De mange holdninger forvirrer: Må babyer sove ude eller ej?

Råd er som oftest velmente, men råd i hobetal kan sommetider skade mere, end de gavner. For må små babyer sove lur udenfor? Få Familielægens svar her.
Af: Anne Bruhn Jørgensen
Baby sover udenfor
– Er det over 10 graders frost, er det nok lidt for koldt at sove ude, og meget fugtigt vejr er heller ikke godt, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang

Vi har en datter på fire måneder, som klart sover bedst lur udenfor i sin barnevogn.

Meningerne i familien er mange og meget delte, så kan du ikke lige slå fast, hvad der er fornuftigt, og hvad der kan udgøre en risiko ved, at barnet sover middagslur udenfor?

Vores datter er det første barnebarn på begge sider. Det er dejligt, men også lidt besværligt.

Mvh. A

Kære A

Dejligt med engagerede bedsteforældre, som måske lige skal vænne sig til at tage bagsædet. Det kommer nok, og alle meninger er formentlig givet i stor omsorg.

Er det over 10 graders frost, er det nok lidt for koldt at sove ude, og meget fugtigt vejr er heller ikke godt. Men bortset fra det kan sunde og raske børn født til tiden sagtens sove ude.

Barnevognen eller krybben skal være isoleret i bund og sider, og barnet skal være godt klædt på og desuden bære hue.

Børn, der sover ude i kulden, skal selvfølgelig være under opsyn. Jo yngre, børnene er, og jo koldere, vejret er, des hyppigere skal børnene tilses. Barnets temperatur vurderes ved at mærke barnet i nakken, hvor huden skal føles tilpas varm. Hvis det ikke er tilfældet, skal barnet bringes indenfor.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.