Hvad med alle de bakterier, børnene slæber med hjem?

Det er helt særligt at se ens barn blive storebror eller storesøster, men hvor tæt bør ældre søskende egentlig komme på en nyfødt? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Gravid mor med barn
– Jeg synes, det er vigtigt, at store søskende får lov at være sammen med deres lille ny søskende uden alle mulige forholdsregler, forklarer Lotte Bang.
Foto: Colorbox
Annonce

Kære Lotte Bang 

Jeg er gravid med mit tredje barn.

Vi glæder os meget til at blive en stor familie, men jeg er lidt bekymret for alle de bakterier, de to store bringer med hjem fra børnehave og vuggestue til sådan en lille ny.

Er der i den forbindelse nogen særlige forholdsregler, vi bør tage?

Mvh. En snart mor til tre

Kære Mor til tre 

Det bliver da skønt med sådan en stor familie, og ja, der kommer meget med hjem fra institutioner og arbejdspladser, og sådan er det jo at være barn nummer tre.

Selvfølgelig er god håndhygiejne fornuftigt, men hvis den lille ellers er sund og rask, går det nok, at I får taget alle infektionerne inden vuggestuestart.

Jeg synes, det er vigtigt, at store søskende får lov at være sammen med deres lille ny søskende uden alle mulige forholdsregler for på den måde at fordre gode søskenderelationer.

Det eneste, jeg måske kunne anbefale, var, at du selv bliver vaccineret mod RS-virus, ligesom du bliver vaccineret mod kighoste, influenza og covid. Det kan nemlig give barnet beskyttelse mod RS i de første seks levemåneder.

Desværre skal du selv betale for vaccinen, men det kan være givet godt ud, for RS er altså ikke særlig rart for en nyfødt.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.