Jeg har et spørgsmål, som jeg ikke bryder mig om at stille min egen læge.
Kan balanitis vaskes med intimsæbe? Og fås antibiotisk salve i håndkøb, eller skal det købes på recept?
Mvh. A
Balanitis, bedre kendt som forhudsbetændelse, er en betændelse under forhuden på penis, som kan give symptomer i form af rødme, smerter, kløe, hævelse og eventuelt udflåd.
Det ses særligt hos drenge og mænd med forsnævring af forhuden, hvor hygiejnen netop grundet dette kan være vanskeligere at udføre.
Det er udmærket at bruge intimsæbe til at vaske området med. Indimellem kan det også være nødvendigt med lokalbehandling med antibiotisk salve eller middel mod svamp, og her må lægen altså involveres, for det kræver en recept.
Har man mange tilbagefald af betændelsen og desuden en forsnævring af forhuden, kan en operation være en god idé for at komme balanitis til livs.
Balanitis er et forholdsvist hyppigt problem i almen praksis, så din læge er med garanti vant til at tage sig af det. Er du ikke tryg ved denne læge, vil jeg anbefale dig at skifte til en anden, for det er vigtigt at have en læge, man er tilpas ved at komme hos, både med store såvel som små helbredsproblemer.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.