Er jeg for gammel til at få en ny hund?

Onsdag, 15. maj 2024
Af Rolf Andersen
Foto: Colourbox
Hvornår er man for gammel til at anskaffe sig en ny hund? Sådan spørger Hanne, der netop har sagt farvel til sin gamle hund. Nu føler hun, at dagligdagen er tom.
Glad ældre kvinde med hund

Kære Rolf

Jeg har netop måtte sige farvel til min gamle hund, og nu er der blevet meget tomt i huset. 14 års vaner og dagligdag er pludselig væk.

Jeg er usikker på, om jeg tør binde an med en ny hund, da jeg ikke er helt ung længere, og hunden måske kommer til at leve længere end mig.

Jeg er også bange for, om jeg på længere sigt kan klare en hund.

Er jeg for gammel til at få en ny hund?

Hanne

Kære Hanne

Det korte svar er, at du skal købe en hund – hellere i dag end i morgen.

På den måde får du andet at tænke på end den gamle hund og kan nyde og glæde dig over de gode minder om den, men koncentrere dig om den nye.

Vær omhyggelig med at vælge en hund i en størrelse og med et temperament, du kan håndtere.

Lav en pålidelig aftale med familie eller venner om, at de enten tager hunden til sig eller får den aflivet, så den ikke skal til fremmede familier, når du ikke er her mere.

Så er det ikke værd at spilde flere tanker på. Du ved, at man skal plante sin have, som levede man evigt...

Rolf