– Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt, men noget må du gøre, for jeg kan ikke holde det ud længere, sagde en kvinde desperat.
– Fortæl mig om dine symptomer, og så må jeg se, om jeg i det hele taget kan gøre noget, svarede jeg, for kvinden var som regel meget dramatisk og fejlede heldigvis sjældent noget, der krævede min indblanding.
Det hele var startet for seks dage siden med ondt i halsen, og måske havde der været en smule feber. Efter et par dage var smerterne i halsen væk, men til gengæld var næsen helt stoppet, og hun var begyndt at hoste. Sekretet fra næsen var startet med at være vandtyndt, men var nu tykkere og gulligt.
– Jeg hoster og hoster og pudser næse konstant, det er ikke til at holde ud, klagede hun.
– Jeg er sikker på, at de allerfleste ved, hvordan du har det, for du beskriver jo symptomerne på en klassisk forkølelse, og det har vi alle prøvet. Der er intet at gøre andet end at holde ud, og de fleste bliver raske i løbet af en uge, selv om hosten kan trække lidt ud, sagde jeg til hende.
– Skal jeg slet ikke undersøges og have noget medicin? spurgte hun og ignorerede fuldstændig mit tidligere svar.
Umiddelbart så jeg ingen grund til at undersøge hende, for hun så faktisk både sund og rask ud, fraset lidt rød hud under næsen fra alle lommetørklæderne. Alligevel lyttede jeg hende på lungerne.
– Alt er, som det skal være. Du har en forkølelse med virus, og den kan ikke behandles, men du er formentlig helt rask om en uge, så det må du glæde dig over, var mine ord.
– Jamen så må jeg jo gå med uforrettet sag, sukkede hun og rejste sig.
Hun smækkede ikke døren, og kort efter bankede det på, og kvinden stak hovedet ind.
– Jeg ved godt, du har helt ret. Tak for i dag, sagde hun og smilte.
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Tegn på svangerskabsforgiftning
Symptomer på knuderosen
Kløen fra ørerne
Mit underliv føles tungt
Kan hårtab være farligt?
Rejse til Australien: Hvilke vacciner skal jeg have?
Som ung fjernede jeg bygkorn med en papirklips
Vores datter holder sig