrende, griner han.
– En indkøbseddel er nok lidt for kedeligt for mig at huske.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.