Rødbedesuppe med friteret drys

Rødbedesuppe er ikke bare flot at se på, men også særdeles velsmagende. Denne er toppet med friterede skiver af persillerod og knoldselleri.
Af
af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger.

Ingredienser til rødbedesuppe med friteret drys:

(4 pers.)

600 g rødbeder
100 g knoldselleri
2 store gulerødder
1 persillerod
1 stor kartoffel
2 løg
1 stort fed hvidløg
1 spsk. smør el. olivenolie
Salt og peber
2 spsk. kapers
¼ l smagsneutral olie til friture
1 håndfuld persille

Timianbrød:
4 store skiver groft hvedebrød
2 spsk. olivenolie
1 tsk. tørret timian

Prøv også: Rødbedesuppe med bacon

Fremgangsmåde:

Skræl alle rodfrugter og kartoflen, løg og hvidløg.
Skær ca. 5 cm af den tynde ende af persilleroden i tynde skiver.
Skær en skive af sellerien og skær den i tynde skiver med en skrællekniv.
Gem de tynde grøntsagsskiver og skær resten, inkl. kartoffel og hvidløg, i mindre stykker.
Svits dem i en stor gryde i smør eller olie ca. 8 min., uden at de tager farve, men til de dufter.
Hæld vand ved, så det dækker.
Lad suppen koge under låg i 30 min., til alt er helt mørt.
Blend suppen til en fin puré.
Smag til med salt og peber.
Varm olien op i en bredbundet gryde til 180°, eller til olien syder omkring et lille stykke grøntsag.
Lad kapersene tørre på et stykke køkkenrulle og fritér dem i olien i kort tid, til de åbner sig let.
Tag dem op med en hulske og dryppe af på fedtsugende papir.
Fritér de tynde skiver persillerod og selleri i små portioner ad gangen, til de er gyldenbrune.
Lad også dem dryppe af på fedtsugende papir.

Timianbrød:
Pensl brødene med olie på begge sider og drys med timian.
Rist dem under ovnens grill, til de er sprøde.

Anret suppen i skåle og drys med de friterede grøntsager og kapers og hakket persille. Servér med timianbrød.

Se også: Minestrone med fisk og muslinger

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.