Efter tre blodpropper i hjernen: Blev jeg fejlbehandlet?

De fleste kender følelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt, men hvornår er der rent faktisk belæg for at klage? Få Familielægens svar her.
Af: Lotte Bang
Kvinde skriver klage
– Jeg vil foreslå, at du sammen med din praktiserende læge gennemgår dine indlæggelser. På den måde kan din læge danne sig et overblik over, om der kan være begået fejl, forklarer Lotte Bang.
Foto: UnSplash
Annonce

Kære Lotte Bang

Jeg har haft tre blodpropper i hjernen og er som følge af dette meget dårligt gående. Desværre føler jeg, jeg er blevet fejlbehandlet, og at jeg dermed potentielt kunne have undgået min nuværende tilstand.

Første gang, jeg havde tegn på, hvad, jeg selv tror, er en blodprop, var for efterhånden mange år tilbage. Jeg kom med ambulance til sygehuset, men efter et døgns indlæggelse samt en CT-scanning af hjernen blev jeg sendt hjem med diagnosen virus på balancenerven.

Siden har jeg haft to blodpropper i hjernestammen, en i 2023 og en i 2024, før jeg fik medicin mod blodpropper. Ved disse indlæggelser mente de, at jeg også tidligere havde haft en blodprop.

Det betyder som sagt, at jeg går meget dårligt og har gjort det, siden jeg var indlagt i 2023. Jeg bliver desuden hurtigt træt og må have hjælp til rengøring og en lang række andre ting.

Mit spørgsmål går på, hvorvidt jeg skal klage over sygehuset? Min gang bliver nok ikke bedre af det, men jeg mener, blodproppen burde være opdaget ved min første indlæggelse, så jeg allerede dengang kunne have påbegyndt behandling med blodfortyndende medicin og dermed også have undgået de efterfølgende blodpropper.

Mvh. A

Kære A

Det er ærgerligt at gå med følelsen af at være blevet fejlbehandlet, så det synes jeg bestemt, du skal tage fat i.

Jeg vil foreslå, at du som det første tager en snak med din praktiserende læge, hvor I sammen kan gennemgå dine indlæggelser. Samtidig kan din læge danne sig et overblik over, om der kan være begået fejl.

Er der mistanke om dette, synes jeg, Patienterstatningen skal involveres. Det er en offentlig instans, som skal sikre, at patienter får den erstatning, de ifølge loven er berettiget til, når der er sker fejlbehandling. Det er gratis at indgive en klage, og du skal søge digitalt.

De involverede afdelinger får så mulighed for at udtale sig, inden Patienterstatningen tager stilling til, om du er blevet fejlbehandlet og dermed kan få erstatning.

Alternativt kan du indsende en regelret klage til Styrelsen for Patientklager. Det vil resultere i en vurdering af sundhedspersonalets indsats og en mulig påtale, men giver altså ingen godtgørelse til dig.

Det er også en mulighed at klage hos begge instanser.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.