Det er først for alvor gået rigtig op for 49-årige Ulla Schytte, hvor meget overvægten har begrænset hende i alle årene.
Nu, hvor hun har tabt 48 kilo. Nu, hvor hun ikke længere er afhængig af blodtrykssænkende medicin og smertestillende piller. Nu, hvor hun faktisk føler, at hun er god nok.
Læs også: Janni har tabt 54 kilo
Trang til at trøstespise
Da hun vejede godt 120 kilo, var det temmelig svært at få øje på, indrømmer hun. Hun levede med det og havde ikke kræfter til at gøre noget ved det. Ensomt er nok det ord, der beskriver bedst, hvordan det var at se vægten gå opad. Det forstærkede blot trangen til at trøstespise. Det har det altid gjort. Når Ulla har været ked af det, er det mad, hun er tyet til.
Det var dét, hun fandt trøst i, da hun som 21-årig mistede sin far. En kærlig og evig støtte for Ulla og hendes søskende, og som pludselig faldt om på tilskuerrækken ved fodboldkampen, mens han heppede på Ullas bror.
Det var rigtig hårdt at miste ham, og Ulla, der var flyttet hjemmefra på det tidspunkt, flyttede tilbage til sin mor. Sorgen var overvældende, og Ulla dulmede den med mad. I løbet af få måneder tog hun 25 kilo på – og de blev siddende i flere år efter.
– Jeg havde det dårligt med det og var ked af det. Og en dag var det, som om jeg vågnede lidt op og indså, at det bare ikke kunne fortsætte på den måde. Jeg har aldrig været tilhænger af slankekure, så jeg besluttede mig for at løbe på rulleskøjter og på den måde forsøge at tabe mig igen, fortæller Ulla, der løb så tilpas meget den næste tid, at det lykkedes hende at tabe sig, samtidig med at hun også begyndte at spise sundere.
– Jeg var ung og havde ikke lært så meget om kost, så det var noget med at prøve mig lidt frem, husker Ulla, der elskede, at andre kommenterede hendes vægttab.
Det boostede selvtilliden for den unge kvinde, der fandt både livsmod og kæreste. Og så gik det stærkt. Ulla blev nemlig mor, gift og husejer i løbet af to år.
Børnene var vigtigst
Men der fulgte også en turbulent årrække med. For selv om det allerede kort inde i ægteskabet blev svært, nægtede hun at give op. Hun blev mor til en datter mere, passede andres børn i hjemmet og forsøgte at holde sammen på ægteskabet frem til skilsmissen otte år senere.
Midt i det hele glemte hun nok sig selv, tænker hun nu.
– Det var ikke vigtigt, hvordan jeg havde det. Mine børn var vigtigere, siger hun og bliver berørt.
Udadtil kunne omgivelserne ikke umiddelbart mærke, at Ulla var ulykkelig indeni, for hun brugte kræfter på at vise det modsatte.
Men det kunne ses. For Ulla gjorde dét, hun altid gjorde, når tingene blev svære. Hun åbnede køleskabet og spiste.
– Det var ren overlevelse. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle tackle min situation, for inderst inde var jeg klar over, at det var en ond cirkel at trøstespise. Jo mere jeg trøstespiste, jo større blev jeg, og jo større jeg var, jo mere ulykkelig blev jeg.
Sådan var det måske fortsat, hvis ikke det var for den samtale, hun havde med sin søster en sensommerdag for to år siden.
Snakken faldt endnu en gang på lysten til at tabe sig, og Ullas søster medgav, at det nok ville blive for svært, og hun var på ingen måde bange for at aftale, at hun ville stoppe med at ryge, hvis Ulla til gengæld tabte 40 kilo inden sin datters konfirmation otte måneder senere.
Læs også: Mor og datter tabte over 100 kilo
Smerter er væk
Det triggede bare noget i Ulla, for hun blev mere end nogensinde opsat på, at nu var det nu. Hun tog kontakt til en ernæringsterapeut og meldte sig samtidig ind i det lokale fitnesscenter.
Hver uge blev hun vejet og fik tips, forslag til kosten og retningslinjer. Madplaner var hun ikke interesseret i, for hun vidste, at så ville hun hurtigt give op. Men at hun måtte spise tre daglige måltider og kun det, der kunne være på en tallerken, var nemt både at forstå og rette sig efter.
– Jeg er lidt kræsen. Jeg kan f.eks. ikke lide rugbrød uden lidt mayonnaise, men det måtte jeg gerne spise, og jeg måtte lave æg og bacon til morgenmad. Det var jo virkelig lækkert, smiler Ulla, der opdagede, at hun rent faktisk kunne holde sig mæt i løbet af dagen, selv om der var blevet skåret gevaldigt ned på antallet af portioner.
– Jeg tænkte bare ”hvad sker der lige”? Selv min sukkertrang forsvandt, siger Ulla.
Og det blev belønnet. Kiloene slap sit tag i jævnt tempo. Den ugentlige træning, hvor Ulla gik de godt fire kilometer frem og tilbage, hjalp til, og i løbet af fire måneder var hun halvvejs til målet, og al medicin, som hun hidtil havde været afhængig af, blev overflødig.
– Jeg synes, det er helt vildt at tænke på, at jeg har trænet mine smerter væk, og at mit blodtryk er fint nu. Det viser, hvor alvorligt sådan en overvægt er at rende rundt med. Jeg ved godt, at der er nogle, der måske vil sige, at de ikke har råd til fitnesscenter og en ernæringsterapeut, men jeg tror, det handler om at finde lige det sted, hvor man kan spare og så prioritere det. Det vil man blive glad for, lover hun.
Et minde til pigerne
Mandagen før sin datters konfirmation nåede hun sit mål og holdt dermed sin aftale. Søsteren derimod ryger stadig, men for Ulla er det vigtigste, at det lykkedes for hende. For belønningen over at stå ved siden af sin datter i hvid kjole på hendes konfirmationsdag og have lyst til at få taget et billede, betød alt for Ulla.
– Jeg var simpelthen så glad. Også over at kunne stå der ved siden af mine piger og se ordentlig ud. At give dem et minde, hvor de ikke om 10 år siger: ”Hvor var du dog tyk den dag, mor”. Det er jeg bare så glad for, siger Ulla.
I det hele taget er livsglæden, der er fulgt med vægttabet, der i dag har passeret de 48 kilo, bare altoverskyggende.
Ulla er gladere end nogensinde og overrasket over, at hun både kan og har lyst til mange flere ting. Blandt andet er hun ikke længere afvisende over for at finde kærligheden på ny.
– Jeg har været single i 12 år og har slet ikke haft lyst til at finde en mand eller haft følelsen af, at nogen kunne falde for mig. Men det tænker jeg ikke længere. Der er da interesse for mig på Dating.dk, griner Ulla hemmelighedsfuldt.
