Februar er trøstesløs, men halvvejs sker der pludselig noget

Jeg diskuterer ofte med folk i fjernsynet, og jeg forskelsbehandler ikke.

Det er alt fra nyhedsoplæsere over debatdeltagere til underholdningsværter og sportskommentatorer.

Alle får de lige en rettelse eller bemærkning, hvis jeg er uenig.

Mange gange er det også gået ud over de vejrværter, som insisterer på at fortælle mig, ikke bare hvad temperaturen bliver i morgen, men også hvordan den føles.

Temperaturen ligger omkring frysepunktet, men vil føles som minus fem.

Normalt vil jeg sprutte og fortælle skærmen, at ingen hverken kan eller skal fortælle mig, hvordan jeg føler.

Normalt.

Men ikke i februar.

I februar er jeg stille.

For i februar er det rigtigt.

Alt føles værre, end det er.

Vejret ligner muligvis januar på papiret, men det føles værre. Februar er nemlig ikke kold på samme måde som januar.

Januar er ærlig.

Januar siger:

"Her er jeg. Det er vinter. Tag det eller lad være."

Man har stadig lidt kampgejst tilbage i januar.

Man kan endda finde på at sige: "Det er faktisk meget hyggeligt."

Det siger man aldrig i februar.

Februar er vinterens efterslæb.

Det er den periode, hvor vinteren er blevet doven og ikke længere gider gøre sig umage.

Sneen er ikke hvid, den er gråbrun og ligner noget, der burde undskyldes fra politisk side.

Kulden er ikke frisk, den er fugtig og personlig.

Kulden går ikke bare i jakken og bider i ansigtet, den går i humøret.

For i februar føles alting værre, end det er.

To grader føles som minus otte, en brise føles som en livskrise, og en ganske almindelig tirsdag føles som en uge, der aldrig vil ende.

Man kan tage alt det tøj på, man ejer.

Man kan ligne et menneske, der er ved at flytte, bare for at gå ud med skraldet.

Alligevel fryser man.

Ikke kun på hænderne, også lidt indeni.

Det er vel også derfor, februar er sådan en populær måned at rejse i.

Man vil væk og ned til varme og et forskud på sommer eller til en mere ærlig og smuk kulde, hvor solen gnistrer i sneen, og man mødes til afterski og cocktails med vidunderlig udsigt.

Men hvis man bliver på matriklen og står det igennem, kommer belønningen.

Midt i februar sker der nemlig noget.

Man opdager pludselig, at det er lyst, når man kommer hjem. Ikke forårslyst, men nok til, at man ikke længere febrilsk famler efter lyskontakten som det første.

Man begynder at smile lidt uden grund.

Man køber tulipaner af lyst, ikke som en desperat overlevelsesstrategi.

Og man ved helt inde i kroppen, at vinteren nu er på tilbagetog, også selv om den sparker lidt bagud endnu.

Februar er trøstesløs.

Men den er også kort.

Og når vi står der ved midtvejspælen lige om lidt, så ved vi:

Vi klarede den igen.

Og det føles faktisk bedre end alle mulige feriedestinationer.

Det føles så godt, at man måske kunne overtale vejrværten til at nævne det: "Temperaturen ligger omkring frysepunktet, men det begynder at føles lidt som forår".