

Nu har jeg afsluttet min behandling for brystkræft og skulle ifølge de meget søde læger være rask. Det betyder, at jeg skal i gang med at nyde livet og glæde mig over den succesfulde behandling, men det er ikke så nemt.
Jeg er træt, det snurrer i fingrene på den side, hvor brystet blev fjernet, og jeg har også en hævet arm grundet lymfødem. Desuden har jeg fået tid til at få lavet et nyt bryst, men jeg ved simpelthen ikke, om jeg orker det.
Min mand og vores voksne børn er meget søde, men jeg kan også se på dem, at de ikke forstår, hvorfor jeg ikke er mere glad og lettet.
Jeg føler mig både enormt utaknemmelig, men også meget alene med mine tanker. Hvad skal jeg stille op med mig selv?
Mvh. L

Hvor er det en fin beskrivelse, du giver, af et alvorligt sygdomsforløb, og hvordan det at vende tilbage til livet kan være svært.
Jeg har hørt det før, også her i bladet, men det er ellers ikke noget, vi som samfund eller professionel stand er særlig gode til at håndtere.
Faktisk kan mange blive en smule forundrede og måske endda irriterede over, at den tidligere patient ikke bare kan vende tilbage til det liv, der var, og glæde sig over det, i stedet for at, om man så må skrive, belaste sig selv og sine nærmeste med ikke at være ”rigtig glad og lettet.”
Faktisk er din reaktion helt normal. Du og din krop har været i krig, både fysisk og psykisk. Du har gennemgået nogle hårde behandlinger, der stadig giver dig mange bivirkninger, og nye operationer venter, hvis du vælger at få et implantat. Du er ikke utaknemmelig, men helt normal og samtidig alene med svære tanker og følelser, som de færreste kan forstå.
Jeg vil foreslå samtaler med lægen, hvor din mand kan være med, så han måske bedre forstår, hvordan du egentlig har det. Din mand føler sig måske også alene i denne tid og har det svært med hele forløbet. Lægen giver en mulighed for, at I kan mødes om det.
En henvisning til en psykolog kan også være en idé, og så findes der desuden foreninger, hvor du kan møde andre raskmeldte cancerpatienter og dele alt det svære, ingen andre forstår.
Kærlig hilsen Lotte

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.