Douze points – eller historien om en hemmelig lidenskab

Af chefredaktør Anette Kokholm

Da jeg var ung og boede i kollektiv i Gellerup ved Aarhus, hvor jo også journalisthøjskolen ligger, sad to af os reporter-spirer hjemme en aften og skulle ikke i byen. Det var usædvanligt. Det faldt så også sammen med, at der var Melodi Grand Prix i tv, og herefter var en ny tradition født.

SE OGSÅ: Alle Familie Journals konkurrencer og deltag her >>

Jeg har altid været vild med musik. Med en hel generation af musikere som forfædre har det været naturligt at skråle med på alt inden for jazz, soul og rock. Og også velsét. Men at jeg også elskede populærmusik og især Grand Prix, det talte vi ikke så højt om.

Pointoptælling og babygråd

Siden den aften i studenterkollektivet har jeg været med i en klub. Vi var fire journaliststuderende, og vi mødtes trofast to gange om året. Til det danske og til det internationale. Vi spiste god mad og drak vin, og derefter var der spidsede blyanter, blokke og andægtig tavshed under afspilningen af numrene. Vi gættede med og havde det herligt.

I årene efter kom der mænd og børn til. Og efterhånden blev det svært at holde tavshed, når point blev givet, og de engelske og franske tal gjaldede ud gennem skærmen. "Douze points" blandede sig med babygråd, og mændene fortrak til køkkenet og gad os ikke rigtigt med vores alvor. Da Brødrene Olsen vandt, var en af familierne endda taget tidligt hjem for at putte en utilfreds unge.

Så det gik som med så meget andet fra ungdommen. Det gik over. Næsten - for jeg er stadig vild med Melodi Grand Prix, og jeg er rævestolt af vores tillæg i denne uge!

Venlig hilsen

Meld dig ind i Familie Journals Slankeklub her

Ris og ros til Anette: redaktionen@familiejournal.dk.

Tilmeld dig Familie Journals nyhedsbrev her
Vil du være Facebook- venner med os på Familie Journal, "Jeg elsker at strikke" og "Jeg elsker kage"