10 år med Badehotellet: Sådan var den sidste tid

Torsdag, 7. marts 2024
Af Journalist: Signe Granberg. Foto: Jesper Sunesen og Hanne Juul. Redigering: Simone Baadsgaard. Grafik: Andreas Hoff Højland.
Sidste sæson af "Badehotellet" er i gang. Vi har spurgt skuespillerne, hvordan de har oplevet den sidste tid med den folkekære tv-serie.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Efter 10 sæsoner skal vi tage afsked med Badehotellet.

Tilbage i 2013, da TV 2-serien "Badehotellet" for første gang rullede over tv-skærmen, havde ingen af skuespillerne regnet med, at serien ville blive så stor en succes, at det skulle blive til hele 10 sæsoner.

Nu skal de tage afsked med Badehotellet og med hinanden.

Lyt til skuespillernes oplevelser af den sidste tid med "Badehotellet" i videoen øverst i artiklen.

Se med på søndag

Søndag den 3. marts 2024 havde den afsluttende sæson premiere på TV 2 og TV 2 Play.

Denne gang er vi i sommeren 1946. Den tyske besættelse er fortid, og gæsterne ankommer fulde af optimisme og lyst til at vende tilbage til den ubekymrede tid før krigen.

Men alle skår er ikke klinkede, og pludselig befinder det lille hotel sig i et skæbneår, hvor gæster og ansatte er nødt til at stå sammen, hvis ikke det, de holder allermest af, skal gå tabt.

Gensyn med gamle karakterer

Da danskerne den 30. december 2013 første gang stiftede bekendtskab med Andersens Badehotels gæster og personale, skrev vi sommeren 1928. Siden har vi gennem 55 episoder fulgt med i historien om det lille hotel og alle de elskede karakterer.

Tiende sæson byder på et gensyn med alle dem, seerne kender så godt, men derudover dukker gamle kendinge op, ligesom nye gæster flytter ind.

Blandt andre vender Kitty Hansen, der spilles af Andrea Øst Birkkjær, og Martha, der spilles af Ena Spottag, tilbage til hotellet.

Den nye sæson, der er på hele ni afsnit, tæller episoderne 56-64, og dermed afsluttes en tv-serieæra i særklasse, som gennem årene har samlet danskerne i stort tal.

Om tv-serien

Sæson 10 af "Badehotellet" er som de foregående ni sæsoner skabt og skrevet af forfatterne Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

Fabian Wullenweber har instrueret, og serien er produceret af SF FILM PRODUCTION i co-produktion med NITRAT FILM og THORSBOE & LUNDBLAD.