10 år med Puk: Jeg føler virkelig, jeg kender læserne

Puk smiler stort, da hun tager imod os i sit hjem i Hareskoven nord for København, og konstaterer straks om anledningen til vores besøg: – 10 år, det er godt nok lang tid!

Ja, det er det, og som brevkasseredaktør i Familie Journal siden 2012 har Puk besvaret mere end 2.500 breve fra bladets læsere. Ikke alle er blevet trykt, fordi hendes brevkasse, Kære Puk, ”kun” har to ugentlige sider. Og så er der de mange, mange breve, som hun også har modtaget, men som hun har set sig nødsaget til at fravælge, fordi hun har så begrænset plads.

– Emnerne er jo ofte de samme, f.eks. demens, familierelationer, folk, der ikke vil se hinanden, forældre, der er kede af børns adfærd og omvendt, og det er helt naturligt, for i virkeligheden handler brevkassen om det, vi stort set alle slås med, fastslår Puk.

– Og så kommer der af og til nogle helt skøre, som fylder flere måneder i træk, f.eks.: Skal man tage skoene af, når man kommer ind? Det synes jeg er sjovt. (Som gæst hos Puk skal man ikke tage skoene af, red.)

– Der er lige kommet et brev i dag: Skal man åbne eller lukke døren, når man har været på toilettet – altså skal lugten sive ud eller blive derinde? tilføjer hun og ler.

– Brevkassen er gave, der bliver ved med at give, og vi blander sjov og alvor på en utrolig rørende måde. Jeg er virkelig rørt over og stolt af, at vi har den kommunikation i brevkassen, som vi har. For det kunne jeg jo ikke være sikker på, da jeg begyndte, men jeg føler virkelig, at læserne og jeg kender hinanden.

Puk glæder sig over, at der nu også er flere mænd, der skriver til hende og f.eks. spørger om råd vedrørende deres ægtefællers adfærd. Brevkassen er jo for alle.

– Og så har læserne også vænnet sig til, at der ikke altid er medvind i mine svar. Der er omsorg, men ikke altid medvind. For jeg ved, at de ting, vi skal ændre i vores liv, dem er vi nødt til selv at tage ansvar for.

Meget tidligt lærte Puk selv at tage ansvar for sit liv. Hun, der nu er 54 år, har aldrig lagt skjul på, at hun voksede op hos forældre, der drak på grund af sorg over at have mistet en datter, og allerede som 14-årig flyttede Puk hjemmefra. Den del af sit liv fortæller hun bl.a. om i sin selvbiografi, ”Se mor, jeg danser”, der udkom i januar 2019.

Ansvar for sit liv tog Puk også, da hun i oktober 2021 sagde sit job som vært på ”Go’ morgen, Danmark” op efter næsten 30 års som fast vært på DR og TV 2.

– Jeg skulle simpelthen have nogle nye udfordringer, fastslår hun.

Hvad det var for nogle udfordringer, hun gerne ville have, var hun ikke helt klar over, men hun var sikker på, at noget nyt nok skulle dukke op.

Og det gjorde ”noget nyt”!

I maj blev Puk Elgård af social- og ældreminister Astrid Krag udpeget som ny formand for Børnerådet fra og med 1. juni.

– Den opgave kunne jeg naturligvis ikke sige nej til, heller ikke selv om den kom på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde meget at se til, siger Puk.

Så vi må først lige høre, hvad hun har og har haft gang i, før vi vender tilbage til ”forkvindeposten” (Puks ord, red.) i Børnerådet. For vi er ikke i tvivl om, at hun har travlt, da denne onsdag i september, hvor vi besøger hende, er den eneste dag i september, hun har tid til os.

Puk ler og siger:

– Jamen, jeg har simpelthen en fyldt kalender. I dag har jeg arbejdet med brevkassen siden kl. 5, det gør jeg jo hver onsdag, og når I er gået, venter andre opgaver og nogle opringninger.

– Siden jeg stoppede på ”Go’ morgen Danmark, og før jeg begyndte i Børnerådet, har jeg lavet tre tv-serier og er i gang med den fjerde. Først var jeg med i dommerpanelet i serien om Danmarks bedste klima-idé, så lavede jeg ”Puk bygger om – med kærlighed og knofedt”, seks afsnit, som fra slut august til slut september er blevet vist på TV 2 Fri, og så har jeg lavet noget sjov og ballade for Discovery, en serie i syv afsnit, der hedder ”De uduelige” og vist begynder i uge 43.

– Nu er jeg i gang med en dokumentarserie for Nordisk Film. Det er en tung sag om seksuelle overgreb.

Da Puk blev selvstændig, var hun bange for, at der måske ikke kom jobs ind, men der har heldigvis være rigeligt, og siden udnævnelsen i Børnerådet har hun sagt stop og ikke taget flere opgaver ind. Nu skal der fokus på den nye opgave.

I børnehøjde

Og så kom Børnerådet 1. juni.

– Jeg er helt ny og har valgt at gribe opgaven an ved at bygge min viden op mursten for mursten. I øjeblikket er jeg rundt i landet for at se, hvordan børn og unge har det. Jeg vil se samfundet og systemet med deres øjne. Jeg besøger sikrede institutioner, steder, hvor børn er anbragt, krisecentre, og så holder jeg møder med erfarne folk, som har viet deres liv til at arbejde med børn og unge. Jeg ser nu samfundet i børnehøjde, og der er heldigvis også børn, der trives og har det godt.

– Jeg gik fra en branche, hvor jeg var en af dem med mest erfaring, og er nu i en branche, hvor jeg er den, der ved mindst. Jeg er godt nok grøn, og det er hårdt at starte forfra. Der er fisme meget at lære. Men det ER altså spændende og vigtigt. Det er en bid af systemet i Danmark, man ellers ikke får lov til at se, og jeg håber virkelig, jeg kan gøre nytte.

På den baggrund har Puk indtil videre ofte brugt mere tid, end de 10 timer om ugen hun får løn for i Børnerådet. Hun skal også lede selve Børnerådet, der tæller otte nye medlemmer, alle med travle kalendere. Og så er der en masse tungt stof, hun skal forholde sig til, ikke mindst FN’s Børnekonvention.

De mange børn og unge, som er udfordret og bærer på tunge skæbner, og som hun hidtil har mødt – hvordan kan hun holde til det?

– Det spørger mange om, mendet kan jeg bare godt! Der er mange, der har oplevet noget, der er tusinde gange værre end det, jeg har oplevet i min opvækst, men man får en form for grundforståelse – og den, tror jeg, er universel – når man som barn oplever et svigt fra sin mor og far. Dem, der egentlig skulle passe på én. Så er der en følelse af en ensomhed, en fornemmelse af at være på vagt, en fornemmelse af aldrig rigtig at vide, om man kan regne med nogen, og den fornemmelse kan jeg genkende. Der er et fællesskab, et fælles sprog på en eller anden måde, når vi snakker sammen. Jeg tror, det er derfor, jeg kan være i det, siger hun.

– Nu kan jeg tage børn og unges fortællinger med mig, og jeg har et sted at gøre af mine oplevelser. Jeg deler dem med mine kolleger. Jeg tager det hele med ind i Børnerådet, og vi har som instans mulighed for at handle og gøre en reel forskel.

Rådets sekretariat ligger i Billund.

– Bare det at komme derover og hjem igen, så har jeg brugt mine 10 timer, indskyder hun med et smil og tilføjer:

– Godt, vi er vant til Teams-møder, men sekretariatet var her i går til et heldagsmøde! De er vanvittig dygtige.

Tarveligt benspænd

Vi må desværre ikke se den kælder, Puk renoverede i ”Puk bygger om – med kærlighed og knofedt”, for Puks samlever, Lothar Friis, var netop kommet hjem efter endnu halvanden måned i Afrika, og alt hans grej lå nu spredt dernede. Da serien blev optaget i januar-februar, var Lothar også i Afrika, hvor han guider turister op på Kilimanjaro og ned igen.

De, der har set Puk bygge om, har hørt hende sige: ”Der var engang, jeg var pissesej – jeg vil gerne være pissesej igen!”

Hvorfor sagde hun sådan?

– Lige udtrykket ”pissesej” hænger måske i virkeligheden sammen med en fandenivoldskhed, hvor man bare putter en banan i baglommen og suser over vejen og gør det, der nu skal gøres på en eller anden måde, siger hun eftertænksomt og tilføjer så:

–Men … Jeg synes, overgangsalderen var svær at komme igennem. Det har virkelig været et tarveligt benspænd fra naturens side, synesjeg. Hold op, hvorhar det været hårdt.Det begyndte, da jeg var 46 år og er ikke helt væk endnu. Jeg har valgt ikke at tage hormoner – det ved jeg ikke, om var klogt, men nu er jeg så langt, så det ændrer jeg ikke på.

– Min energi røg ned på 30 procent i stedet for 100, men heldigvis har jeg fulgtes med en veninde, som har haft det ligeså vanvittigt svært som mig. Ellers ville jeg tro, jeg var ved at blive sindssyg eller alvorligt syg. Ondt i kroppen, hedeture, uro, meget træt, hudløs, sårbar på en måde, jeg ellers ikke har været, uoverstigelige opgaver som at åbne et glas rødbeder. En meget anderledes periode!

Og alligevel overkom hun sit job som vært på tv og at besvare breve til sin brevkasse.

– Der er måske en fare ved at have de samme forventninger til sig selv i sådan en periode, når nu tingene er så mærkelige, som de er. Det er meget overraskende for mig, at overgangsalderen har været så indgribende i mit liv. Det mentale var det værste. Og jeg følte mig ikke pissesej!

– Overgangsalderen er jo en lige så stor proces som puberteten, men vi taler ikke om det. Det burde vi måske også gøre i fjernsynet, i kantinen, til julefrokosten, i hverdagen og bare i det helle taget …

Tænker meget

Da vi i 2019 interviewede Puk i forbindelse med hendes selvbiografi, fortalte hun bl.a., at hun havde lært at leve med sin angst, men at hun hver morgen, når hun vågnede, var i alarmberedskab, men så lagde hun en plan for at vende sine tanker.

Er hun stadig i alarmberedskab, når hun vågner?

– Nej, egentlig ikke, eller jo måske. Jeg tænker fortsat meget over verdenssituationen, over klimakrisen, over den vinter, vi skal igennem. Energikrisen giver store udfordringer. Den kommer til at påvirke os alle. Og jeg tænker også på, hvad er det for en jul, vi går i møde, for alle de børn, der er i trængte familier. Mange forældre har jo allerede nu ondt i maven over, at de ikke kan købe det, de gerne vil. Der er stemninger i hjemmet rundt omkring, som børnene opfatter, og det giver uro. Når far og mor er bange og bekymrede, så smitter det af på børnene. Jeg har selv prøvet at vokse op i en fortættet stemning, det sætter sig i systemet hos børn. Jeg håber på, at vi kan hjælpe hinanden. Dele det, vi har. Giv ting videre. Være opmærksom på hinanden. Vi har brug for fællesskabet. Vi går en tid i møde, hvor vi skal være gode ved hinanden og hjælpes ad!

Planer lægger Puk dog stadig – på sin egen måde. Hun henter en tyk bog, der på forsiden har titlen Hamlet, men er fyldt med tomme sider, hvad både hun og vi griner af. Hun har griflet lidt på den første side og leder nu efter en løs lap papir i bogen, finder den mellem nogle af de sidste sider og siger, mens hun viser os papiret med ret så mange linjer nedfældet:

– Det her skal jeg nå i september, og så streger jeg ud efterhånden, som opgaverne er løst. Sådan har jeg haft det for hver måned, og lige nu prøver jeg at få krydset alle de aftaler af, jeg havde, inden jeg fik forkvindeposten i Børnerådet.

– Det er jo ikke sundt at have så travlt, så nu er jeg indstillet på at få det her år afviklet, og jeg håber i en periode at kunne nøjes med min brevkasse og Børnerådet, for jeg trænger til at få ro på. Og derefter er min plan at have maks. tre forskellige jobs i min kalender om måneden.

Vores brevkasse

Så er vi tilbage ved brevkassen her i Familie Journal, der bl.a. også medfører, at mange mennesker kommenterer den, når de møder Puk i f.eks. S-toget eller en forretning. Og det generer hende bestemt ikke, selv om hun er ude som privat person.

– Jeg er så heldig, at folk lægger armen om skulderen på mig og siger ”hej Puk,” som om vi har kendt hinanden i 30 år. Det kan jeg da ikke have noget imod! Jeg er jo i virkeligheden meget privilegeret, at der er folk, der gider at sige, at de godt kan lide det, jeg laver! Prøv at tænke på, hvor mange mennesker der hver dag går på arbejde, uden at der nogen der siger: ”Tak for alt, det du laver!”

– Og så tror jeg, at når man har været i fjernsynet så mange år, som jeg har været, så ER man en del af familien på en eller anden måde. Eller i det her blad – de folk, der læser Familie Journal, er så dedikerede til det blad, at vi er sammen om det. Så der er jo et tilhørsforhold.

– Om jeg fortsætter med brevkassen? Det er jo ikke noget, jeg bestemmer. Det gør cheferne i Aller … Men selv har jeg ingen planer om at stoppe. Jeg elsker brevkassen. Det har taget tid at bygge det op, vi har nu, læserne og jeg. Vi har fundet hinanden rigtig godt på en eller anden måde. Vi er sammen om den. Det er ikke min brevkasse. Det er vores. Og der er en god tone, understreger Puk.

De aller første brevkassesvar

Vi havde en kopi af de første ”Kære Puk”-sider fra Familie Journal nr.40 2012 med til interviewet, og spurgte, om hun mon ville svare anderledes i dag. Her er, hvad hun svarede.

De mest læste

Det er ikke kun læserne af Familie Journals papirudgave, der elsker Puk. På vores Facebookside og hjemmeside er hun også generelt topscorer. Vi har samlet et udpluk af de mest læste her. Har du mon læst dem alle?