Brev til Puk: Far var fraværende – eller var han?

Vi har nogle problemer i vores familie, så vi er blevet splittet.

Vi er fire søskende, og vi har haft det svært i vores opvækst. Vores mor var ofte alene med os, da vores far var langtidschauffør og derfor meget væk. Nu er vores mor gået bort efter sygdom, og vores far er tilbage.

Vi søskende skændes en del om, hvem der har ansvaret for ham, og hvem der skal hjælpe. For mig er han en gammel sur mand, jeg faktisk slet ikke har et forhold til.

Jeg synes, han var fuldstændig fraværende i vores opvækst, og når han endelig var hjemme, sov han eller skældte ud.

Min yngste søster siger, jeg er fuld af løgn, når jeg taler sådan om ham. Hun siger, hun har haft stor glæde af ham som far, og at han altid læste historier for os og var god ved os.

Vores to brødre siger noget helt tredje og mener, at det var vores mor, den var gal med, og at de godt forstår, hvorfor far var så meget væk, fordi mor var så kommanderende og dominerende, når han endelig var hjemme.

Vi kan ikke blive enige, og vi bliver uvenner hver gang, vi taler om vores barndom. Men nu sidder han altså der, vores far, og vi skal jo træde til og være der for ham, men jeg føler mig ikke knyttet til ham, og han skælder mig fortsat ud, når jeg besøger ham.

Kan det virkelig være rigtigt, at vi ser så forskelligt på vores familie? Jeg kan ikke forstå det.

Søsteren.

Kære Søsteren.

Det kan sagtens passe, at I ser forskelligt på jeres opvækst. Og jeg tror faktisk, verden ville være et fredeligere sted, hvis vi accepterede, at vi og vores søskende havde forskellige opfattelser af den barndom, man har delt.

Vi har en fortælling om vores egen opvækst, og når vi deler den eller fortæller den højt til hinanden, bliver det vores sandhed, men det betyder absolut ikke, at det er sandt for alle andre.

Lad mig komme med et eksempel fra min egen barndom. Jeg har i mange år fortalt om min far som et levende og humoristisk menneske, der skabte sjov og ballade i familien.

Han fik mig til at grine og var lys og let i forhold til min mor, som til tider var dyster og angst og gjorde mig bange, når hun havde det dårligt. Det har været min sandhed.

Men som årene er gået, er en anden sandhed måske dukket op. Kunne jeg i stedet have fortalt historien om en heroisk mor, der kæmpede med økonomi, en utro ægtemand, en gambler og en mand, der kom hjem og skummede fløden og tog en sjov hat på og fik børnene til at grine?

Begge dele er en del af min opvækst, og sandheden ligger selvfølgelig et sted i midten. Men jeg tror, vi som børn ser det, vi har brug for at se.

Forstår du? I søskende har hver især haft brug for at se et mønster i familien, som har været vigtig for jer hver især, for at klare de udfordringer, I har haft. Derfor er der ingen ultimativ sandhed om jeres forældre. I behøver ikke blive enige om en bestemt udlægning. I har oplevet det forskelligt. Det er helt okay.

Med hensyn til hvem, der skal se efter den gamle far nu, så skal I vel deles i det omfang, I føler, I kan. Det virker jo til, at dine søskende har et andet forhold til ham, og derfor er det måske mere naturligt for dem at træde til.

Jeg synes, I fire skal have en god snak. Det er jer, der er tilbage, når jeres far en dag er væk, og det er vigtigt, at I holder sammen.

Kan du ikke være vært for en snak, hvor I får lov til at komme med jeres version af barndommen, hvor ingen dømmer eller siger, at noget er forkert? En samtale, hvor I accepterer hinandens fortællinger.

Jeg tror, at det vil lette jeres syn på hinanden, og det vil lette situationen om, hvem der tager sig af jeres far.

Varme hilsner fra Puk.