Fortvivlet ægtepar: Har buffeten gjort os syge?

Hvis man som par får dårlig mave samtidig, på trods af at man har spist helt forskellig mad, er der så alligevel en sammenhæng? Få Familielægens svar her.
Af: Lotte Bang
Buffet med forskellig mad
– Restauranterne underlagt nogle meget strenge regler, når de serverer mad på buffet, men uheld kan ske, og gæsternes håndhygiejne er jo svær at kontrollere, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang

Min mand og jeg har efter et restaurantbesøg med buffet begge haft tilfælde med opkast og dårlig mave. Dog spiste vi ikke de samme retter fra buffeten, så er det måske i virkeligheden noget helt andet, som er årsag til maveproblemerne?

Vi er i øvrigt begge raske igen, men buffet står ikke på ønskelisten foreløbig.

Mvh. S

Kære S

Puha, dårlig mave er bare ikke rart, men det kan skyldes mange ting.

En madforgiftning opstår, når den mad, man har spist, indeholder bakterielle giftstoffer kaldet toksiner. Symptomerne kommer hurtigt, ofte blot få timer efter man har spist den fordærvede mad.

Så er der fødevareinfektion. Det skyldes en infektion med bakterier, vira eller parasitter, måske i maden, og disse symptomer opstår normalt en til flere dage efter, man har spist den forurenede mad.

Man kan også blive smittet af andre gæster, der har haft dårlig håndhygiejne og på den måde spredt bakterier, for eksempel gennem de redskaber man bruger til at tage fødevarerne med.

Mulighederne er altså mange, og det behøver slet ikke være en smitte, der er sket på restauranten, men tanken er da nærliggende.

Godt, I er raske igen, og jeg kan sagtens forstå, at der går lidt tid, før buffet er på menuen igen.

Faktisk er restauranterne underlagt nogle meget strenge regler, når de serverer mad på buffet, men uheld kan ske, og gæsternes håndhygiejne er jo svær at kontrollere.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.