Nu hvor jeg har sat mig til at skrive til dig, er jeg alligevel ved at få kolde fødder. For jeg har jo ikke et rigtigt problem.
Jeg er bare ikke glad. Jeg har sådan set alt. Job, familie, bolig, godt helbred, men jeg finder ikke så meget glæde ved noget som helst.
Jeg er flov over, at jeg har det sådan, men jeg kan ligesom ikke komme ud af det hul, jeg sidder i.
Jeg tror ikke, at jeg har en depression, for jeg passer de ting, jeg skal, har egentlig også energi, men det hele er bare lidt leverpostej.
Jeg er 46 år og tænker hele tiden på, hvornår det mon går over, så glæden ved tingene vender tilbage.
Giver det, jeg skriver til dig, overhovedet mening?
Der er nok større problemer i brevkassen, men hvis du har tid og lyst, må du gerne svare. Det ville betyde meget for mig.
Hende, der har alt.
Jeg har også sommetider medlemskab til Klub Mellemfornøjet. Det tror jeg faktisk, vi er ret mange, der har.
Som unge er vi drevet af længslen om at lykkes. Vi vil gerne have det fede job. Den gode familie og den flotte krop.
Vi kan se det for os. Vi kan visualisere det hele, og det får os til at holde blikket mod horisonten og være ambitiøse for at nå vores mål.
Men som årene går, og vi kan tjekke af på listen over de ting, vi ønskede os, bliver det sværere at finde nye drømme. Sådan kan det i hvert fald gå.
Du kan jo begynde med at klappe dig selv på skulderen og anerkende, at du faktisk har været dygtig og skabt nogle gode rammer omkring dig selv. Det er ikke alle, der er så heldige, at de kan det.
Du har klaret den første halvdel af livet. Nu er tiden måske til at sætte andre mål.
Er der noget, du gerne vil være god til? Vil du lære et andet sprog? Vil du bestige et bjerg? Vil du gå caminoen? Vil du svømme eller være vinterbader? Der er mange muligheder og mange af de lidt mindre livsforandrende mål, man kan sætte sig, er også gode mål.
Jeg har selv tænkt mig, her en af dagene, at lave en liste. Hvad er planen for den anden halvdel af mit liv?
Den del af livet, der ikke er båret af redebyggeri og karriere. Kunne du gøre det samme?
Jeg havde en samtale med min gode veninde forleden, og hun sagde, hvad nu hvis det bare er sådan her, det er? Hvad nu hvis der ikke er mere, vi skal?
Først syntes jeg, tanken var hæslig, men jeg kan bedre og bedre lide den. Hvad nu, hvis det simpelthen bare er sådan, det er? Skaber det plads til at lette på ambitionerne og finde glæden i det små?
Du står midt i en overgang og muligvis en begyndende overgangsalder. Næste periode bliver anderledes for dig.
Hvis du kan, så lad være med at piske dig selv med våde birkekviste og aftvinge dig selv alle mulige følelser for, at det skal føles rigtigt. Vær i det. Observér og find nogle behagelige ting, du gerne vil.
Håber det hjalp bare en lille smule. Ellers skriv igen.
Bedste hilsner fra Puk.