Jeg har købt Familie Journal og læst dine svar i brevkassen, og nu sidder jeg med ugebladet Søndag, hvor akkurat samme spørgsmål er i – om at optræde ufrivilligt på nettet (i FJ 39, red.)
Hvorfor har brevskriveren mon valgt at sætte spørgsmålet i to ugeblade?
Lise B.
Det kan jeg simpelthen ikke svare på.
Måske vil brevskriveren have to forskellige svar og se, hvilket der er bedst? (håber naturligvis, det var mit).
Jeg har selv oplevet at sidde og se et spørgeprogram i fjernsynet og tænke… hm … jeg synes, jeg kender den der problematik ganske godt. Er det ikke også et spørgsmål, jeg har haft helt magen til i brevkassen?
Men der er ingen regler for, hvor mange man vil spørge, og hvor mange platforme man kan henvende sig til. Måske er det ganske rart at få forskellige synsvinkler.
Brevskrivere er i hvert fald velkomne her, selv om de har spurgt andre steder også.
Varme hilsner fra Puk.