Er din hund bange?

Fyrværkeri, lastbiler, torden ... Mange har problemer med, at deres hund er utryg eller ligefrem bange for ting eller lyde. Men det kan ændres med den rigtige tilgang.
Af
Rolf Andersen
Hund på en mark
Er der noget derude, jeg skal være bange for?
Foto: Colourbox
Annonce

Der er flere grunde til, at en hund kan være bange, og det kan være for alt muligt: fremmede hunde, store husdyr som køer og heste, lavtflyvende helikoptere og meget mere. Fyrværkeri er nok det mest almindelige, men skud i almindelighed og tordenvejr står også højt på listen. Og der er mange grader af angst, fra at være lidt utryg til at ryste, savle, lade vandet og til at løbe væk og gemme sig.

Det meste af, skal vi kalde det overflødig angst, kan undgås, hvis hunden fra lille lærer at stole på sin ejer. I hundens hjerne er han eller hun flokføreren, der kan klare alt og beskytte den i alle situationer. For at en hund skal stole på sin fører, må man udvise ledelse og konsekvens. Det gør man for at give hunden en følelse af, at er den hos sin leder, er der tjek på alt, og intet ondt kan ramme.

Dig og mig sammen

Men det kræver, at Bulder altid ved, hvad han skal, så han ikke befinder sig i et limboland uden retningslinjer. For at opnå denne blinde tiltro til at man er tryg hos sin fører, skal man forestille sig en osteklokke. Der befinder både hund og fører sig, og glasset beskytter hunden mod alt udenfor. Derfor er der intet af interesse udenfor, fordi alt sjovt og interessant kommer fra føreren. Det kræver, at basistræningen sidder fast, og det skal den af lyst, ikke tvang, for man kan ikke tvinge en hund til noget som helst, hvis den ikke ser sin fordel ved det.

Annonce

Samtidig er det vigtigt ikke selv at lade sig mærke med, at noget er galt, for, hvis hundens ejer farer sammen ved et tordenbrag, læser hunden hurtigt, at når chefen reagerer sådan, må det jo være farligt.

En bekendt havde en hund med hvalpe, der gik i haven. På naboens mark var der jagt, og da der blev skudt tæt på, løb alle hvalpene ind under en busk. Den voksne hund reagerede ikke, for den blev brugt til jagt og var vant til skud.

Min bekendte tog næste dag hund og hvalpe ud i haven og skød nu selv. Resultatet var det samme, alle hvalpe løb under busken, og deres mor var ligeglad.

Tredje dag gentog han øvelsen, og denne gang var hvalpene ligeglade, fordi de så, at deres mor ignorerede larmen. Den historie er kun for at illustrere, hvordan hunde fungerer, og at det i meget høj grad er vores opførsel, der enten fjerner eller forstærker en angst ved vores opførsel.

Annonce

Opfør dig normalt

Det er altså ikke så svært, hvis man husker at tænke som hunden og er klar over, at den læser sin ejer i alle dens vågne timer. Man kan sige, at vi hundeejere altid er på, og vi må derfor være opmærksomme på ikke at reagere eller opføre os uhensigtsmæssigt.

Kort sagt, så skal tryghed indøves gennem lederskab allerede tidligt i hundens liv, og lad være med at ynke den, hvis den bliver bange, for det virker nemlig stik modsat.

Annonce
Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.