Malmhattan blomstrer

Fredag, 2. september 2016
af Judith Betak, foto: Judith Betak, Panthermedia
Tag en lille ferie til den skånske hovedstad Malmø fyldt med god gastronomi og hyggelig stemning. Bydelen Malmhattan åbner ny torvehal i en gammel lagerhal i november.
Rejs til Malmø og oplev den skånske hovedstad, god gastronomi og den hyggelige stemning
Mellem Gamla Stan og Västre Hamnen ligger kvarteret, der har fået kælenavnet Malmhattan – og her sker spændende ting. Vel er det ikke skyskrabere, som de ses i New York. Men målt med skånske øjne, så rager bygningerne op. Lige inden man går over inderhavnen og broen til Malmhattan, er en af Sveriges mest berømte bagere, Mattias Mårtensson, rykket ind med "St. Jakobs Stenungsbageri". Her er åbent fra kl. 5 om morgenen på hverdage, godt brød, kaffe, kanelbullar og de endnu bedre kardemummabullar. De smager himmelsk!
Mattias Mårtensson er en af Sveriges mest berømte bagere og har åbnet et bageri i Malmø

Torvehal til frokost

Midt på Malmhattan er håndværkerne i gang med om- og tilbygningen af en gammel lagerhal fra 1880. Arbejdet er ved at være afsluttet, og i november åbner her "Malmö Saluhall" - byens helt nye torvehal, hvor der ikke gås på kompromis med kvaliteten. Ud over salg af friske råvarer bliver der også restauranter med plads til mellem 300 og 400 spisende ude og inde. Der satses især på frokost. Svenskere har tradition for at gå ud og spise frokost, og der er masser af arbejdspladser på Malmhattan, både virksomheder og byens universitet, Malmö Högskola. Læs også: Vandsport for hele familien i Sydsverige

Michelin-mad til gode priser

Fra Malmhattan fører en gangbro med indbygget musik over kanalen til centrum. I Gamla Stan finder man byens michelinstjerne-restaurant ”Vollmers” på Tegelgårdsgatan. Restauranten drives af de to Vollmerbrødre Ebbe og Mats, som har flere restauranter i byen. Her svinger smagsløgene mod det sublime, mens menukortets priser ikke afskrækker. Seks retter 795 skr. og en vinmenu til 695 skr. Der findes også en juicemenu. Læs også: Oplev Bremen i efteråret