Hvor stor er faren for skoldkopper

Onsdag, 13. december 2023
Cecilie Lunding Tolversen
Foto: Colourbox
En nybagt moster vil vide, om hun kan tillade sig at besøge den lille ny, selvom der er skoldkopper i hendes børns institution.
Skoldkopper smittefare

Kære Lotte

Der er skoldkopper i institutionen, men ingen af vores børn er blevet syge endnu. Jeg ved ikke, hvor meget det smitter, så måske slipper vi.

Min søster har lige født sit første barn, og vi vil rigtig gerne se til hende og den lille ny, men nu er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt det er en god idé?

Vi vil jo ikke risikere at udsætte babyen for skoldkoppesmitte, og vi kan jo sagtens vente.

Spørgsmålet er bare, hvor længe det er nødvendigt, eller ville jeg kunne besøge dem alene, selv hvis mine børn derhjemme er syge?

Nybagt moster

Kære nybagte moster

Stort tillykke med din nye titel. Jeg kan sagtens forstå, at I næsten ikke kan vente med at aflægge besøg.

Et barn fødes med antistoffer mod nogle af de sygdomme, som moderen har haft. Disse antistoffer forsvinder gradvist efter tre til seks måneder, hvorefter barnet skal udvikle sin egen immunitet – enten ved at blive vaccineret eller smittet med sygdommen.

Har din søster haft skoldkopper, burde hendes baby derfor være beskyttet. Men jeg vil nu alligevel fraråde at møde op med to børn med skoldkoppeudslæt. Der er jo ingen grund til at løbe en unødvendig risiko.

Børn, der er udsat for skoldkoppesmitte, bliver som regel syge, for skoldkopper er meget smitsomme.

Har man skoldkopper, er der smittefare fra tre dage før, symptomerne viser sig, til der er skorpe på alle kopperne. Det er derfor lidt svært for jer at vide, om jeres børn smitter, selv om de ikke er blevet syge endnu.

Jeg er ked af at være sådan en lyseslukker, men jeg vil anbefale, at du tager det første barselsbesøg alene. Vel og mærke forudsat, at du selv har haft skoldkopper, for så smitter du i hvert fald ikke, selv hvis dine børn er syge.

Efter mit skøn vil det være mest hensynsfuldt og fornuftigt.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk