Min nakke skal vel ikke sige en knasende lyd?

Daglige, langvarige smerter i noget så centralt som nakken kan være voldsomt generende, men hvorfor opstår de? Og kan noget gøres? Få Familielægens svar her.
Af: Lotte Bang
Kvinde med smerter i nakken
– Det værste er, at jeg indimellem kan høre en knasende lyd, når jeg bevæger nakken, og det gør mig rigtig bekymret, forklarer læseren.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Lotte Bang 

Jeg har hovedpine og ondt i nakken. Ofte oplever jeg også smerter, der stråler ud i skuldre og arme på begge sider. Om morgenen er nakken stiv, men det hjælper op ad dagen, og det er, må jeg indrømme, ikke lige slemt hver dag.

Det værste er dog, at jeg indimellem kan høre en knasende lyd, når jeg bevæger nakken, og det gør mig rigtig bekymret. Jeg er en dame på 70 år, så nogle skavanker må man vel forvente, men jeg kunne godt tænke mig en behandling.

Min læge siger, jeg har slidgigt, og at det ikke er nødvendigt med flere undersøgelser. Han mener, fysioterapi er vejen frem, men det har jeg ikke rigtig mod på.

Hvad mener du?

Mvh. A

Kære A

Dine symptomer kan sagtens skyldes slidgigt i nakken, og har din læge stillet denne diagnose efter at have undersøgt dig og lyttet til de symptomer, du også fortæller om her, kan det sagtens være diagnosen.

Angående knaselyde i nakken, der kan høres, når du drejer hovedet, er det helt normalt og noget, de fleste af os kender til. Faktisk knager og knaser hele kroppen, men ofte lægger vi mest mærke til knaselydene fra nakken og skuldrene, for de sidder jo tættest på ørerne.

Behandlingen af slidgigt i nakken er lindrende, for det kan desværre ikke helbredes. Smertestillende medicin som Panodil er godt, og så er øvelser for nakken, eventuelt hos en fysioterapeut, altså også vældig givende.

Øvelser kan virke smertelindrende og samtidig bevare bevægeligheden i leddene, og du kan sagtens lave dem hjemme, men det er en god idé lige at gå et par gange hos fysioterapeuten, der kan hjælpe dig i gang.

Jeg er altså enig med din læge.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.