Annelone fandt sin bror efter 40 år

Torsdag, 23. oktober 2014
af Anne Kjøge, foto: Niels S. Andersen
Da Annelone Jensen gik på pension, troede hun egentlig, at hendes meget ældre halvbror var afgået ved døden. De to havde ikke haft kontakt, siden hun gjorde et halvhjertet forsøg for over 40 år siden. Men 95-årige Viggo var blot et klik væk. Nu ses de to ofte.
Opskrift på en anderledes æblekage
Opskrifter på nordisk strikSjov video: udbryder hesten Mariska

Jeg er ikke så god til husholdning, konstaterer Viggo Jarulf med et glimt i øjet. Køkken­arbejde var ikke for mænd, da Viggo var ung, og heller ikke siden har den for længst pensionerede civil­ingeniør haft tid til eller interesseret sig for de hjemlige gøremål. Men han er en glimrende vært over en kop kaffe med kage - eller et godt glas vin. Og så er den 95-årige tidligere erhvervsmand ret ferm til at bruge sin computer.

- Nysgerrig som jeg var, registrerede jeg mig på facebook, siger han. Og Viggo fik langt mere end nogle online-venner ud af sin profil. Han fik sin lillesøster, hvis eksistens han ellers kun akkurat kendte som en lidt falmet erindring fra fortiden.

Læs også: Det er svært at finde hinanden igen

Annelone Jensen og Viggo Jarulf har samme far. En købmand fra Ringsted, som blev skilt fra Viggos mor og derefter flyttede til København. I hovedstaden mødte faderen slagtermesterens datter hjemme fra Ringsted. Hun var 19 år yngre og yndig - og de to blev gift og fik en søn og en datter, inden Anden Verdenskrig brød ud. Efter krigen fik de en efternøler - Annelone.

- Jeg havde jo hørt om denne halvbror fra min fars første ægteskab, men min mor ville ikke have brudt sig om det, hvis jeg havde opsøgt ham, fortæller Annelone. I dag er hendes "hel-bror" død, og hendes storesøster er i begyndelsen af 80'erne og ramt af demens.

- Så man kan godt sige, at jeg manglede lidt familie, tilføjer Annelone.

En herre ringede på

De to søskende, Annelone og Viggo, havde truffet hinanden godt 40 år tidligere. Dengang var Annelone i starten af 20'erne og ret "fodformet", mens han var en "nydelig herre" omkring de 50. De mødtes en enkelt gang, med havde ikke så meget til fælles, at forbindelsen holdt.

Men sidste år opdagede Annelone lidt forbløffet, at hendes bror var aktiv på Facebook.

- Uden nettet havde vi ikke fået kontakt igen. Det var så nemt at trykke på tasten med en venneanmodning. Lad mig da prøve det, tænkte jeg umiddelbart. Men jeg havde ikke skrevet et brev. Det ville have givet mig en dårlig fornemmelse, hvis han ikke svarede, siger Annelone. Hun havde nemlig en anelse om, at Viggo ikke var interesseret, for til deres fars begravelse mange år tidligere var han ikke dukket op.

- Men det var, fordi jeg var på rejse, da han døde, indskyder Viggo.

Læs også: Blev mor imod alle odds

Viggo svarede prompte, da han fik en hilsen fra sin søster. Naturligvis skulle de mødes. Nu ses de to jævnligt og har efterhånden fået et nært forhold til hinanden.

- Takket være Viggo er jeg blevet meget klogere på min slægt. Og Viggos datter, som er ni år yngre end mig, ser jeg nu rigtig meget. Hun og jeg går i teatret og overvejer netop at følges på en skiferie. Hendes to børn er også blevet min ekstra familie, og det er jeg utrolig glad for, da jeg ikke selv har fået børn, fortæller Annelone.

Viggo solgte sit handelsfirma for 15 år siden, og derefter måtte han selv i gang med at installere computer og printer.

- Indtil da havde jeg haft personale og revisor, som tog sig af den sag. Men selv om man er over 80, kan man godt klare sådan nogle opgaver, tilføjer han lunt. - Og således fik vi jo udvidet stambogen lidt.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.